Pumpehuset pumper igen

På bare halvandet år har de nye ejere af Pumpehuset vendt spillestedet fra konkursramt til overskudsforretning. Det har de blandt andet gjort ved at give stedet en ny musikprofil.

Spillesteder i København. Pumpehuset Fold sammen
Læs mere
Foto: LISELOTTE SABROE

I juni 2010 så det skidt ud for spillestedet Pumpehuset, der ligger tæt på Rådhuspladsen i København. Spillestedet gik konkurs, og der havde en milliongæld efterfølgende.

I januar 2011 blev det meldt ud, at Pumpehuset ville åbne igen, dog med nye ejere. Ronnie Hansen, Kristoffer Bramsen og Nordisk Film overtog lokalerne og åbnede atter dørene til Pumpehuset i september 2011. Denne gang med en helt ny profil.

Siden er det gået over al forventning. De har netop udsendt regnskab for 2012, og i løbet af det første halvandet år har de formået at vende konkurs til et overskud på over 500.000 kroner.

Dedikeret publikum

En del af Pumpehusets succes kan ifølge administrerende direktør Ronnie Hansen tilskrives spillestedets nye profil. De satser på smallere genrer med et loyalt og nysgerrigt publikum.

»Vi arbejder med nogle genrer, der er nogle nichegenrer. Metal, hiphop, sådan nogle ting hvor der er en god fanskare, hvor der også sker meget i udlandet, og hvor fans er meget loyale,« siger Ronnie Hansen.

De vil samtidig gerne have nogle mindre navne end dem, der spiller i Store Vega. Det gør de både, fordi artisterne er billigere, så de dermed kan få større indtjening fra billetsalg, og fordi det er nogle interessante navne.

» Vi prøver at arbejde med artisterne helt fra neden, frem for at tage et navn, der er stort, og betale mange penge for det,« siger Ronnie Hansen.

Kommercielle samarbejder

En af de store satsninger i Pumpehuset er blandt andet kommercielle samarbejder, hvor et brand, for eksempel Red Bull, er lige så meget arrangør af en event som Pumpehuset selv. På den måde holder de selv udgifterne nede, men brandet får også reklame.

»Vores brands som Royal Unibrew og Red Bull er meget tydelige hos os. I sidste uge havde vi huset meget fyldt med noget afrikansk/portugisisk dans og elektronisk musik. - Det er ikke så skørt, som det lyder. Men huset var helt udsolgt. Vi præsenterer det i samarbejde med Red Bull, der har været med til at udvælge navnet og er en ligeværdig partner,« siger Ronnie Hansen.

De forskellige samarbejdspartnere bliver på den måde mere synlige, og arrangementerne bliver kommercialiseret. Selvom det måske er smalle navne.

Samtidig er folkene bag Pumpehuset meget sparsommelige. Ronnie Hansen står ofte selv i døren, og Kristoffer Bramsen afvikler selv arrangementerne.

»Vi undgår at få fine fornemmelser. Vi sidder ikke på et kontor et sted langt væk. Vi er selv på stedet,« siger Ronnie Hansen.