Racist og/eller kunstner?

Hvornår holder kunst med racistisk indhold op med at være kunst? Hvornår bliver det til ren propaganda? Fængslingen af den svenske kunstner Dan Park rejser vanskelige spørgsmål om kunstnerisk ytringsfrihed.

September 2014. Kort efter åbningen af sin seneste udstilling i galleri Rönnquist & Rönnquist blev den svenske punk- og provokunstner Dan Park fængslet og fik ni af sine værker beslaglagt. Han har med sin kunst længe afprøvet grænserne for, hvad man kan tillade sig i det offentlige rum i Sverige, og denne gang gik Dan Park over grænsen. I udstillingen indgik bl.a. fotografier af sorte svenskere i galger og en gris med en påmalet davidsstjerne. Dan Park blev idømt seks måneders fængsel og en bøde på 60.000 kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Drago Prvulovic

Fotografier af sorte svenskere i galger. En gris med en påmalet davidsstjerne.

Den svenske punk- og provokunstner Dan Park har med sine primitive collager og tegninger længe afsøgt grænsen for, hvad man kan tillade sig i det offentlige rum i Sverige. Forleden blev den aktivitet for meget for byretten i Malmø. Kort efter åbningen af en udstilling i galleri Rönnquist& Rönnquist arresterede politiet ham og beslaglagde ni værker, som nu skal sendes til destruktion.

Retten henholdt sig til flere tidligere domme over kunstneren og idømte Dan Park seks måneders fængsel og en bøde på 60.000 kroner. I dommen hed det, at hans billeder »ikke bidrager til en debat, som kan medføre fremskridt i omgangen mellem mennesker«.

Mens dommen er blevet sporadisk omtalt i de svenske medier, har flere kommentatorer i Danmark set den som et eksempel på Sveriges omsiggribende politiske korrekthed og forsøg på politisk censur af indvandrerkritiske stemmer. Kommentatoren Mikael Jalving skrev for eksempel, at »Dan Park…(.)...personificerer den nye lov. Den politisk korrekte lov mod afvigende karakterer og stemmer, sådan som man kender den fra alverdens autokratier«.

Men udover at Sverige og Danmark synes at se forskelligt på kunst med racistiske motiver, viser en række interview, som Berlingske har foretaget med en række kunstnere, gallerister og museumsdirektører, at det kan være svært at trække en entydig grænse mellem kunst og propaganda.

Misbrug af menneskerettighedsdomstol

Rent juridisk mener Jacob Mchangama, der er direktør for den uafhængige tænketank Justitia, at den svenske dom misbruger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis vedrørende blasfemi, sådan som den kom til udtryk i en sag om »hate speech« eller hadsk tale. Han sammenligner fængslingen af Dan Park med Ruslands fængsling af den feministiske gruppe Pussy Riot.

»Dommen ser helt bort fra, at provokation er et klassisk kunstnerisk redskab, i og med at byretten i Malmø påpeger, at Dan Parks værker ikke bidrager til en ordentlig debat,« siger Jakob Mchangama, der påpeger at menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg normalt ikke har meget til overs for racistiske ytringer, men at den til gengæld i flere tilfælde har understreget vigtigheden af kunsterisk ytringsfrihed.

»Og også understreger, at denne kunstneriske ytringsfrihed også omfatter retten til at provokere,« siger Jacob Mchangama.

Det samme syn på den kunstneriske frihed får tilslutning fra den nyansatte direktør for det aarhusianske kunstmuseum Aros, Erlend Høyersten, der altid er på vagt, når det drejer sig om at censurere kunst.

»Man er principielt altid ude på et skråplan, når en central instans vil beslutte på andres vegne, hvad de har godt af at læse eller se på, og lige netop der er der en forskel på Danmark og Sverige. Jeg er tilhænger af en udstrakt grad af kunstnerisk ytringsfrihed, for kunsthistorien er fuld af værker, der blev betragtet som »politisk afvigende« eller bare anstødelige af deres samtid, og som i dag anses for at være vigtige,« siger Erlend Høyersten.

I København viser direktøren for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, til gengæld forståelse for den svenske dom, uden at han dog kender detaljerne i sagen om Dan Park.

»Jeg synes, at det er en pervertering af frihedsbegrebet, når det kritiseres, at man indskrænker en persons ret til at gøre andre mennesker utrygge. Det gør ikke indtryk på mig, at det drejer sig om en person, der kalder sig kunstner. Jeg vil være den første til at stå på vagt for kunsten, men at beskytte sig mod beskyldninger mod racisme ved at udnævne sig selv til kunstner er ganske gratis, for det kan enhver gøre til enhver tid,« siger Mikkel Bogh.

