Rapperens Rødovre

Bo Rasmussen, alias rapperen Bossy Bo, voksede op i 70erne med ærteposer og bløde værdier flyvende om ørerne. Han blev forstået af sine forældre og af sine pædagoger og lærere. Også da han begyndte at male på tog, breakdansede og afleverede engelsk stil på rap på StatensPædagogiske Forsøgscenter.

Bossy Bo i tunnellen under Rødovre Station, hvor han som dreng rendte rundt og lavede ballade og røg smøger.<br>Foto: Christian Als Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Rigtige mænd går med nål og tråd!«

Det er et citat fra Arne, pædagog i Slotsherrensvej Børnehave i Rødovre engang i midten af 70erne. Stemmen runger fra en hals med stort adamsæble, er meget københavnsk og meget afslappet. Arne er en blød, blød mand, der kan tage et par akkorder på en guitar. Det er sådan, at Bo Rasmussen - alias Bossy Bo - husker ham.

Det kommer altså ikke til at handle om efterkrigstid og -traumer. Der var ikke mere sne om vinteren, forældrene er stadig sammen, men det er ikke blevet til en sær storfamilie. Faktisk er han enebarn - rapperen fra Rødovre. I det hele taget er det svært at flå skabet op til en snørklet og fortryllende barndomsfortælling fra Rødovre.

»Det var alt i alt en meget tryg barndom. Det værste der kunne ske, var at falde på cyklen - uha! Jeg voksede op i en tid og i en familie, der bare var rigtig hyggelig og tryg. Man kan måske ligefrem sige, at jeg har haft en ret kedelig barndom uden kanter.«

Det, der rykker mest i erindringen er en grænseoverskridende oplevelse fra en børnehavekoloni.

»Vi drenge skulle tisse i en oversavet tønde. Det var varmt, og den der tønde blev ubehageligt til sidst, men pædagogerne skulle bruge det til at farve garn. De farvede garn i vores tis! Det var altså ret voldsomt.«

Arne og det pædagogiske 70'er-univers er siden genopstået i en række sketches, som Bossy Bo har skabt sammen med komikeren Anden.

»Arne opstod i vores sketches, når vi hade brug for en speaker. Og så mindede han mig satans meget om min børnehavepædagog - og så blev han til Arne. Men selvom vi hænger ham ud, så var Arne jo enestående! Og hele vores generation har haft en Arne. Det er også derfor, Anden og jeg tog det opgør.«

Det første scratch i hessianopvæksten opstod i 1980. Bo var en tur på Falster for at fejre jul. Og det lyder måske lidt langt fra alting - særligt for en dreng fra Rødovre.

»Men dengang var de mere fremme i skoene på Falster, end vi var i Rødovre. De kunne høre Radio Luxembourg og se tysk Formel Eins. De havde også det der popblad, Bravo. Jeg var simpelthen rystet. Dengang tog det altså virkelig lang tid, før ny musik kom til Danmark. Vi var så håbløst bagud - meget mærkeligt at tænke på i dag, hvor vi - slask - får George Michael over alt i verdenen på samme tid. Men tilbage til Falster i førertrøjen og juleaften - min fætter og jeg røg så ud i min onkels gamle Volvo for at høre Granmaster Flash and The Furious Five. Det var så englene sang - meget tæt på en religiøs oplevelse. Det viste, at man ikke nødvendigvis skulle kunne spille musik for at kunne lave det. Det var fedt og helt hypnotisk med den der to-takts musik, der fortsatte i otte minutter - helt fantastisk!«

Det virkede dog utopisk på den dengang 11-årige dreng i hønsestrik at skulle lave musik selv. Han begrænsede sig til at holde eftermiddagskoncerter med sig selv og farens stereoanlæg - der i øvrigt spiller den dag i dag.

Graffiti på tog
Til gengæld udviklede en efterhånden teenageramt Bo Rasmussen sit »street-image«. Han begyndte at male på S-tog om natten og blev om ikke klassens rod - så i al fald leader of the pack med lærernes ugunst til følge. Det sendte ham en tur - frivilligt - til Statens Pædagogiske Forsøgscenter. For Bo Rasmussen blev det en lys tid med højt til loftet.

