Radio24syvs direktør beklager falske sexanklager mod ung socialdemokrat
Radio24syvs satireprogram Den Korte Radioavis påstod, at en tidligere DSU-formand havde sex med Henrik Sass Larsen. »Det var en klokkeren fejl,« siger Radio24syvs direktør.

Radio24syvs satireprogram Den Korte Radioavis påstod, at en tidligere DSU-formand havde sex med Henrik Sass Larsen. »Det var en klokkeren fejl,« siger Radio24syvs direktør.

Den 29-årige socialdemokratiske folketingskandidat Alexander Grandt hørte ikke selv indslaget i Radio24syvs satireprogram Den Korte Radioavis, da det første gang blev sendt 6. juni.
Det var først dagen efter, da oprørte venner og bekendte begyndte at ringe til ham, at han fik hørt podcasten med den kendte radiovært Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Episoden hed »Samfundets spejl«, og cirka midtvejs i den timelange udsendelse fik Alexander sig et chok, da hans eget navn pludseligt dukkede op i ordstrømmen.