Uden at tage stilling til, om netop Dan Park er racistisk, mener Mikkel Bogh helt overordnet, at der ikke er noget galt med at dømme folk for racisme, og at danskerne generelt er for hurtige til at kritisere svenskerne for deres holdninger i indvandrerdebatten.

»Som samfund må vi forsvare grupper, der på den ene eller anden måde er udsatte,« siger Mikkel Bogh.

Kigger man bagud i kunsthistorien, er den fuld af værker, der på den ene eller anden måde har udfordret den herskende smag og i nogle tilfælde har ført til censur og forfølgelse af kunstneren.

Krucifiks i urin

Det var også tilfældet i 1987, da den amerikanske kunstner og fotograf Andres Serrano i New York udstillede billedet »Piss Christ«, der forestillede et krucifiks nedsænket i et glas fyldt med en væske, der angiveligt var kunstnerens egen urin. Det mystiske rødgule foto skabte vild furore, og republikanske politikere brugte kunstværket i en kampagne for at få fjernet den offentlige kunststøtte i USA. Serrano selv blev frataget sine arbejdslegater.

Billedet blev også vandaliseret flere gange på udstillinger, og det gjorde ikke synderligt indtryk på kritikerne, at den kendte kunstkritiker Wendy Beckett, der tilfældigvis også er katolsk nonne, roste værket og kaldte det en symbolsk gengivelse af, hvordan den moderne verden misbruger Jesus.

»Piss Christ« er også blevet udstillet i Danmark, på Galleri Ottesen, hvor udstillingen og det efterfølgende salg forløb helt upåtalt af medierne. Galleriejer Susanne Ottesen bruger billedet som eksempel på, at det sjældent kan afgøres, om et kunstværk i sig selv er anstødeligt, da det skal ses i sammenhæng med kunstnerens intentioner og den kontekst, værket bliver præsenteret i.

»Set ud fra et gallerisynspunkt handler det meget om præsentation. Præsenterer man bevidst værket som »kontroversielt«, eller lader man det være op til publikum at afgøre om det er anstødeligt eller ej?« siger Susanne Ottesen.

Hun nævner den britiske maler Marcus Harveys maleri »Myra«, et kæmpemæssigt portræt af den livstidsfængslede Myra Hyndley, der var kæreste med den notoriske barnemorder Ian Brady. Billedet er lavet ved hjælp af gipsafstøbninger af små børnehænder og vakte så meget afsky ved dens visning i 1997, at både museet og selve værket blev vandaliseret adskillige gange. Som følge af medieomtalen blev værket udstillet i New York, hvor det atter blev udsat for hærværk. Men da billedet blev udstillet i Berlins Hamburger Bahnhof, var der ingen forarget omtale og ingen hærværk. »Hvad der er kontroversielt i én sammenhæng, er det ikke i en anden,« siger Susanne Ottesen.

En af Danmarks kendteste street artists, der også udstiller i gallerier under kunstnernavnet HuskMitNavn, blev ikke overrasket over den svenske dom over Dan Park. Han har selv udstillet i Sverige, og han har ofte lagt mærke til det, han kalder for »svenskernes billedangst«.»Jeg skulle lave graffiti på en offentlig væg i forbindelse med en udstilling i Linköping, men efter et halvt år var det stadig ikke lykkedes det kommunale kontor at finde ét eneste sted, hvor det kunne lade sig gøre i byrummet. Så enorm er myndighedernes frygt for at miste kontrollen over, hvad der er synligt i det offentlige rum. I Danmark er den slags sjældent et problem,« siger HuskMitNavn.

På spørgsmålet om, hvor grænsen mellem kunst og propaganda skal trækkes, siger HuskMitNavn, at det ofte brænder ned til et alt andet end enkelt spørgsmål om, hvor god en kunstner man er.

»En god kunstner kan godt bruge nazistiske eller racistiske motiver til at udtrykke et komplekst og tvetydigt budskab. En dårlig kunstner, der forsøger at gøre det samme, risikerer i værste fald at lave nazistisk propaganda. Skal man så straffes for at lave dårlig kunst? Svaret er ja. Som dårlig kunstner kan du desværre fedte dig ind i noget kriminelt. Man kunne for eksempel også forestille sig en anti-kapitalistisk kunstner, der laver en happening ved at røve penge fra en bank. At kalde sådan en aktion for kunst og påberåbe sig ytringsfrihed ville jo være en ret dårlig undskyldning,« siger HuskMitNavn, der ikke vil udelukke, at Dan Park netop er en kunstner, der forsøger at udtrykke noget komplekst uden helt at have de fornødne evner til det.

»Men det kan også være, at han bare er et røvhul,« siger HuskMitNavn.