Rekrutter i den afghanske ørken

De danske soldater og deres kolleger fra de andre NATO-lande må blive i Afghanistan, indtil DEN AFGHANSKE HÆR selv er i stand til at tage over. Det kan tage lang tid, for selvom de afghanske rekrutter er begyndt at gøre store fremskridt, skal der stadig tages hensyn til dårligt materiel og høsttider.

Siden Taleban-regimets fald i 2001 har det internationale samfund arbejdet på at opbygge en ny national afghansk hær på tværs af etniske skillelinjer. Hæren udgøres i dag af godt 40.000 mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det er trods alt kun én af de afghanske soldater, der er mødt op til skydetræning i gummisko. Alle de andre har militærstøvler på, og alle de nye rekrutter her på det interimistiske øvelsesterræn i ørkenen i det sydlige Afghanistan er blevet udstyret med en rigtig uniform. Jo, selvom det tager tid, og selvom der dukker uforudsete problemer op undervejs, er den ny afghanske hær langsomt, men rimeligt sikkert ved at tage form.

»De gør sgu fremskridt. Jeg tør godt stole på disse fyre her,« siger major Matt Adams, der er tilknyttet den britiske styrke her i Helmand-provinsen. Han kan ikke lade være med at grine, da han fortæller om den allerførste gang, den afghanske deling skulle skydetræne med deres AK-47ere.

»De havde ikke lige regnet ud, at de skulle sigte efter målskiverne, og derfor skød de efter tavlerne med tal ovenover,« siger Matt Adams, der også har måttet indskærpe over for rekrutterne, at det ikke drejer sig om at tømme patronkammeret så hurtigt som muligt.

Ved siden af skydeterrænet øver et andet hold soldater sig i at gå i takt, men det er svært for dem, der ikke kan tælle og heller ikke kender forskel på højre og venstre.

Til gengæld fejler de nye rekrutters vilje til at kæmpe ikke noget.

»Mange af dem har også kamp-erfaring fra guerillakrigen mod den sovjetiske besættelse eller fra den borgerkrig, der fulgte efter. Flere af dem er faktisk tidligere fjender, men det betyder bare, at de har større respekt for hinanden,« forklarer den britiske major, hvis job i stigende grad anses for at være lige så vigtigt som at jagte og nedkæmpe den islamiske Taleban-milits.

Forklaringen er enkel: Medmindre de vestlige regeringer skræmmes af faldende opbakning blandt deres vælgere, kommer de danske soldater og deres godt 40.000 kolleger fra de andre NATO-lande nemlig ikke hjem, før Afghanistans nye hær er tilstrækkelig talstærk og veluddannet til selv at kunne nedkæmpe problemerne med talebanerne og alle de andre fjender af et stabilt og så vidt muligt demokratisk Afghanistan.

Som general Carlos Martins Branco, der er talsmand for NATO-styrken i Afghanistan – kaldet ISAF (International Security Assistance Force) udtrykker over for Berlingske Tidende.

»Nogle gange bliver jeg spurgt, hvornår vi forlader Afghanistan. Vi forlader Afghanistan, når de afghanske sikkerhedsstyrker er i stand til at varetage sikkerheden uden støtte fra internationale styrker.«

Hvor lang tid vil det tage?

»Det kan jeg ikke sige noget om.«

Oberst Dadan Lawang, der er næstkommanderende for en brigade af afghanske soldater i Helmand-provinsen, hvor de danske styrker bekriger talebanerne, tør heller ikke forudsige, hvornår den afghanske hær kan stå på egne ben. Eller hvornår hans egen brigade er klar.

»Inshallah (om Gud vil, red.) og med NATO-styrkernes støtte meget snart. For nylig gennemførte mine folk en operation på egen hånd,« siger en tydeligvis stolt oberst Lawang.

NATO-styrkens talsmand, general Carlos Martins Branco, bekræfter, at den afghanske hær nu er i stand til at foretage operationer på bataljon-niveau. »De er taktisk meget dygtige i små enheder. Vi sørger for rekognoscering og logistik og helikoptertransport,« siger general Branco.

Målet er, at den afghanske hær skal tælle 70.000 mand i december 2008. Altså om kun et år. I dag er der omkring 40.000 afghanske mænd i trøjen, men det er først nu, at nogle af dem kan operere på egen hånd. Og selvom hæren om et år skulle være nået op på de 70.000 mand er der ingen, der tør garantere, at kvaliteten er god nok.

Eksempelvis kniber det noget med disciplinen. Mange af soldaterne udebliver fra tjenesten i kortere eller længere perioder. Flere kommer slet ikke tilbage. Hvor mange det handler om, har det ikke været muligt at få NATO til at oplyse, men NATO-kilder afviser presserapporter, der taler om, at det er op mod hver tredje soldat, der pludselig kvitter jobbet.

»Vi har ingen sikre statistikker, men vi har nogle skøn, som jeg ikke vil dele med dig. Med hensyn til fravær, så er det rigtigt, at der er et problem. Folk bliver væk i dagevis, nogle gange i flere måneder. Man skal huske, at det her samfund er helt anderledes end vores. Nogle gange har folk brug for at tage hjem for at tage hånd om deres familie eller deres jord. Vi kalder det desertering, men det er det ikke her. Hvis der ikke er en mand i familien, kan en soldat være nødt til at tage hjem i en periode,« forklarer NATO-styrkens talsmand.

