Nationalmuseet vil stramme det økonomiske greb og »slanke administrationen«.
Det betyder, at 21 medarbejdere berøres af stillingsnedlæggelser, særligt i administrative stillinger og støttefunktioner, skriver museet i en pressemeddelelse.
Sparerunden kommer, fordi museets økonomi har været under pres.
Det er uklart, om der nedlægges 21 stillinger, eller hvordan medarbejderne helt konkret vil blive berørt af nedskæringerne.
»Stillingsnedlæggelser og ændringer i administrationen skal sikre, at Nationalmuseet oven på en årrække med stærk og voksende museumsvirksomhed fortsat kan stå stærkt i de kommende år,« lyder det i pressemeddelelsen.
De seneste mange år har Nationalmuseet ellers indfriet de økonomiske mål, men i år har det været nødvendigt med en ekstrabevilling fra Kulturministeriet på syv millioner kroner, skriver museet i pressemeddelelsen.
Den skrantende økonomi skyldes i høj grad konkrete fejlberegninger, fejlskøn af it-udgifter og økonomistyringen i administrationen.
»Der har i 2025 vist sig mange økonomiske overraskelser. Det har i for høj grad skabt et usikkert beslutningsgrundlag, og det kan direktionen naturligvis ikke leve med,« siger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, i pressemeddelelsen.
Han uddyber, at museet derfor nu har et strengt og entydigt fokus på transparens og forudsigelighed i økonomien.
/Ritzau/
