Revyen i byen

Efter en længere revypause, har I revyen »Tivoli Tam Tam« premiere i Glassalen i morgen. Dermed genopliver Tivoli en lang tradition for sommerrevy i den gamle have.

Skuespillerne Osvald Helmuth og Max Hansen var hovednavnene i Tivoli revyen 1957. Her står de foran billetsalget ved Glassalen. Foto: Willy Henriksen. Fold sammen
Læs mere

I morgen aften er der premiere på den genopstandne Tivoli Revy. Det kan man godt tillade sig at kalde den, selv om folkene bag er lidt mere forsigtige med varebetegnelsen, i hvert fald, hvad titlen angår. »Tam Tam i Glassalen« hedder showet, der skal fylde sæderne hen over de næste måneder. En titel, der leder tanken hen på den helt store familiekomsammen – og revyen er da også spækket med kendte navne i flere generationer, der må formodes at appellere lidt i alle retninger. At Tivoli overhovedet igen er den stolte indehaver af en revy må tilskrives The One and Only Company, der følger op på det kommercielle underholdningsteater-koncept, som har været en succes i Tivoli de senere år – fra musicalerne »Den eneste ene« og »Elsk mig i nat« over flere sæsoner med »Grease« til næste års publikumssucces, teaterversionen af dansefilmen »Dirty Dancing«. Mere end 60.000 har allerede sikret sig billet til den sidste. Jesper Winge Leisner, der står bag virksomheden, er en mand, der ved, hvad folk vil have, hvis nogen skulle være i tvivl. Også samarbejdspartneren Tivoli – nogle gange udlejer, andre gange med-producent – har de seneste år prioriteret nye underholdningstilbud i koncertsalene, der kan give alternative indtjeningsmuligheder og samtidig lokke et nyt, stort publikum ind i den gamle have. Små 1000 tilskuere kan Glassalen rumme.

Naturligvis har man skelet til, at revyen ude på Bakken i disse år er Danmarks mest populære teaterforestilling. I omegnen af 200.000 tilskuere ser Cirkusrevyen hver sommer, og derfor er det ikke så underligt, at nogen forsøger at gøre Lisbet Dahl og kompagni kunsten efter omtrent på hjemmebane. Men når det så er sagt, så har revyen jo også en lang og stolt tradition i Tivoli, hvis der er nogen, der kan huske det. Det er ganske vist 15 år siden, en regulær revy af den gammeldags slags har spillet i Glassalen og omegn, men i mange år var der plads til både spøg og skæmt både på Bakken og inde i centrum.

Tivolis historie med revyen går faktisk 130 år tilbage år tilbage. »Det København, der kommer« hed den første af slagsen profetisk i 1884. Jo, fremtiden tilhørte revyen og Tivoli satsede da også så meget på den, at man endda døbte den gamle træbygning Cirkusteatret, hvor den skulle spille, om til Revuetheatret. En periode var sommerrevyen tilmed rykket ud under åben himmel, for også Pantomimeteatret, som heldigvis stadig er at finde lige inden for hovedindgangen, spillede revyer.

Fra 1905 var der både revyer og varieteer i Arenatheatret, som man havde rejst på en kunstig ø ude i Tivolisøen, og året efter var også Glassalen, som altså også i år skal huse revyen, i spil. Uden helt at kunne konkurrere med det ødsle udstyr, som samtiden Scala-revyer kastede ind i sine forestillinger, mindede også Tivolis sommerunderholdning om den blanding af nationalsentimentale tableauer, malede bagtæpper, dansepiger, sketches, monologer og – ofte alenlange – revyviser, som også kunne opleves hos forbilledet ovre på den anden side af Vesterbrogade. Det var i 1920erne, Carl Alstrup havde succes med visen om »Maggeduddi«. Og det var her, Ingeborg Bruhn Bertelsen sang det, der blev melodier, som hele hovedstaden trallede med på: »Sov, Dukke Lise« og »Lille sommerfugl«.

I hen ved tyve år lå revyen stille i Tivoli, indtil den entreprenante Stig Lommer i 1945 fandt på at stille et telt op, nu hvor der var ledigt der, hvor Apollo Teatret var blevet schallburgteret under Besættelsen. Hele revyen måtte laves om i sidste øjeblik, for pludselig kom befrielsen den 5. maj, og så kunne forfatterne sige alt det, de ellers havde måttet fortie eller finde på listige omskrivninger for, hvis de ikke ville havne i åben kamp med censuren. Det blev revyen tilsyneladende ikke ubetinget sjovere af, og snart rykkede Lommer videre til ABC-Teatret.

