Rally-kørernes hemmelige mission

Vi ved meget lidt om, hvordan skyggekrigen mellem efterretningstjenesterne blev udkæmpet under DenKolde Krig. Men historien om H.C. Nielsen og Kurt Dose, der som rally-kørere blev sendt ind bag Jerntæppet på mission for Forsvarets Efterretningstjeneste, fortæller om helt almindelige danskere, der viste mod. I 20 år nød NATO godt af deres risikable spionage. Lønnen var et julekort og et keramikfad.

H.C. Nielsen var bange. Her sad han og hans makker Kurt Dose i deres Ford Cortina og ventede, mens minutterne sneglede sig afsted. Kurt Dose var i gang med at sluge sine notater, der kunne have afsløret, at de danske rally-kørere i virkeligheden var spioner for NATO.

Året var 1964, der var permafrost i Den Kolde Krig, som kunne blive brandvarm når som helst, og her sad de i DDR på en af deres mange missioner og ventede på, at de bevæbnede vagter skulle komme tilbage med deres pas. Lige nu sad østtyskerne inde i vagthuset og telefonerede.

»Jeg havde haft hård mave i et par dage, men den tilstand ophørte pludselig, mens vi sad der og ventede,« siger Kurt Dose.

De to Køge-drenge havde netop registreret beliggenheden af et radaranlæg, og for en gang skyld var de ikke sikre på vejen. I det fjerne havde de set en vagtpost, der med kikkert observerede dem. H.C. Nielsen havde resolut besluttet at tage tyren ved hornene, og de kørte hen for at spørge vagterne om vej.

Og nu ventede de, mens fjenden tjekkede deres papirer. Der gik to timer, så kom vagten ud. Alt var OK, og de fik lov til at passere.

»Jeg var virkelig bange. Det var en af de meget få gange, jeg var det under vore turer. Da vi kørte, gav vi dem en cigaretpakke, og i bakspejlet så jeg de stakkels vagter fordele rovet mellem sig,« siger H.C. Nielsen

Fortid i modstandsbevægelsen
Både Hans Christian Nielsen og Kurt Dose er født og opvokset på Køge-egnen. Mens H.C. Nielsen var konservativ, var Kurt Dose socialdemokrat.

Allerede i 1941 blev H.C. Nielsen som 16-årig involveret i fremstilling og distribution af illegale blade. Han blev taget men slap billigt, fordi forholdet mellem besættelsesmagten og danskerne på det tidspunkt stadig var godt. Den noget yngre Kurt Dose havde også lidt engagement i de illegale aktiviteter i krigens slutning, og efter krigen blev han optaget i hjemmeværnsforeningen »Modstandsbevægelsen for Køge og omegn«, hvor han blev gruppefører i 1947. Senere var han med i hjemmeværnet. Begge var ivrige sportsmænd. Kurt Dose var for eksempel en særdeles dygtig orienteringsløber, og i 1949 blev han danmarksmester i terrænsport, der er terrænløb med våben.

De to mødtes med andre unge fra Køge-egnen i Køge og Omegns Automobilklub. Her kørte de rally, og Køge-klubben var en af landets bedste. Det var vanskeligt at få lov til at køre rally i Danmark, men H.C. Nielsen havde internationale kontakter, fordi han var formand for Dansk Automobil Sports Union.

I 1962 blev H.C. Nielsen kontaktet af polske sportskørere og spurgt, om han og andre var interesserede i at stille op ved polske rally-stævner. H.C. Nielsen sagde ja tak, og hans første medkører var en reserveofficer, der tidligere havde udført efterretningsopgaver i Polen.

Resultatet blev, at H.C. Nielsen i de næste 20 år sammen med en række kammerater fra Køge-klubben, hvoraf to af dem var professionelle fotografer, kørte Polen og Østtyskland tynd for at rapportere og fotografere radaranlæg, missilramper, broer og andre installationer.

Kurt Dose blev den mand, han oftest benyttede sig af som medkører.

Gennem nåleøjet
Polen og Østtyskland var totalitære stater, hvor store områder var lukket land, så det var naturligvis svært at få lov til at køre rundt. Derfor betingede H.C. Nielsen sig, at danskerne fik lov til at køre prøvekørsel i de områder, hvor der skulle køres rally. Forsynet med officielle papirer med denne tilladelse kunne de relativt frit køre rundt i områder, hvor efterretningstjenestens omhyggeligt udarbejdede kort og beskrivelser gjorde det let for trænede orienteringsløbere og rally-kørere at finde vej.

