Hvis man skruer tiden en smule tilbage, er det svært at forstå, at genren radioteater nu tilsyneladende ikke længere er noget, DR kan og vil beskæftige sig med. Der var en tid, hvor Radioteatret, senere Radio Drama, spillede en helt central rolle for institutionen Danmarks Radios selvforståelse. Statsradiofonien sendte for første gang sine bølger ud i æteren i 1925, og fra begyndelsen var det en selvfølge, at de 28.140 licensbetalende lyttere også skulle have glæde af dramatikken ved krystalapparaterne.
Institutionen opfattede sig omtrent som en slags skolescene for hele befolkningen - en vej, ikke bare til almindelig adspredelse, men også til dannelse. Kend dine klassikere! Og pludselig kunne man på en enkelt aften nå lige så mange som det Kongelige Teater på en hel sæson. Ja, selv filmen måtte se sig overhalet som massemedie.
Dengang var det typisk netop den hjemlige og internationale verdensdramatik, der blev udsendt live - ofte som kopier af de forestillinger, man kunne se på teatrene. Skuespillerne mødte op i deres pæne tøj, og så måtte det briste eller bære: Lydeffekter blev skabt undervejs, fortalelser og rømmen sig kom ud i stuerne, og det hele var væk, når man meldte af igen.
Danmark var længe det land, hvor flest mennesker lyttede til radio, hvis man tog landets størrelse i betragtning, og Radioteatret placerede sig med flotte lyttertal og gode sendetidspunkter, hvad enten man enten sørgede for lytternes dannelse med Holberg, Hertz, Heiberg og Hostrup eller lod underholdning være underholdning - som når forfatteren Jens Lochers populære serie om familien Hansen og dens hverdagssysler blev et fast indslag i mange danskeres liv. Serien, hvis afsnit varede et kvarter, blev sendt fra 1929 - 1949. En langtidsholdbar succes og et format, der senere skulle få et moderne sidestykke i »Karlsens kvarter« fra 1968 og otte år frem.
Hvem lytter til hørespillet?
Socialdemokraten Julius Bomholt, der senere skulle blive landets første kulturminister, skrev om Radioteatrets fænomenale udbredelse, da han i 1940eren hyldede det, der senere skulle danne grunden for den hjemlige kulturpolitik: Kulturen for alle:
»Hvem lytter til hørespillet? Måske tusinder. Måske titusinder. Måske hundredtusinder. En uoverskuelig skare af vidt forskellige mennesker: husmoderen, der er færdig med sin opvask, bonden, der kommer ind fra stalden, arbejderen, der piberygende sidder og funderer over Radioavisens nyheder, portneren, syersken, chaufføren, adjunkten og hans husassistent. Det er en hær, der spænder over mange aldersgrader, mange stillinger og erhverv, fra den højeste intellektuelle elite til ganske jævne og ulitterære avislæsere.«
Gys i mørket
Fra 1949 skete der noget revolutionerende, for nu kunne man begynde at optage på bånd. Det betød også, at man kunne klippe og redigere og i endnu højere grad begynde at skabe en selvstændig kunstart, der i højere grad trak på muligheden for at stimulere lytternes fantasi og meddigtende evne. Hvad enten der var tale om intim realisme, fabulerende formeksperimenter eller det gys, der fik alle danskere til at ryste af skræk hver uge.
Mest bemærkelsesværdigt kriminalserien »Gregory Mysteriet«, hvis ti afsnit var hentet fra England, og som lagde forlystelseslivet øde i efteråret 1954 - den opfindsomme teatermand Stig Lommer indstillede ligefrem teaterdriften og lod i stedet publikum gyse sammen i en mørklagt teatersal, når uhyggen strømmede ud af højttalerne.
Man begyndte nu - sideløbende med nye og egenproducerede versioner af teaterrepertoiret - i højere grad at få danske forfattere til at skrive direkte til radioen. 1950erne og 1960erne var en rigtig god tid for radiodramatikken. Navne som Finn Methling, Leif Panduro og Ernst Bruun Olsen debuterede som dramatikere i æteren. Også en ny generations innovative instruktører fandt vej til teatret med den store rækkevidde, blandt andre Sam Besekow og Carlo M. Pedersen. Og helt frem til 1990erne var Radioteatret en væsentlig rugekasse for dramatikere og forfatterskaber - det var typisk her, man begyndte - Erling Jepsen, Astrid Saalbach, Line Knutzon, Morti Vizki. Ligesom den store produktion også trak på alle mulige andre garvede navne.
Har DR forpasset en chance ved at lade radioteatret ebbe ud i en sådan grad, at man nu kan kvæle det uden meget opmærksomhed?
De elitært-litterære ambitioner var høje, en strategi, der blev mere eller mindre opgivet, da man i 00erne omstillede produktionen til i højere grad at være populær og føljetonbaseret - med inspiration fra TV og film. De senere år har man eksperimenteret med kortere formater i takt med, at tidens koncentrationsevne er gået fløjten - fra 2008 som podcasts, efter at radioteatret var flyttet fra P1 til P2 og havde tabt lyttere og nu var færdigt på FM-båndet. Men det har været uden den gennemslagskraft, som måske havde kunnet sikre radioteatret en plads i et fremtidigt DR.
Det er i grunden et paradoks, når man tænker på, hvor meget forlagene fortæller os, at lydbogen er ved at vinde indpas, i hvor høj grad danskerne efterhånden er blevet vant til at proppe podcasts i ørerne på vej fra A til B, eller mens de støvsuger. Burde der ikke have været en fremtid for det radioteater, DR har haft monopol på siden begyndelsen, et eller andet sted i den øgede efterspørgsel? Har DR forpasset en chance ved at lade radioteatret ebbe ud i en sådan grad, at man nu kan kvæle det uden meget opmærksomhed? Har man selv sendt det i koma for nu at slukke for respiratoren? Nu er det i hvert fald tilsyneladende for sent. Radioteatret er stendødt. Det blev 92 år.