Rambo siger farvel: Alletiders actionhelt drukner i blod i uværdig exit

Det bedste, man kan sige om »Rambo: Last Blood«, er, at det ender her. Sylvester Stallone takker af med et ansigt så stift, at man burde tildele hans overlæbe en Oscar i kategorien bedste scenografi. Filmen anmeldes af stunt-koordinator og filminstruktør Lasse Spang Olsen og Berlingskes filmredaktør, Sarah Iben Almbjerg. Og de er rystende enige

Rambo har med imponerende stædighed fastholdt samme bitterhed - og samme ansigtsudtryk - siden den første film om ham udkom i 1982. Filmens kvalitet er til gengæld dalet drastisk. Foto:UIP
Rambo har med imponerende stædighed fastholdt samme bitterhed - og samme ansigtsudtryk - siden den første film om ham kom i 1982. Filmenes kvalitet er til gengæld dalet drastisk. Foto:UIP Fold sammen
Læs mere
Foto: UIP Yana Blajeva

Tiden er løbet fra vrede mænd, der skyder løs på hinanden og vupti, trækker kuglen ud, når de bliver skudt i skulderen

Når man laver dårlig action i dag, så er det enten, fordi den er dårligt fundet på, fordi man har sjusket, fordi man har undervurderet sit publikum – eller det hele på én gang, mener filminstruktør og stuntkoordinator Lasse Spang Olsen.
★★☆☆☆

Hvis man er en steroide-dinosaur i en temmelig gammel krop, der alligevel insisterer på at presse det sidste ud af citronen i endnu en actionfilm, så bør man gøre det med stil, når nu det tydeligvis er den sidste. Det har Sylvester Stallone valgt ikke at gøre i »Rambo: Last Blood.«

Det er besynderligt, at han vælger, at Rambos eftermæle skal være det her. Han har vist, i tidligere film som »Cop Land«, at han faktisk er i stand til spille skuespil, og man kan i dag lave action, som langt overgår det, som den her film er fyldt af. Jeg vil slet ikke komme ind på manuskriptet, da det er så himmelråbende banalt og forudsigeligt, at det nærmest bliver ufrivilligt komisk. Det må det nu godt være i den type film, men man må bare ikke lave så dårlig action i en film, hvis eneste berettigelse er, at hovedpersonen bliver utrolig vred på en masse andre, som han så skal slå ihjel i en lang, udmattende actionsekvens.

»Man forsøger at ignorere det faktum, at Sylvester Stallones krop ser ud til at være bygget af forbrændt fimoler, og at han ikke vil være i stand til selv at komme op, hvis han har bundet sine sko. «


I dag er der stort set ingen grænser for det, der kan lade sig gøre på actionfronten, og det er ikke engang specielt bekosteligt mere. Når man laver dårlig action i dag, så er det enten, fordi det er dårligt fundet på, fordi man har sjusket, fordi man har undervurderet sit publikum – eller det hele på én gang.

Action er i virkeligheden præcis det samme som al anden handling – og »historien« skal formidles på nøjagtig samme måde.  Det er klart, at action som regel går en del hurtigere end f. eks en kærlighedsscene, men måden, handlingen formidles på, er nøjagtig den samme. De, der skal se forelskede ud, er som regel ikke forelskede i virkeligheden, men detaljerne i, hvordan det er lavet, og skuespillet gør, at vi tror det – ligesom de, der skal skydes af en meget vred Rambo, jo heller ikke slås ihjel i virkeligheden, men bare lader som om.

Hvis vi ikke forstår hvorfor og hvordan de, der skal slås ihjel af Rambo, bliver det, så virker actionen ikke. Man har en masse muligheder for at bruge karakterer og detaljer som formsprog og derved gøre filmen mere eller mindre original og mere eller mindre spændende. Dette gælder hele handlingen – OGSÅ actionscenerne.