Gennem årene blev det for H.C. Nielsen til mere end 25 togter bag Jerntæppet, hvoraf en enkelt gik til Sovjetunionen. Kurt Dose foretog ialt godt 20 ekspeditioner. Før hver ekspedition mødtes de med deres føringsofficer fra efterretningstjenesten, og efter hjemkomsten blev de debriefet af samme føringsofficer.

H.C. Nielsen begyndte allerede i 1968 at tage fotografiapparat med sig og tage billeder af installationer.

»Selvfølgelig vidste jeg godt, at det var en voldsom forøgelse af faremomentet at have fotografiapparat med. Men apparatet var indrettet, så et tryk på en knap belyste filmene, så jeg ved en eventuel anholdelse ikke var i besiddelse af kompromitterende film,« siger H.C. Nielsen.

Alligevel udgjorde kameraet en voldsom risiko, mener Kurt Dose.

»Jeg tog ikke med, når H.C. skulle fotografere. Det var for farligt, syntes jeg,« fortæller han.

Ialt var Køge-gruppen på seks-otte mand og en kvinde, der gennem 20 år kørte rally-kørsel bag Jerntæppet. Det hele var ikke spionage, for de var seriøse væddeløbskørere, og de vandt da også flere løb. Det var en stor efteretningsmæssig fordel, at flere biler var afsted på samme tid. Så kunne man sondere og sende andre biler i andre retninger, så man fik et bredere helhedsbillede.

Anonymitet
Der blev aldrig udvekslet breve mellem Køge-drengene og efterretningstjenesten, men på H.C. Nielsens bord ligger detaljerede kort fra 1960erne tydeligvis udarbejdet af professionelle.

Der er også tegninger af missil-affyringsramper, og Kurt Dose fremviser en liste over installationer, som efterretningstjenesten ønskede, han skulle tjekke, da han i 1968 efter opstanden i Tjekkoslovakiet tog en større tur gennem østlandene langs den tjekkoslovakiske og sovjetiske grænse.

H.C. Nielsens og Kurt Doses detaljerede viden om installationerne i Østeuropa efterlader ingen tvivl om troværdigheden i deres historie. Peter Ilsøe, der er tidl. modstandsmand og var med til at etablere den militære efterretningstjeneste efter krigen og var dens næstkommanderende, siger, at han som chef ikke måtte kende de enkelte spioners identitet. Men han vurderer, at H.C. Nielsens og Kurt Doses beretning lyder autentisk og troværdig.

Deres indsats var drevet af den samme nationale forsvarsvilje, som gjorde dem aktive i Hjemmeværnet. De fik nemlig ingen penge for deres indsats, udover at deres udgifter blev betalt. De var begge familiefædre og H.C. Nielsen valgte at fortælle sin hustru om sine aktiviteter, fordi hun aldrig var med på rejserne.

Kurt Dose valgte derimod tavsheden for at beskytte sin hustru, som var med på et spiontogt i 1971: »Jeg fortalte hende ikke noget ud fra den tankegang, at hvis jeg ikke fortalte hende noget, så kunne der heller ikke ske hende noget, hvis vi skulle blive taget.«

Det største scoop
At de danske spioners arbejde havde stor betydning i en tid, hvor verden var et højst usikkert sted, understreges af H.C. Nielsens og Kurt Doses største scoop. Som de første vesterlændinge observerede de SS 20 missiler i Østtyskland. Det var i begyndelsen af 1970erne og truslen mod NATO var til at tage og føle på med opstillingen af disse missiler, der pegede direkte mod Vesteuropas byer.

Senere var missilerne anledning til store opgør i Danmark, da NATO besluttede at opstille sine egne missiler som modsvar mod yderligere SS 20 og derved udløste fodnote-krisen i Danmark.

»Aktionen vedrørende SS 20 var sådan set typisk for vore turer. Vi blev briefet, før vi tog afsted, hvor folk fra både flyvevåbenet, hæren og evt. flåden var med. De havde en ønskeseddel, og vi gik tingene igennem og prioriterede ønskerne. Når vi så kom hjem, tog vi atter et møde og gennemgik vore observationer. Så der var tale om et tæt samarbejde,« siger H.C. Nielsen.

