René Fredensborg: Antiracisterne er de nye racister

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Først hidsede de hinanden op, så rev de plakater ned og til sidste buhede de deres vilje igennem på et dialog-seminar. Jeg priser mig bare lykkelig for, at de såkaldte antiracister ikke klyngede en privilegeret, hvid midaldrende mand op i nærmeste træ. Det kunne have været mig – eller én, jeg kendte, eller bare en helt uskyldig forbipasserende. Eller overdriver jeg? For virkeligheden har det jo med at overgå fantasien.

Måske har du hørt om forestillingen »White Nigger Black Madonna«, som i øjeblikket spiller på Teater Sort/Hvid i København og tematiserer race, køn og identitet. Handlingen er ganske kort, at en hvid pige gør sig til sort (såkaldt blackfacing) for at identificere sig med en undertrykt race, ligesom den amerikanske borgerrettighedsaktivist Rachel Dolezal gjorde det i virkeligheden. Altså en reflek-sion over racetilknytning, skabt af teater- pionererne Christian Lollike og Claus Beck-Nielsen, der i øvrigt har fået hele verdenspressen til at kalde ham for Madame Nielsen.

Men trods fine hensigter om at debattere netop appropriation, som man siger på moderne (at tilegne/iklæde sig andres kultur), så blev plakaterne for forestillingen revet ned og smidt i skraldespanden allerede inden premieren. Af hvem? Jo, de såkaldte antiracister. Facebook har glødet med krænkede krænkere, der mente, at det teaterstykke, de vel at mærke ikke havde set, var racistisk.

I weekenden mødte de selvsamme »antiracister« så op på selve teatret, hvor førnævnte teaterfolk endte med at blive buhet ud. Stemningen blev også her i avisen beskrevet som modbydelig og aggressiv. Så nu ændrer man både plakat og titel (til »Black Madonna«), ligesom der vil ske ændringer i selve stykket. Den ellers frie danske kunstscene har altså censureret sig selv på grund af en flok bøvede hærværksmænd, der er i stand til at buhe så højt, at det skræmmer selv et par af vort lands mest åbne og modige teatermennesker. Alle ved at der ikke er skyggen af en racistisk dags- orden på det teater, tværtimod, og alligevel får de frådende, uvidende og hadske horder lov at få denne idiotiske sejr. Lidt som når en flok frådende, uvidende og hadske horder af hillbillies engang fik lov at drive en sort ud af byen, eller det, der var værre.

Det er naturligvis dén grumme racehistorik, som ulmer nedenunder alt det her buh og bæ. Og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg IKKE er sort (se evt. billedet), og derfor ikke er født med racismens klamme ånde i nakken, men jeg er et menneske, der går ind for, at andre, uanset hudfarve, ikke skal ødelægge andres ytringsfrihed og forsøg på dialog. Det er i øvrigt interessant, at så mange HVIDE mennesker i den her debat identificerer sig med de sortes undertrykkelse. Så meget, at de river plakater ned, alene på grund af ordet »nigger«. Det kan man da kalde en kulturel appropriation ude af proportion.

Krænkelseskulturen har fundet sit foreløbige lavpunkt. Og nu skal jeg så være nervøs for, hvordan de krænkede vil krænke mig. Nærmeste træ? En ny tids racister er født. De kalder sig selv antiracister.