Rap renæssance

Lige nu udstiller den amerikanske billedkunstner Tom Sanford sine kontroversielle hip hop-inspirerede malerier på Galleri Faurschou i København. De største er allerede solgt for 125.000 kroner.

Bliver man stående og betragter Tom Sanfords figurative malerier af hip hoppere, sker der noget. Ganske langsomt begynder de flere kvadratmeter store malerier at handle mere om hvordan hip hoppen og dens typisk sorte, macho-ikoner, lader sig forbruge.

Af hvem? Af unge, hvide forstadsknægte. Af hip hop-ikoner er kun Eminem og Beastie Boys hvide, resten er sorte. Mens pladerne i den ca. 25 år gamle genre for mere end 70 procents vedkommende købes af hvide.

I telefonen fra hjemmet i New York klukker Tom Sanford, selv 28 år, hvid forstandsknægt og hip hopfan, mens han taler med samme eksplosive tempo, som de hurtigste rappere:

»Ja, vi har på en måde stjålet de sortes kultur, som vi for længe siden gjorde med jazz, blues og rock. Og netop derfor er det meget bevidst, at jeg bruger den her renæssancestil (bygger sine billeder op som fortolkninger af klassiske renæssancemalerier, red.), som så åbenlyst er finkulturel, europæisk og hvid.«

Men hos Sanford er det ikke Jesus, som går igennem som motiv i billederne, det er derimod den nu afdøde rapper Tupac Shakur, som i midthalvfemserne, hvor rapmusik blev Amerikas bedst sælgende genre, var stjernen over dem alle. Et blend af Malcolm X og en gadebandeleder.

Endvidere trækker Tom Sanford på stilistisk inspiration fra kristen ikonografi, lige som han lader tidens populærkulturelle personligheder som Paris Hilton, Janet Jackson, Justin Timberlake, George W. Bush m.fl. optræde side om side med rapperne og deres elskede brands som McDonalds, Adidas, Luis Vuitton etc.

Kristendom lig hip hop
Vil han blot provokere det religiøse Amerika eller hvad?

»Provokation er én ting, og det gør jeg så ved at bytte Jesus ud med Tupac,« begynder Tom Sanford. »Men der er faktisk også mange lighedspunkter mellem kristendom og hip hop, mellem Jesus og Tupac, som jeg ser det.«

Ifølge billedkunstneren er Tupac, som blev skudt ned i 1996 blot 26 år gammel, for længst blevet ophøjet til gudestatus i den amerikanske populærkultur. Og som Jesus, mener Sanford, ofrede Tupac sig for at beholde sit hårdklogte gangsterimage, selv om han i virkeligheden ikke var gangster, men blot tiltrukket af miljøet.

»Og så er der aspektet omkring den hurtigt voksende popularitet og medfølgende dyrkelse. Det er ok at sælge plader i hip hop-kredse uden samtidig at sælge ud, som man normalt gør inden for eksempelvis rocken. En rapper som Jay-Z vil altid have streetcred., selv om han for længst er blevet milliardær, omgås modeller og drikker champagne. For hans fans vil han altid være den pusher fra Brooklyn, han var inden sin berømmelsen. Uanset hvor mange afarter af kristendommen, der skyder op og tolkes fra, vil Jesus på samme måde aldrig miste sin streetcred.,« mener Sanford, der i 2003 søgte så langt ind i Tupacs liv, at han forsøgte at forvandle sig til rapperen rent fysisk i en performance.

Under projektnavnet TomPAC begyndte Tom Sanford fra den ene dag til den anden at træne med vægte som Tupac, han lod sig kronrage og begyndte at ryge masser af hash og drikke flaskevis af Hennessy-cognac som rapperen. Sanford kopierede tilmed de mange tatoveringer fra Tupacs overkrop.

»Pointen med projektet var naturligvis, at uanset hvad jeg gjorde, ville jeg aldrig kunne blive som ham. Og uanset hvor meget de hvide forstadsdrenge forherliger de hårdkogte, sorte rappere, bliver de aldrig som dem. Heldigvis for det. Men det var altså min pointe.«

Fascineret af primitive værdier
At det blev netop hip hoppen, Sanford kastede sin faglige kærlighed på, er ikke noget tilfælde. Til at begynde med ønskede han ikke at dele sine forældres rocksmag, han ville høre noget musik, som frastødte dem. Han ville som så mange andre teenagere, have sine egne helte.

»I dag opfatter mange forældre stadig rappere som 50 Cents som noget farligt og frastødende, og det, tror jeg, er vigtigt for mange teenagere, som jo typisk bruger populære personligheder som et led i deres egen jagt på identitet,« siger Tom Sanford og fortsætter:

»Faktisk begyndte jeg i år 2000 at male plakatlignende billeder målrettet til teenageværelser af populærkulturelle personligheder. Jeg begyndte med et af Patrick Ewing, en basketball-stjerne fra NY Knicks, dernæst et af Pamela Anderson fordi hun ligesom dengang var min generations Marilyn Monroe. Og gik så videre til Ice Cube, en rapper og tidligere bandemedlem, som lynhurtigt blev enormt populær hos de unge, hvide i forstæderne. Derefter gik der for alvor hip hop i mit billedsprog.«

Hip hoppens værdier, gangsta-rappen især med voldsforherligelser, machosyn og uendelige jagt på diamanture og et rendestensliv byttet ud med champagnebade og superstarletter under armene, har Tom Sanford det dog meget ambivalent med.

»Grundlæggende tager jeg afstand fra dem,« begynder han, »men jeg er ærlig nok til at erkende, at også jeg fascineres af de afklædte modeller i videoerne, af pengene og det kriminelle aspekt. Men det er på en måde, synes jeg, som jeg kan blive fascineret af en Arnold-film.«

Du bliver det, du køber
Grundlæggende mener Sanford, at gangsta-rappen er et forretningsskabt fænomen, som netop sælges til folk som ham, der går rundt med disse fascinationer. »Og,« siger han stålsat »rapperne tjener penge på helt almindelige folks interesse for sex, penge og machoting. Ting som i forvejen gennemstrømmer det amerikanske samfund. Gangstarap er som en skør amerikansk drøm, hvor rapperne lanceres med pistoler, mens de rent faktisk rapper om diamanture.

Det siger altså meget om vort amerikanske samfund. Vi er, det ser man også på vores krigsindsats, et blodtørstigt land, som forsøger at trumle alt og alle ned. For mig er der ingen forskel på rapperne og George W. Bush. I modsætning til europæerne ved halvdelen af vores indbyggere ikke, at Bush er en skidt karl.

Og hvad med forbruget? herovre bliver du defineret i forhold til, hvad du køber og forbruger. Så derfor er de ting med i mine billeder, Luis Vuitton og McDonalds. Giver det mening?« spørger Tom Sanford.

Hans udstillede billeder i Galleri Faurschou i København giver næsten svaret i sig selv: på få dage røg de største for priser, der først stoppede ved 125.000 kroner.