I mange år blev Glassalen brugt til artistunderholdning eller koncerter med internationale solister, selv om revyen en kort overgang i slutningen af 1950erne fik en stakket opblomstring med den lille mands forsvarer, den geniale visefortolker Osvald Helmuth som hovedkraften, der bl.a. sang evergreens som den meget danske version af den italienske grandprix-vinder »Volare«, »Vi har det – åh – åh«, og »Brev til Bulganin« som viktualiehandleren, der skriver brev til den kolde krigs verdensherrer fra baglokalet på Åboulevarden.

Men fra 1973 blev der for alvor revy i Tivoli, som nu kørte et konkurrerende parløb med Cirkusrevyen ude på Dyrehavsbakken. Aage Stentoft, kendt som en benhård forretningsmand, spillede revy med tidens populæreste skuespillere på scenen – han lagde ud med blandt andre selveste Flyttemand Olsen og frue fra fjernsynets lørdags-serie »Huset på Christianshavn« på scenen, Poul Reichhardt og Helle Virkner, og op gennem 1970erne satsede han på navne, der lånte personlighed og stjerneglans til Glassalen, f.eks. Malene Schwartz, Lone Hertz, Marguerite Viby, Claus Ryskjær, Ulf Pilgaard og den Jørgen Ryg, der i 1977 sang »Pyt« til succes. Kursen var let slingrende mellem satire og show – det var først og fremmest navnene, det handlede om. Med tiden også den Dirch Passer, som i 1980 optrådte med en anstrengt og anstrengende parodi på Kim Larsen. Den 3. september fik imidlertid et ildebefindende på scenen, kort før tæppet skulle gå for revyen, hvorefter han blev ført til Rigshopiptalet, hvor lægerne ikke kunne redde ham.

Året efter og seks år frem overtog Klaus Pagh chefstolen og lancerede her for alvor den trio, som Cirkusrevyen bagefter skulle gøre til dansk revys førende trekløver: Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl og Claus Ryskjær. Siden har Tivoli selv haft vekslende held med rollen som revydirektør. Man lod for eksempel Erik Balling forsøge sig som instruktør med en række populære Matador-navne på rollelisten i 1998 - uden held. Et par genoplivningsforsøg, blandt andre med Lisbet Dahl i front i hendes eksilperiode fra Bakken, blev aldrig en varig succes. Og da man i 2003 hyrede Nikolaj Cederholm og en ny tids stjerner til at forsøge at forny revygenren, gik det virkelig skidt - trods navne som Anders Matthesen, Nicolas Bro og Trine Dyrholm på scenen. Festen forblev lukket, og ironi-generationen havde svært ved at favne den folkelighed, som revyen kræver. Anders Matthesen har selv sat ord på katastrofen: »Af og til var der kun et par hundrede eller mindre i Glassalen, og det var »det grå guld«, der bare ikke gav ved dørene. Disse dage fantaserede vi i garderoben, om hvad vi ville gøre for at slippe for at spille. Vi endte med, at vi ville lade os gennemkneppe af en dværg, hvis det kunne sætte os fri. Der var ikke grænser for, hvad denne dværg måtte udsætte os for. Blot vi kunne slippe for at trække i kostumet og spille på sådan en dejlig solrig og stegende hed lørdag eftermiddag i et mørkt rum med hostende pensionister.«

Det mislykkede forsøg på at lave eksperimentalrevy i Tivoli, sammenholdt med den kolossale popoularitet, der med årene er blevet Cirkusrevyen til del, har afholdt Tivoli fra at forsøge sig yderligere i den svære genre – andre har gennem årene måttet tage over i haven og fylde sommertiden ud, herunder bl.a. Linje 3 og ikke mindst Søren Østergaard og hans skøre varieteer. Før nu altså, hvor Tivoli tager handsken op. Det bliver sjovt. Eller: Det må man håbe. Det er sådan set det, der er meningen med det hele. Bortset fra det med pengene.

Hvor: Glassalen, Tivoli, Vesterbrogade 3, København V, Hvem: Iscenesættelse: Joy-Maria Frederiksen. Kapelmester: Jokim Pedersen. Med Bodil Jørgensen, Niels Olsen, Søs Egelind, Christiane Schaumburg-Müller, Alexandre Willaume, Pelle Emil Hebsgaard, Szhirley og Rikke Hvidbjerg., Hvornår: 31. maj - 26. juli. Tir. - søn. Vekslende spilletidspunkter. Se tivoli.dk, Hvordan: Billetlugen.dk, Se også: Kulturprofilen s. 5.