R. Kelly: Første-elsker eller seksuelt rovdyr?

R. Kelly hyldes verden over for sine sexfikserede r&b-sange. Men han har også en blakket fortid med anklager om sex med mindreårige, som få synes at have lyst til at forholde sig til. Vi dykker ned i sagerne i anledning af udgivelsen af hans nye album.

rkellycigar
R. Kelly med vanlig høj cigarføring. Fold sammen
Læs mere

Hvert år den anden lørdag i marts er det tid til at blive rigtig slesk. På natklubber i København, New York, Cape Town og London klæder feststemte unge mennesker sig ud som cigarrygende alfonser og lårkorte champagne-ludere og holder en af årets vådeste fester. Anledningen: International R. Kelly Day. En årligt tilbagevende hyldest til kongen af beskidte sexmetaforer og slibrig sengekants-r&b.

Siden amerikanske Robert Kelly slog igennem i midten af 90erne, har han solgt over 50 millioner album på verdensplan. Han har skrevet hits for Michael Jackson og samarbejdet med alle fra Jay-Z og Lady Gaga til Justin Bieber og Snoop Dogg. Han er blevet hyldet af Stevie Wonder og er blevet kaldt et musikalsk geni af anmelderne.

R. Kelly er kort sagt – og i egne beskedne ord – »The World’s Greatest«. Sådan så det ikke mindst ud i 2013, hvor hele musikbranchen havde travlt med at omfavne ham og hylde hans geni. Det var her, singlerne med Gaga og Bieber blev udsendt. Det var her, han stjal showet til det årlige BET Awards. Og det var her, det toneangivende musikmedie Pitchfork valgte at have R. Kelly som hovednavn på deres årlige musikfestival i hjembyen Chicago.

Ingen syntes at have lyst til at forholde sig til R. Kellys fortid. For bag succesen gemmer der sig en anden og langt mere gruopvækkende fortælling. En fortælling om en mand med en glubsk seksuel appetit på helt unge, mindreårige piger. En mand, der gang på gang er gået langt over grænsen og systematisk har udnyttet sin status til at misbruge piger på helt ned til 13-14 år. Og gerne filmet sine ugerninger undervejs.

Giftede sig med 15-årig

Det er i hvert fald det billede, der tegner sig af den 48-årige sanger, hvis man dykker ned i de anklager og retssager, der er rejst mod ham gennem årene.

Første gang R. Kelly rendte ind i kontroverser var helt tilbage i 1994, da han hemmeligt giftede sig med den blot 15-årige r&b-sangerinde Aaliyah. Kort før vielsen havde R. Kelly skrevet og produceret hendes kontroversielle debutalbum, »Age Ain’t Nothing But A Number«. Selv om både Aaliyah og R. Kelly benægtede rygterne om ægteskabet, blev der kort efter lækket en vielsesattest, hvor det fremgik, at Aaliyahs alder var blevet ændret til 18 år. Det ulovlige ægteskab blev annulleret i februar 1995.

Sagen fik dog ikke de store negative konsekvenser for R. Kellys karriere, og i de følgende år blev han en verdensstjerne med et albumsalg i de tocifrede millioner.

I år 2000 var den dog gal igen. I Chicago Sun-Times afslørede journalisten og musikkritikeren Jim DeRogatis, at R. Kelly op gennem 90erne i flere omgange var blevet beskyldt for at dyrke sex med mindreårige piger. Blandt andet havde en ung kvinde lagt sag an mod ham for 10 millioner dollar i 1996. Påstanden lød, at Kelly havde dyrket sex med hende, fra hun var 15 til 18 år, og at han blandt andet havde tvunget hende til gruppesex med andre unge piger. Sagen kom aldrig for retten, da man indgik forlig i 1998 mod en betaling på 250.000 dollar.

Flere af de unge kvinder, der blev nævnt i 1996-søgsmålet, bakkede dog over for Jim DeRogais op om anklagerne. Blandt andet kom det frem, at at R. Kelly havde for vane at samle unge piger op fra gospelkoret på Kenwood Academy i Hyde Park, hvor han selv havde gået nogle år forinden.

