Rædslen i ghettoen

Roman Polanskis »Pianisten« er en konventionel, men stærkt virkende beretning om en jødisk musikers skæbne under det nazistiske barbari.

Når en film formår at fylde sin tilskuer med hvidglødende vrede, har instruktøren opnået en hel del.

Det sker et par gange i løbet af Roman Polanskis »Pianisten«, der i og for sig er en ganske konventionel beretning om et emne, som i forvejen er grundigt behandlet af filmkunsten. Men enhver troværdig skildring af det nazistiske barbari er chokerende, og Polanski er så kyndig en instruktør og har investeret så intens personlig harme i denne film, at den trods sin hælden mod velprøvede klicheer med mellemrum får rædslen og raseriet til at krybe op ad rygraden på tilskueren.

»Pianisten« handler om en autentisk person, den polsk-jødiske pianist Wladyslaw Szpilman, og hans dramatiske oplevelser i Warszawa fra 1939 til 1945. Det spændende spørgsmål i filmen bliver derfor ikke, om hovedpersonen mod alle odds overlever eller ej - det ved vi fra hans selvbiografi, at han gjorde i virkeligheden - men om modig medmenneskelighed og uselvisk offervilje kan overleve midt i en terroristisk undertrykkelse af ufattelig brutalitet.

Det kan den, hvad utvivlsomt er en stærkt medvirkende årsag til, at »Pianisten« er blevet hædret med såvel Den Gyldne Palme i Cannes som Oscar-priser for bedste instruktion, manuskript (af englænderen Ronald Harwood) og mandlige hovedrolle. Her er i mindre grad tale om en hyldest til original filmkunst end om en værdsættelse af filmens humanistiske budskab - samt givetvis en anerkendelse af, at dette er det hidtil mest personlige og dybtfølte værk i Polanskis ellers voldsomt ujævne karriere.

Oscar-statuetten til den næsten ukendte Adrien Brody er i hvert tilfælde velfortjent. Ganske vist virker det umiddelbart absurd, at den amerikanske skuespiller har lært sig at tale britisk i rollen som den polske Wladyslaw Szpilman, men eftersom polakkerne i denne film nu engang taler engelsk indbyrdes og ikke amerikansk, giver det alligevel en form for mening. Og den spinkle, dæmpet udtryksfulde Brody med de på én gang vagtsomme og undskyldende øjne er fremragende som Szpilman, der absolut ikke er en heroisk skikkelse, men en skræmt og passiv iagttager - en almindelig mand med en ekstraordinær skæbne - hvad der gør det lettere for tilskueren at identificere sig med hans lidelsesfulde oplevelser.

I begyndelsen af den tyske besættelse lever han sammen med sin familie i den jødiske ghetto i Warszawa, siden transporteres familien væk til en koncentrationslejr (ligesom Polanskis forældre blev det), og Wladyslaw skjules af behjertede ikke-jødiske polakker, indtil han til slut må klare sig på egen hånd og faktisk frelses af sit musikalske talent - samt af det forhold, at Polanski nuancerer filmen ved ikke at skildre alle jøder som sagesløse ofre eller alle tyskere som sadistiske psykopater, selv om nuancerne i nogen grad fungerer som undtagelser fra reglen.

For især scener med nazisternes vilkårlige henrettelser af sagesløse civile er i sandhed rystende, hvor tæt beskrivelsen af det plumpe og brovtende herrefolk end kommer på klicheer kendt fra mere kulørte film, og i den overordnede skildring af den tragiske situation er »Pianisten« naturligvis i familie med Steven Spielbergs »Schindlers liste« - og endnu tættere beslægtet med danske Søren Kragh-Jacobsens »Øen i Fuglegaden«, som den i ny og næ minder forbløffende meget om.

Men Polanskis film har sine egne interessante detaljer - for eksempel da Wladyslaws far bittert bebrejder de amerikanske jøder, at de ikke har overtalt deres regering til at erklære Tyskland krig - og roligt bevægende scener, blandt andet da hele familien Szpilman omhyggeligt deles om en enkelt karamel, og da en polsk kvinde langt henne i filmen giver sig til at spille en af (tyskeren!) Bachs vidunderlige cellosonater som et symbol på, at tyranniet ikke kan knuse skønheden.

Warszawa reduceres til gengæld til ruiner, visuelt stærkt og overbevisende skildret i en historie, som gradvis forvandler sig fra et bredt anlagt epos til et intimt kammerspil om en enkelt mands møde med vanviddet og næsten mirakuløse redning. Og på den ene side kan man indvende, at »Pianisten« er påfaldende gammeldags i stil og struktur, men på den anden side må man konstatere, at her er tale om et emne, som ikke indbyder til skæve vinkler eller dristige stilistiske eksperimenter - formentlig ville man have oplevet dem som decideret upassende, hvis de havde været der.

Ud fra en nøgtern kritisk betragtning er »Pianisten« ikke væsentlig bedre end den noget oversete »Øen i Fuglegaden«, men man kan netop ikke forblive nøgtern under mødet med Roman Polanskis magtfulde og medfølende hyldest til de små oaser af godhed i en ørken af ondskab. Og når Hitlers håndlangere myrder løs, og vi fyldes af hvidglødende vrede, har den polske overlever Polanski indviet os i sine egne smertelige erindringer og nået sit mål. Det må aldrig ske igen, tænker vi med tårer i øjnene.