»Jeg fungerede ikke i en almindelig skole. Hvis jeg var fortsat dengang, så var jeg blevet smidt ud. Statens Pædagogiske Forsøgscenter er en skole, der har fostret mange store folk - jeg nævner i flæng: Gitte Stalone, Thomas Blackman, Peter Schmeichel, Laust Sonne. Det er en meget lille skole med kun seks klasser med nogle enormt engagerede lærere. Jeg fik for eksempel lov til at lave rap i stedet for at skrive engelsk stil.«

Det blev den første rap i karrieren. Rappen kom til at hedde Mr. Shamnab - ligesom den bog, der skulle have været skrevet stil om. Det var ved samme anledning, at Bo Rasmussen trådte i karakter som Bossy Bo. Et kunstnernavn, der blev valgt som en pendant til »Busy Bee«, som var en af karaktererne i den kultiske graffiti- og rapfilm »Wildstyle«. Navnet er blevet hængende lige siden.

»Jeg har egentlig heller ikke forsøgt at gøre noget aktivt for at slippe af med »Bossy Bo«. Men jeg har det ret ambivalent med det - for jeg synes egentlig, at jeg er blevet for gammel til at have sådan et fjollet navn. Men nu har jeg vænnet mig til - det er bare sådan. Hvis jeg lige pludselig hed Bo Rasmussen, så ville alle jo kunne lave musik,« griner han.

Rap og graffiti er to tætte komponenter. Ombord i det sidste S-tog og hele vejen med ud til endestationen med spraydåser i alle lommer og store malerpletter på tøjet rykkede Bo tættere og tættere ind i kernen af den spirende danske rap-kultur.

»I virkeligheden brugte jeg al min tid forkert. Det var lige præcis i den periode, hvor man skulle kysse piger i Frederiksberghallen. Alle de andre løb jo rundt og brækkede sig og flettede bøjler, og der rendte vi så beskidte rundt ude på nogle banespor. Men det gav sådan et kick. Når togføreren går, og inden Securitasvagten kommer, har man 20 minutter. Det skal det bare gå stærkt. Imens står det der her kæmpestore tog og brummer, og det er bare skræmmende ad helvede til, for man kan ikke høre, om der kommer nogen. Bagefter venter man og tager det første morgentog hjem. Og det er en overvældende fed fornemmelse at gense et af de tog, man har malet på. Det er lidt det samme kick, som man kan få, når man står på Grøn Koncert foran en hel masse mennesker, der bare elsker dig. Og måske også den samme fornemmelse, som mange prøver at opnå, når de tager coke, speed eller andre kunstige sødemidler.«

Tynd mave i perioder
Christiania var en anden sikker destination for Bossy og de andre graffitibander. De »battlede« hinanden med dåserne (en disciplin, hvor man forsøger dels at overgå dels at nedgøre hinandens præstationer). Det samme udspiller sig i street dance-genren, og stemningen kan til tider være direkte fjendtlig banderne imellem.

En af rivalerne var Jazzy H. Og det var ham, der en hashomtåget dag på Månefiskeren smed en udfordring på bordet. Nu skulle der også battles på rap. I al venskabelighed blev handsken samlet op, og så var dansk rap på sporet. De unge drenge var dog uhyggeligt lidt bevidste om, hvad de var i gang med at skabe. De hang bare ud og fik et gevaldigt chok, da Mc Einar udgav den første danske rapplade på markedet.

»Jeg har aldrig vidst, hvor jeg ville hen. Jeg er ikke gået målrettet efter at være musiker - eller brandmand. Det er bare sket. Som det sker i dag, hvor Anden kommer forbi og laver noget, eller Wikke og Rasmussen. Og selvfølgelig har det givet tynd mave i perioder, men jeg slapper bedre af nu, for der kommer hele tiden et eller andet. Og der er ingen i vores generation, der kan fejre 50 års jubilæum på vores arbejdsplads! Vi bruger halvdelen af vores liv på at uddanne os - den næste på at skifte rundt mellem alt muligt. Min far derimod røg af sted som 14-årig og arbejdede lørdage inklusive, ellers var der flade. Jeg fik det frie valg og en ærtepose!«Tidligere artikler i serien »Barndommens gade« var »Præstens paradis«, hvor Johannes Møllehave fortalte til Jens Andersen (26. juni), »Rektors rigdomme«, hvor Poul Nesgaard fortalte til Dorthe Ravn (30. juni), »Larsen husker bedst de lyse timer«, hvor Henning Larsen fortalte til Torben Weirup (8. juli), »Gå aldrig ned fra scenen«, hvor Peter Bastian fortalte til Lotte Bichel (16. juli) og »TV-chefens Nørrebro«, hvor Preben Vridstoft fortalte til Dorte Myhre (19. juli).