Rapport fra følelsernes vejrstation

Følelsernes meteorologi og naturelementernes psykologi i nye digte af Juliane Preisler.

Der er både vejr og uvejr i Juliane Preislers digte om kærlighed, længsler og mellemmenneskelige frustrationer, og også forfatterens ny bog har karakter af daglige meldinger fra følelsernes vejrstation: »Alting er efterår/ Der blæser allerede afsked/ Under træerne med deres/ Blade trætte i den mindste/ Vind, og himlen gennemsigtig/ Mellem skyer...«

Når Preisler har kaldt sin niende digtsamling »Uvejr« antyder det hvilken vej barometerudsvingene har tendens til at gå, men i øvrigt er det den følsomme aflæsning af de stadige forskydninger, de små forandringer og de fine nuancer, der er forfatterens sag, og når hun på mottoets plads har stillet ordene »Ingen dage/ Er/ Som alle andre« er det i hvert tilfælde også en betoning af foranderligheden og det enkelte øjebliks enestående karakter.

»Uvejr« består af omkring 100 digte uden titler, de faste aktører på teksternes scene er en »han« og en »hun«, et »du« og et »jeg«, og forholdet mellem de to, mellem manden og kvinden, bølger frem og tilbage og spejles i en ramme af omverden, først og fremmest i vejr og naturbilleder, men også i byrum og mellem stuens vægge.

Blæsten, regnen, træerne, fuglene, skyerne, solen, stjernerne og havet er faste rekvisitter i Juliane Preislers univers af møder og opbrud, tiltrækninger, tilvænninger og reservationer, og når »du« og »jeg« i et lykkeligt øjeblik bliver til »vi«, er det den helt store naturkoreografi, der mobiliseres:

»Solen ville danse/ Skyerne ville ikke vide/ Hvilken vej de skulle blæse/ Og det store hav/ Ville blive mindre/ Som en tavshed/ Ville det blive/ Og vi kunne træde/ Over det så let/ Som at åbne mundene/ For hinanden...«

»Uvejr« rendyrker den blanding af følelsernes meteorologi og naturelementernes psykologi, som Juliane Preisler behersker til perfektion, og mange af digtene demonstrerer forfatterens virtuose sproglige formåen og sikre beherskelse af tonefald og stemningsfarver. Men elementet af litterær konstruktion er heller ikke til at overse, og ind imellem stemmer sprog og følelser sig op til en uvejrspatos, som er svær at håndtere: »Havet rystede af kulde/ Himlen drønede af tomhed/ Hun kunne græde sig/ Til forsvinding og/ Ingen ville høre«.

På mange måder fortsætter »Uvejr«, hvor »Nord«, Juliane Preislers digtsamling fra 2000, slap, og selv om »ingen digte« - med en omskrivning af mottoets ord - »er som alle andre«, så er monotonien alligevel et af det lyriske forfatterskabs påtrængende problemer. Rummet lukker sig omkring de følelsesmæssige temperaturaflæsninger og den stadige mikroskopering af samværssituationer, og det abstrakt-stiliserede univers af naturelementer, der spejler forholdet mellem manden og kvinden, lader sig nok variere i det næsten uendelige, men afgiver alligevel efterhånden meget få overraskelser. Men måske stormen i »Uvejr« varsler nye toner og synsvinkler i Juliane Preislers poesi.

Juliane Preisler:

Uvejr. Digte. 108 sider,

Kr. 198. Samleren. Udkommer i dag.