H.C. Nielsen og Kurt Dose kunne afgøre, at der var tale om installationer til SS 20, fordi missilerne krævede specielle radar, hvis udseende de havde fået beskrevet af efterretningstjenesten. Ifølge H.C. Nielsen udløste oplysningen om SS 20 stor glæde i efteretningstjenesten og blev betragtet som en stor dansk sejr i NATO kredse: »Vor føringsofficer kom glædestrålende tilbage og berettede, at majestæten havde givet sherry, fordi aktionen havde været så vellykket«.

De var også de første, der kunne rapportere, at østtyskerne var begyndt at bygge sheltere, hvor deres fly kunne stå uset fra luften.

Kurt Dose stod selv for en anden af sejrene. Kort før Sovjetunionens invasion i Tjekkoslovaiet i 1968 blev han sendt til Østtyskland for at se, om der var optræk til militær intervention. Han kunne observere, at der var militære forberedelser op til grænsen til Tjekkoslovakiet.

Det var de første entydige oplysninger om østtysk troppekoncentration, og Kurt Doses føringsofficer var taknemmelig over oplysningerne.

»Jeg fik at vide, at man i NATO-kredse havde udtrykt glæde over indsatsen,« siger Kurt Dose.

H.C. Nielsen tilføjer: »Samme major fortalte mig, at det ikke var nogen overraskelse, at polakkerne var parate til at gå ind, men at østtyskernes villighed var en overraskelse, fordi det var første gang efter Anden Verdenskrig, at tyske tropper var blevet brugt mod et andet land, og at Kurt havde scoret en 12er«.

Opgaverne var meget forskellige, men altid præcist forberedt af efterretningstjenesten. I 1979 blev H.C. Nielsen sendt afsted for at kontrollere, om Warszawa-pagten var ved at have en radiokæde færdig. NATO havde nemlig en strategisk vigtig radiolink, der gik fra Nordkap og sydpå. Noget tydede på, at Warszawa-pagten var ved at få en tilsvarende, og H.C. Nielsen drog afsted for at observere og fotografere de antenner, man havde mistanke til i Polen. Beskeden fra føringsofficeren var, at han intet andet skulle foretage sig end fotografere de antenner, og at det var afgørende vigtigt.

Missionen blev fuldført.

En anden opgave bestod i at observere og rapportere om radaranlæg i Gorzow i Polen. Året var 1968, og efterretningsvæsenet havde mistanke om, at Warszawa-pagten havde fået opstillet SA 4-affyringsramper til missiler. De var afgørende vigtige for strategien, fordi Danmark havde Draken-jagerbombere, hvis opgave det var i en eventuel krig som de første at flyve ind i Polen og sætte disse missiler ud af kraft. Opgaven var at stedbestemme SA 4 missilerne helt præcist.

Også dette lykkedes.

Omkring 1975 sluttede Kurt Dose sine togter. Han var havareret med sin rally-bil i Portugal og ville ikke køre mere. H. C. Nielsen fortsatte indtil 1980, men så sluttede han også.

Det var blevet til en strøm af information, men de tror ikke, at de var alene. Deres informationer var en del af et bredere strøm af efterretninger, mener de.

Historien om de danske spioner understreger, at deres indsats var helt uselvisk. De har ingen medaljer fået. Ingen officiel anerkendelse. Intet. Og dog.

H.C. Nielsen og Kurt Dose smiler skævt og fremviser et fad af keramik, som føringsofficeren på et tidspunkt kom med.

»Og så fik jeg som regel en julehilsen i form af et kort«, griner H.C. Nielsen.Kurt Dose er født i 1929 i Køge. Han arbejdede i 20 år på Codan Gummi a/s. I sommeren 1945 var han med til at starte en lokal afdeling af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Vallø. Han vandt danmarksmesterskabet i terrænløb syv gange. Doses evner som orienteringsmand blev af vital betydning under togterne bag Jerntæppet.H.C. Nielsen er født i 1924 i Ulse. Han er handelsuddannet og har været selvstændig købmand og oliehandler. Han var aktiv i Det Konservative Folkeparti og viceborgmester samt blandt andre tillidsposter formand for Dansk Automobil Sports Union. Og så har han bl.a. deltaget i de berømte Monte Carlo-løb gennem Europa.