Requiem for forfatteren, der pustede liv i døde ord

Forfatter Susanne Staun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Asmussen

Gode, sjove, skøre, kloge Jan Sonnergaard, der var kendt som »Søde Jan«, døde i mandags til stor sorg for alle, der kendte ham og gik ud fra, at han for altid ville levere fortællinger fra et liv, der var gået fra makrelsalat nedsvælget i kolde lejligheder på Nørrebros bagside til gourmetmiddage indtaget over hele verden – i selskab med fine vine og endnu finere cigarer, som i »Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer«.

Sonnergaard var i den grad kommet ind i varmen og fløj måske indimellem så tæt på solen, maden og sprutten, at han endte med at brænde fjerene.

Hans debutnovellesamling, »Radiator,« blev en gigantsucces på trods af, kan man roligt sige, verdens værste titel. Radiator?

Titlen er noget, der optager forfattere. Titlen, bogens første linje, første side. Titlen trækker tænder ud, når den ikke giver selv, hvad den heldigvis ofte gør. Men er den for kedelig? tænker forfatteren. For vild? For lang? For kort eller bare … forkert? De kvababbelser havde Sonnergaard ikke.

Forfatteren Niels Frank, der i 80erne var leder af forfatterskolen, skrev dengang, at »radiator« var det yderste ord – det mest upoetiske, han kunne komme i tanke om – og omtalte senere ordet som et, der måtte være helt uforeneligt med poesiens »mere højtravende registre«.

Sonnergaard var personligt irriteret over alt Forfatterskolens væsen og havde lagt mærke til Frank. Han udvalgte ordet radiator af selv samme grund: en direkte besked om, at nu skulle Frank bare se løjer fra den kuldslåede virkelighed med alle dens lavtravende registre. Den rå realisme havde indfundet sig, og den var fuld af døde, grimme ting.

Ikke skyggen af poesi var at finde i »Radiators« kuldslåede miljø, og hvor passende er det ikke med en titel, der leder tanken hen på kulde. Når man overhovedet taler om radiatorer, er det, fordi man fryser. Enten er de ikke tændt, eller også skal de skrues op. Og i »Radiator« fryser alle slingrende eksistenser.

Men en appetitlig titel er det næppe, og i betragtning af, at bogkøbere menes at orientere sig efter titler, må det siges at være et dristigt valg. Dristigt og indforstået.

Selv om vi ved, at ord som mord og mysterium og hemmelighed i sig selv sælger bøger, fordi bogkøbere er mennesker, og mennesker elsker hemmeligheder, mord og mysterier, så er det 100 procent idiosynkratisk og uforudsigeligt, hvad der udgør en god titel.

Hvorfor blev Jannie Olesens »Noget, du skal vide« ikke en bestseller? Noget, jeg skal vide? Hit med det! At charmerende titler som »Tarme med charme« effektivt kan sælge noget så ulækkert som en tour de tarmsystem, er nu noteret. Men at en titel som »Drømmer androider om elektriske får« skulle ende som verdens bedste på diverse lister, der måler den slags, er ikke umiddelbart indlysende. Og så er der »Radiator«.

Jeg vil nøjes med at håbe, at der er varmt og godt og fuldt af gode cigarer og endnu bedre ord dér, hvor Søde Jan befinder sig lige nu.