Rekordmange vil være med i »Gift ved første blik«

Selvom der ikke ligefrem er mange par, der er endt med at blive sammen i DRs hyperpopulære realityformat »Gift ved første blik«, så er der i år flere deltagere end nogensinde.

DRs populære dating- eller samlivsprogram, »Gift ved første blik«, har i år tiårs jubilæum.

Selvom det historisk set er begrænset, hvor mange af parrene der rent faktisk bliver sammen, så er der i år rekordmange ansøgere til jubilæumsudgaven.

Der har nemlig i år været 624 ansøgninger om at komme med og få sig en ægtefælle, hvilket er flere end nogensinde før, skriver DR.

Den første sæson af programmet blev sendt på hedengangne DR3 i 2014, og konceptet er udviklet af Red Arrow’s Snowman Productions for DR.

Året efter blev konceptet solgt til udlandet, hvor det siden har kørt i 31 lande, og det blev også i 2015, at formatet flyttede ind på hovedkanalen, DR1.

Irene Strøyer, der både dengang og nu er redaktør på »Gift ved første blik«, siger i en pressemeddelelse, at det er bemærkelsesværdigt, hvordan tiderne har ændret sig i løbet af de ti år.

»Da vi startede, kunne det godt virke ekstremt at blive matchet af eksperter. Men i disse datingtider er en hjælpende hånd måske den håndsrækning, vi alle godt kunne have brug for. For der er meget, der tyder på, at det ikke er blevet spor nemmere at finde kærligheden,« siger Irene Strøyer.

Eivind Johansen og Trine Hjorth Bønnerup er eksperter igen. Peter Refsgaard/Snow Productions

I den kommende sæson er det de samme eksperter, som var med i den seneste sæson. Nemlig Eivind Johansen, der er psykolog og ekspert i personlighedstesten NEO-PI-3, og Trine Hjorth Bønnerup, der er psykolog og ekspert i konflikthåndtering.

Netop personlighedstesten NEO-PI-3 er en stor del af matchningen igen i år.

I 2023 blev ét af fem par sammen, nemlig Jeanette og Michael.

Derudover var der Sara og Mark, som, efter de hver især var blevet skilt fra deres respektive partnere, fandt sammen med hinanden – dog kun kortvarigt.

Gift ved første blik sæson 10 får premiere torsdag den 22. august på DRTV og på DR1 kl. 20.00.