I »Last Blood« har man f. eks helt set bort fra at spille på de ellers interessante tangenter: At Rambo er blevet gammel. Man forsøger i stedet at ignorere det faktum, at Sylvester Stallones krop ser ud til at være bygget af forbrændt fimoler, og at han ikke vil være i stand til selv at komme op, hvis han har bundet sine sko.

Den aldrende Rambo forsvarer sig uanfægtet ungdommeligt mod horder af farlige mexicanere, der - præcis som Trump har advaret imod - kun er interesserede i at voldtage unge uskyldige amerikanske kvinder og samtidig sælge narko. Vi får også at vide, at grænsehegnet mod disse voldshorder er alt for nemt gennemtrængeligt – men heldigvis har Rambo en plan, så han kan få hævn - også i denne film. Og det er her problemet med den dårlige action for alvor viser sig.

Hvis man har en (action) plan, som man vælger at dele med publikum, så skal der dælme følges op på den. Vi ser det sublimt udført i hver eneste Olsenbande-film og i f. eks »Home Alone«. I »Rambo: Last Blood« gør Rambo sin farm voldtægts-mexicaner-sikret i bedste »Home Alone«- stil – men der bliver bare aldrig fulgt op på de mange interessante fælder og mexi-dræber-dimser, han installerer. I hvert fald ikke på en interessant måde.

Der er visse regler, man bare skal følge, hvis man vil have noget ud af action – og det skulle man tro, man vil her, eftersom det tydeligvis er action, der udgør højdepunkterne, og her, plottet udspilles i filmen. Tiden er simpelthen løbet fra, at man gider se på vrede mænd, der skyder løs på hinanden og vupti trækker kuglen ud, når de bliver skudt i skulderen.

I dag kan alt laves teknisk, man skal bare have ideen, hvad man desværre ikke har haft her. Siden Bourne-trilogien lærte publikum, at action kan indeholde en masse nytænkning, handling og originalitet, har der ikke været én eneste actionfilm med respekt for sig selv (og publikum), der ikke har forsøgt at forny action-fortælleformen. Det er faktisk lykkedes for rigtig mange, og det har gjort actionscenerne meget mere interessante at se på (også for ikke-actionnørder) – og derved simpelthen gjort filmene mere spændende.

Derfor er det så trist at se, at en så oplagt mulighed som den sidste Rambofilm skal forspildes med i den grad eklatant dårlig action og derved manglende spænding. Jeg er ked af at skulle skrive det, for det virker surt og gammelmandsagtigt, men den indsats kan ikke give mere end 1 stjerne. Beklager.

Rambo tager en slapper fra blodbadet i »Rambo: Last Blood«. Ifølge filmselskabet er det den sidste film i serien om Rambo. Heldigvis. Fold sammen
Læs mere
Foto: UIP Yana Blajeva.

______

Det er sørgeligt og mærkværdigt, at Sylvester Stallone ønsker at lukke Rambo på så nedslående vis.

Den nye film om Rambo er lige så gennemskuelig og reaktionær som filmens hovedperson, skriver Berlingskes filmredaktør Sarah Iben Almbjerg.
★☆☆☆☆

Der findes et hav af film i genren: Sur mand mod verden. Film, hvor Clint Eastwood eller Michael Douglas på tilskuernes vegne smider pænheden ud til højre og hævner verdens uretfærdigheder, så den indre svinehund savler af glæde. I den forstand kunne »Rambo: Last Blood« ikke være mere raceren.

Den gamle krigsveteran er blevet 73 år, men har med imponerende stædighed fastholdt samme bitterhed - og samme ansigtsudtryk - siden den første film om ham kom i 1982.  »First blood« var noget så skelsættende som en politisk actionfilm, der mere end antydede, at amerikanske landsbybetjente indeholdt lige så meget ondskab som de viet conger, der havde tortureret Rambo som soldat.

