Revolution i orkestergraven

Selv om slagtøj, tubaer, harpe med videre kun medvirker i måske halvdelen af produktionerne, har de stort set altid fået samme løn som alle andre. Men der er måske et opgør med tabu nummer ét i orkestre over hele kloden på vej.

Det Kongelige Kapel skal spare. Arkivfoto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

30 violiner kan ikke spille dobbelt så kraftigt som 15. Forskellen handler mere om »varme« og »bredde« i klangen – hvilket alt andet lige er mere subjektive og derfor knap så målbare størrelser.

Når Det Kongelige Teaters ledelse vælger at drosle antallet af medlemmer af Det Kongelige Kapel ned, ligner det altså den mindst dramatiske af alle sparemanøvrer. Kun få vil mærke forskellen. Umiddelbart.

Men kapellet er i forvejen alvorligt udfordret på arbejdsmiljøet. Talløse og ofte timelange optrædener i graven tærer på kræfterne. Dirigenter må ikke sjældent gennemføre vigtige forestillinger med musikere, der knap nok har været med til prøverne – simpelthen fordi orkestrets turnus er så stram.

Og man har særligt i de senere år døjet med langtidssygemeldinger blandt de menige medlemmer og deciderede nedbrud blandt de mere fremtrædende.

Hvis politikere og teaterledelse vil opretholde det nuværende antal produktioner, har man kun set begyndelsen på de udfordringer. Det Kongelige Kapel vil alt andet lige få endnu flere af de samme problemer på halsen. Næste skridt vil være indtil flere førtidspensioneringer.

Men om ledelsen overhovedet vil afskedige et større antal fastansatte, er slet ikke sikkert. To andre løsninger kan være i spil:

Teatret kan vende udfordringen på hovedet og kræve større indtjening af den nuværende besætning. Opera­orkestret er stadig i topklasse rent kunstnerisk og gør sig som regel glimrende som symfoniorkester i egen ret.

Ledelsen kunne altså sende musikerne mere rundt i landet og på én gang forøge billetindtægterne og glæde både voksne og børn. Den enkelte musiker segner sikkert allerede bare ved tanken om mere arbejde. Men det kunne være en af de muligheder, ledelsen overvejer.

Den anden mulighed kunne være et opgør med tabu nummer ét i orkestre over hele kloden: At musikere med samme ansvar og anciennitet grundlæggende skal have det samme i løn. Selv om slagtøj, tubaer, harpe med videre kun medvirker i måske halvdelen af produktionerne, har de stort set altid fået samme løn som alle andre.

For at Mozart ikke betænkte tubaen med en stemme, er jo ikke tubaisternes skyld – og deres indsats i operaer af Wagner eller Strauss stiller desto større udfordringer.

Andre orkestre i landet er efter vedholdende rygter allerede i gang med revolutionen. Vi vil i givet fald se en graduering af ikke bare tubaisternes, men alle medlemmernes løn på længere sigt. Hvis ledelsen overvejer det opgør, vil det give genklang over hele verden.