Skandalen ruller

Historien var dog stadig ikke stærk nok til at bremse R. Kellys himmelflugt. Det blev ved beskyldningerne. Beviserne manglede. Men i februar 2002 dumpede en uhyggelig hjemmevideo ind ad brevsprækken hjemme hos Jim DeRogatis. Og så rullede skandalen.

På den 26 minutter lange hjemmevideo, der var optaget i en sauna i et af R. Kellys huse i Chicago, ser man en mand, der umiskendeligt ligner R. Kelly dyrke sex med en pige på 14-15 år. Han beder hende om at kalde sig »daddy« og om at indtage forskellige positioner, og på et tidspunkt urinerer han hende i munden. Chicago Sun-Times bragte kort efter den hårrejsende historie, og kort efter rejste staten Illinois tiltale mod R. Kelly for 21 tilfælde af produktion af børneporno.

Retssagen udviklede sig i de kommende år til én lang cirkusforestilling. R. Kelly nægtede sig skyldig, og hans forsvar kom med den ene vilde teori efter den anden om, at det ikke var R. Kelly på videoen, og at nogle havde klippet hans hoved ind på en anden mands krop. Samtidig benægtede den unge forurettede kvinde, at det var hende, der var på båndet. Og det til trods for, at 15 af hendes nærmeste venner og familiemedlemmer identificerede hende i løbet af retssagen.

Og der er mere: Under en ransagning af R. Kellys hus i Florida i 2002 fandt politiet et kamera med en række billeder, hvor han angiveligt dyrkede sex med den samme mindreårige kvinde som i hjemmevideoen. Men inden børneporno-sagen i Florida nåede at komme for retten, blev sagen trukket tilbage, da en dommer vurderede, at ransagningen af R. Kellys hjem var sket på ugyldigt grundlag.

Kollektivt hukommelsessvigt

Tilbage i Chicago kørte sagen videre i de følgende år. Fokus var alene på, om forsvaret kunne bevise, at det vitterlig var R. Kelly, der var på hjemmevideoen. Der blev på intet tidspunkt skævet til de mange andre sager og beskyldninger fra hans fortid. Og i sidste ende fik R. Kellys forsvar sået nok tvivl hos juryen. I 2008 blev han endelig frikendt.

Spørgsmålet er så, hvordan R. Kelly på få år kunne få en status som universelt hyldet r&b-krammebamse? Var det et tilfælde af kollektivt hukommelsessvigt? Eller tog man blot rettens ord for gode varer?

Jim DeRogatis er i hvert fald ikke i tvivl om R. Kellys skyld, fremgår det af en artikel i Village Voice fra 2014. Han har set hjemmevideoen. Han har talt med utallige ofre og deres familier i løbet af sin research gennem årene. Flere har vist ar på håndledene efter selvmordsforsøg. En enkelt fattig sort familie fra Chicagos South Side havde pludselig fået råd til at flytte til Sydfrankrig. Andre har fortalt ham om tvungne aborter. Og sådan bliver det ved.

Én ting er sikkert: Hvis først man har nærstuderet anklagerne, er det svært at lytte til R. Kellys musik på helt samme måde.

Det kan godt være, at han er mest kendt for store selvhævdende og semi-spirituelle ballader som »I Believe I Can Fly« og »The World’s Greatest«. Men dykker man længere ned i hans arkiverne, finder man utallige sange, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Allerede på debutsinglen »Honey Love« (1992) synger han linjer som:

Yeah, come inside
turn the lights down
don’t be scared, touch me
I know what you want.

Nu kan sangtekster i sagens natur ikke bruges som bevis på noget som helst. Og sådan bør det også være. Men har man først læst anklagerne, kan man næsten høre ham sweet talke i ens øre:

»Du skal ikke være bange, baby. Jeg ved præcis, hvad du vil have...«