Red Harry

J.K. Rowling opfordres til at fortsætte med at skrive om Harry Potter. Hun afviser. Måske.

Fra den kommende Harry Potter-bogs omslag - 'Harry Potter and the Deathly Hallows'. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I tusindvis af Harry Potter-fans har sat deres navn på en underskriftsindsamling, der opfordrer J.K. Rowling til at fortsætte med at skrive bøger om den unge troldmand og hans kammerater på Hogwarts efter forfatteren har indrømmet, at hun "aldrig kan sige aldrig" til at skrive flere bøger.

"Red Harry!" er iscenesat for at bevæge Rowling til at ændre sin beslutning om at afslutte serien med den sidste af de syv annoncerede bøger, "Harry Potter and the Deathly Hallows".

"Millioner, måske milliarder af os elsker at læse om hans eventyr, og vi ønsker aldrig, de skal tage en ende," hedder det i underskriftsindsamlingen, der under adressen www.saveharrypotter.co.uk er lagt ud på internettet.

Efter at have brugt de seneste sytten år på at skrive serien har Rowling udtalt, at hun var både "euforisk" og "knust" over, at det nu endegyldigt var ovre.

I et TV-interview lod hun det dog stå åbent, om hun en dag vælger at vende tilbage til den dragende verden på rektor Albus Dumbledores skole for magi.

"Jeg synes, at Harrys historie når til en ganske klar slutning i den syvende bog," sagde hun på BBC, "men jeg har altid sagt, at jeg ikke kunne sige 'aldrig'. Jeg kan ikke sige, at jeg aldrig igen vil skrive en bog om den verden, for jeg tænker - hvad ved jeg, om ti år har jeg måske lyst til at vende tilbage til den. Men jeg anser det ikke for sandsynligt."

Selv om hun skulle vælge at skrive endnu en bog, er det uklart om alle hovedpersonerne vil optræde i den. Rowling har advaret om, at nogle personer vil dø i det sidste bind, men hun vil ikke sige, om Harry selv er blandt dem.

"Det bliver ikke et blodbad, men det er flere end to," siger hun skælmsk.

Og hvis vi skuer lidt tilbage, så måtte Sir Arthur Conan Doyle jo også genoplive sin Sherlock Holmes, efter at have taget livet af ham, fordi fans og forlægger krævede det.

Den sidste af de - foreløbigt - syv bøger kommer i handlen den 21. juli.