Der er flere eksempler på soldater, der har brug for et fravær på helt op til 40 dage, hvis de er udstationeret i den ene ende af landet, og deres landsby befinder sig i den anden ende. Vejene og transportmulighederne er så dårlige, at det kan tage en soldat op til to uger at komme hjem.

Men måske er det en trøst for NATO, at det ikke kun er den afghanske hær, der har problemer med pludselige fravær. Det har Taleban-militsen angiveligt også. »I forbindelse med høsten har vi set mange af de talebanere, der ikke tilhører den hårde kerne, gå tilbage til markarbejdet,« forklarer den britiske major Marc Bower, der træner den ny afghanske hær i ørkenlejren Camp Bastion i Afghanistans sydlige Helmand-provins, hvor den danske styrke også holder til.

Der er til gengæld delte meninger om, i hvor høj grad lønningerne er et problem i arbejdet med at opbygge en ny afghansk hær. En helt ny rekrut får 5.000 afghani – ca. 100 dollar – om måneden, og det er for de fleste afghanere en temmelig god indkomst. Til sammenligning får en skolelærer højst det, der svarer til 80 dollar om måneden. Men taleban-militsen, der blandt andet finansierer sit oprør via handlen med opium, lokker med en løn, der kan være mere end det dobbelte af det, den afghanske hær kan tilbyde.

20-årige Musar Kalim er dog godt tilfreds med hærens løn- og arbejdsforhold, der også indbefatter 14 dages ferie om året og mad tre gange om dagen.

»Jeg har ikke noget at klage over. Jeg kan sende hele min løn til min familie,« siger Musar Kalim, der arbejdede som landmand, inden han for to år siden lod sig hverve.

Musar Kalim er i gang med at efteruddanne sig som mekaniker og står med hovedet nede i motoren på en lastbil i NATO-lejrens rummelige bilværksted, der må være et af de mest moderne i hele Afghanistan.

»Det giver mig nogle muligheder, når jeg ikke længere skal være i hæren. Jeg kan tage tilbage til min landsby og åbne et værksted,« siger den 20-årige soldat.

Muligheden for at få en uddannelse, der også kan bruges i det civile liv, er et rigtigt godt kort at have. I et land, hvor det fortsat er en luksus at kunne læse og skrive, og hvor det er sparsomt med faglige uddannelser, kan det være den eneste chance for et nyt og bedre liv. Hvis man da overlever som soldat.

Mens der er stor opmærksomhed på NATO-landenes tab af soldater, bliver det stort set ikke bemærket uden for Afghanistans grænser, at den afghanske hær mister endnu flere af sine folk.

Men hvis den unge Musar Kalim er bange for dø i kampen mod Taleban, lader han sig ikke mærke med det.

»Jeg har valgt at blive soldat for at tjene mit fædreland,« svarer han prompte, ligesom mange af hans kolleger i Afghanistans ny hær svarer, når man spørger, hvorfor de har valgt at blive soldat og kæmpe mod en fjende, som også er deres landsmænd og muslimske brødre.

»Jo, jeg føler, at talebanerne er mine brødre, og at de bør slutte sig til os, så vi kan samarbejde. Men vil de ikke det, er det min pligt at bekæmpe Afghanistans fjender,« siger Musar Kalim, mens han gør klar til at dykke ned i motorrummet igen med sin skiftenøgle.

Og det er en anden vigtig grund til, at NATO nu satser så massivt på at få opbygget en afghansk hær. For NATO ved, at de afghanske soldater har lettere ved at blive accepteret af den lokale civilbefolkning end de udenlandske styrker.

»De afghanske soldater har langt lettere ved at tale med de lokale, end vi har. Blandt andet fordi de ikke skal kommunikere via en tolk,« fortæller major Marc Bower, der er næstkommanderende i en enhed, bestående af NATO-styrker og afghanske soldater.

Ifølge den britiske major handler det heller ikke kun om at afvente, at den afghanske hær bliver i stand til at tage over. Det handler om allerede nu at bruge de afghanske soldater så meget som muligt.

»NATO har ikke tilstrækkeligt med soldater til at dække hele landet, så når vi går ind et sted, er det meget vigtigt, at vi har afghanske styrker med, så de kan tage kontrollen med området, efter at det er ryddet, og sikre, at der kommer gang i genopbygningen,« siger Marc Bower, mens lyden af skud fra de afghanske soldaters skydetræning forsvinder ud i ørkensandet, der breder sig så langt øjet rækker mod syd og helt ned til grænsen langs Pakistan.

Her langs den afghansk-pakistanske grænse er der ingen NATO-soldater, og derfor tjener grænsen som en ret sikker forsyningsrute for Taleban-militsen.

Men i hovedstaden Kabul understreger general Mohammad Wardak, at manglen på personel ikke er den afghanske hærs eneste udfordring.

»Vi mangler udstyr, moderne våben og tunge våben,« fastslår den afghanske general, der leder Afghan Training Centre, der har kapacitet til at træne 5.000 soldater ad gangen.

Appellen er opfanget af USA, der både militært og humanitært er Afghanistans største donor. 50.000 M-16 rifler er på vej. Og på det asfalterede stykke ørken, hvor de afghanske soldater får køretræning her i Camp Bastion, holder nogle af de 15 splinternye pansrede køretøjer, som skal hjælpe den afghanske hær med at overleve Talebans vejsidebomber og dermed bane vejen for, at Danmark og de andre NATO-lande kan få deres styrker hjem.