Filmen var i øvrigt en af de første, der italesatte, at de amerikanske soldater ikke blot havde ar på sjælen, når de kom hjem. Flere af dem fik cancer af den kvælstof, som amerikanerne smed ud over landet for at få bladene og fjenderne til at falde til jorden.

»First Blood« var således en interessant spejling af det opdelte Amerika, der forkastede de helte, man selv havde ønsket at skabe og gjorde dem til fortabte og uønskede sønner.  Filmens helt blev et symbol på en krise, som man både kunne elske og have medlidenhed med. Selvfølgelig blev succesen fulgt op af yderligere fire film, der erstattede kvalitet med stadig tungere våben. Nu er det så tid til at sætte punktum med »Rambo: Last Blood«, der kunne sættes ind i leksikonet under sætningen: Stop, mens legen er god.

Vi begynder i Arizona, hvor Rambo har bygget sig en underjordisk man cave, hvor han kan høre The Doors og fremstille brevåbnere, der ligner mordvåben. Han er en mand af få ord, der til gengæld ikke er bange for at sætte punktum bag enhver ytring ved for eksempel at banke en 25 centimeter lang kniv ned i et træbord. Lidt overdrevent, men måske nødvendigt, når man kun har to ansigtsindstillinger at gøre godt med. Sur. Og meget sur.

Keder man sig som tilskuer, kan man muntre sig med scener som »Rambo spiser spejlæg med samme ansigtsudtryk, som når han senere udsteder dødsdomme til medlemmer af mexicanske narkokarteller«.  Ansigtet kommer dog over i »meget sur«, da hans unge og smukke niece bliver kidnappet og tvunget til at prostituere sig, indtil onkel Rambo kører over grænsen og rydder op.

Gamle sure mænd kan bestemt have en vis charme, det har Clint Eastwood for længst bevidst, blandt andet i »Grand Torino«, der leger med den forstokkethed, der rammer selv gamle actionhelte. Der er en charme i at erkende sin alder og nyde, at den giver carte blanche til at være vidunderligt kedelig eller bare sur for en sikkerheds skyld. Sådan har Rambo det ikke. Han virker ærligt talt lige så reaktionær og stivnakket som den film, der er lavet om ham.

»Keder man sig som tilskuer, kan man muntre sig med scener som »Rambo spiser spejlæg med samme ansigtsudtryk, som når han senere udsteder dødsdomme til medlemmer af mexicanske narkokarteller««


Alle scener har samme forudsigelighed som kroppens forfald. Man ved fra begyndelsen, at der vil ske noget skidt, at der vil blive ryddet op, og at det vil flyde med blod, og som sådan er der kun tilbage at se på, mens Rambo udrydder gangsterne med samme ligegyldighed, som vi andre spiser vores morgenmad. Faktisk er der så meget blod og så mange afrevne lemmer, at man tænker, at Rambo forsøger at kompensere for noget. Vi er vidne til et blodigt Napoleons-kompleks for superhelte, der bruger bloden til at maskere den manglende fantasi.

Det mest overraskende ved »Rambo - Last Blood« er faktisk, hvor nemt det er at få 40 fuldt bevæbnede narkokrigere over grænsen og ind i Arizonas ørken. Det er lige før, man får lyst til at støtte Trumps mur, så balladen kan få en ende.

Det er sørgeligt og mærkværdigt, at Sylvester Stallone ønsker at lukke filmserien på så nedslående vis. Hvor man kunne have lavet en film, der legede med hovedpersonens forstokkethed eller førte ham ind i en ny tidsalder, har man valgt at beholde et filmudtryk, der virker bedaget og gammeldags. Rambo er ikke længere galionsfigur for en nuanceret samfundskritik. Han er i stedet endt som en sur, endimensionel amerikaner, der er sunket langt ned i sin reaktionære gyngestol med blikket indstillet på uendeligt.

Jeg ved faktisk ikke, hvem der skulle nyde denne film.  Til gengæld er det stadig tankevækkende at se »First Blood«. Alting var, som bekendt, bedre i gamle dage.