Rabarberlandets hospital Det gamle København

I Griffenfeldsgade – et stenkast fra Blågårds Plads – åbnede i 1875 et privathospital, som de følgende 100 år blev en uundværlig institution for utallige københavnere. Her kom man til verden, her blev man helbredt for alvorlige sygdomme og her fik man ofte under kærlig pleje lov til at tilbringe sin sidste tid på jorden.

Foto: »Før og nu, 7. årgang«. Sankt Josephs Hospital i Griffenfeldsgade omkring 1910.
Læs mere
Fold sammen

En snes år i forvejen var fire fromme nonner fra den franske Sankt Joseph orden kommet til landet. De var hjemmefra uddannet til at tage sig af syge og svagelige, og de forventede, at der i København lå et velfungerende hospital, som de umiddelbart kunne overtage. Men det var en slem misforståelse. Der ventede dem ikke andet end slid og afsavn, modvilje og religiøs intolerance, og ofte blev de hilst med hånende tilråb, når de viste sig på gaden i deres sorte ordensdragt.

Religionsfriheden, som var indført med Grundloven et år tidligere, havde endnu trange kår i befolkningen.

Det slog imidlertid ikke de katolske søstre ud. For der var brug for dem, og så tog de fat på at pleje syge og gamle rundt om i hjemmene og på Frederiks Hospital i Bredgade, samtidig med at de samlede penge ind for engang at kunne opføre deres eget hospital. Men det var et projekt, som lå langt ude i fremtiden. Først indrettede de sig i en gammel hestestald, og efterfølgende åbnede de en skole i en lejlighed i Fredericiagade. Den blev senere flyttet hjem til dem selv, da de fik deres eget hus på Toldbodvej.

I 1870 var de i stand til at købe en jordlod på Parcelvejen - den senere Griffenfeldsgade, men endnu gik der fire år, hvor de opsparede alt, hvad de tjente, og hvor de knap nok undte sig selv føden. Endelig kunne en af søstrene flytte ind i det endnu ufærdige hus, hvor de selv malede og ferniserede og syede madrasser og gardiner for at spare penge. Nu kunne det ikke gå galt. Det hospital, som ikke var der, da de kom til byen, var ved at tage form, selv om forholdene i begyndelsen var såre beskedne. Bare seks sygesenge det første år. Men det var rigeligt, for der var kun tre patienter – en havde tyfus, en havde kræft og den sidste var sindssyg.

Senere voksede både søgningen og kapaciteten, for Sankt Josephs Hospital fik et godt ry i Københavns arbejderkvarterer, og så begyndte kommunen at sende hovedstadens patienter på privathospital. Betalingen svarede til prisen for ophold på byens kommunale sygehuse: 1,50 kr. for almindelig pleje på fællesstue, 2,20 kr. for almindelig pleje på enestue og 3,00 kr. for bedste pleje på enestue. Ubemidlede fik gratis pleje og behandling, og det kunne lade sig gøre, fordi søstrene modtog donationer fra medlemmer af byens katolske menigheder og samtidig formåede at forene den barmhjertige gerning med god økonomisk forståelse. Mand og mand imellem sagde man, at der var smør på brødet på Sankt Joseph, men margarine på Kommunehospitalet.

Fløjen med den karakteristiske facade ud mod Griffenfeldsgade er fra 1904, og gennem et halvt hundrede år blev hospitalet moderniseret og udvidet med nye tilbygninger. Patienterne strømmede til, for nogle af nationens dygtigste speciallæger var tilknyttet hospitalet. I mange år havde det landets største fødeafdeling, men i længden var det ikke nok til at holde sygehuset i live. Tidsånden ændrede sig, og den sidste dag i året 1979 sluttede historien om de barmhjertige søstre på Nørrebro. Københavns Kommune overtog bygningen.