Puk Grasten: Jeg er irriteret over, at min far bliver kaldt købmand

Instruktør Puk Grasten er vokset op med en far, der er filmproducent og manuskript-forfatter, og en mor, der også arbejder i Regner Grasten Film. Med sin første spillefilm går hun sin helt egen kunstneriske vej, men ikke uden familien lige bag sig.

Puk Grasten . Foto: Malene Anthony Nielsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I lejligheden i det indre København kalder Puk Grasten sin nye film »37« for drorror. Begrebet kalder på en oversættelse, fordi det er skabt af hende selv. Drorror er en sammentrækning af filmgenrerne drama og horror. En slags uhyggeligt drama eller »fornemmelsen af at et eller andet er galt«, som instruktøren selv siger.

Sådan en fisk er »37«. En eksperimenterende film – som film, der er støttet i talentprogrammet New Danish Screen, skal være. Filmen, der havde dansk premiere i torsdags, er baseret på en kendt avisartikel i The New York Times fra 1964 med overskriften »37 vidner til mord undlod at ringe til politiet«.

Situationen var den, at ingen af alle de mange mulige vidner i en hel boligblok ved navn Kew Gardens i bydelen Queens i New York gjorde nok for at få fat i politiet, så de kunne rykke ud og stoppe voldtægten og mordet på den unge kvinde Kitty Genovese.

Beboernes manglende reaktion er blevet kaldt for bystander-effekten – eller Genovese-syndromet. Siden er der blevet forsket i, hvordan den slags kan lade sig gøre og hvilken slags sociale adfærd i samfundet, det tyder på.

Puk Grasten er datter af filmproducent Regner Grasten. Manden der i 30 år har været leverandør af brede underholdningsfilm til det danske folk: »Krummerne«, »Anja & Viktor«-filmene, »Hvidsten gruppen« og »Tarok«.

Hans hustru, Tove, udgør hovedparten af kontorpersonalet i Regner Grasten Film, hvor Puk Grasten og hendes søster Maj sidder i bestyrelsen. Og det var Maj Grasten, der en dag henledte Puks opmærksomhed på avisartiklen, der blev til filmen »37«.

Til at begynde med blev det til en kortfilm om emnet, men nu er spillefilmsudgaven klar. I USA delte filmen vandene.

»Filmen handler jo om et mord, man ikke ser fra en velkendt mordsag, så enten blev amerikanerne nærmest personligt stødt over filmen, eller også var de meget vilde med den, fordi jeg fokuserede på alle vidnerne for eksempel børnene. Vi har ikke brugt nogen af de filmopskrifter, som amerikanerne er vant til,« siger 30-årige Puk Grasten.

Hun har lavet en såkaldt multiplot-film, hvor vi oplever de fatale timer fra mange forskellige vinkler. Historien kom i sin tid frem blandt de mange andre mord i den store by, fordi en redaktør fra The New York Times havde møde med politichefen om politiets generelle arbejdsindsats. Politichefen pegede med udgangspunkt i mordet i Kew Gardens på borgernes eget ansvar.

»Politiet mente, at borgerne bare skulle ringe, og så ville de rykke ud, men de havde jo ikke tillid til politiet. De var bange for at blive blandet ind i noget farligt og havde ikke lyst til at bruge den tid, der skulle til. Dengang havde man ikke 911, hvor man bare kunne ringe efter hjælp. Det var meget mere omstændeligt at være vidne,« siger Puk Grasten.

Puk Grasten har lavet en egensindig og gådefuld film med et realistisk faldefærdigt miljø, der ligner Queens i 1964.

»Jeg vidste først, hvordan jeg ville gribe fortællingen an, da jeg fandt ud af, at der var tre slags vidner. Børnene, de voksne og selve huset, der symboliserer samfundet, og som i min film begynder at ryste og falde sammen undervejs. Jeg er inspireret meget af Gregory Crewdsons (kunstfotograf, red.) fotografier, der på én gang er æstetisk forfinede, realistiske og ret syrede. Miljøet i min film er mennesker i krøllet, hullet og beskidt tøj, som ikke kan sove om natten, og som derfor ikke ser pæne ud,« forklarer hun.

I forhold til sit budget på én mio. dollar – godt og vel 6,5 mio. kr. – har Puk Grasten fået fat i gode skuespillere og rammende locations. Filmen er støttet af talentordningen New Danish Screen og Grasten Film, og den blev indspillet på kun 18 dage.

»Filmen ser ud til at have kostet mere, men vi var også heldige at få skuespillerne med til at spille til en solidarisk lav løn. Vi havde ikke råd til lønninger a la »Orange is the New Black«,« siger Puk Grasten.

Flere af skuespillerne er stjerner på vej. Samira Wiley er med i netop »Orange is the New Black«, og Adrian Martinez er kendt fra »The Secret Life of Walter Mitty« og en del TV-serier. Puk Grastens fordel var, at de hver især kun skulle være med i en håndfuld dage, fordi alle skuespillere har mindre roller.

Allerede som barn blev Puk Grasten og hendes søster Maj sat til at arbejde i firmaet Grasten Film, og Puk Grasten har aldrig haft lyst til at reagere imod opvæksten. Hun troede dog i første omgang selv, at hun skulle være filmproducer eller producent som sin far.

»Jeg har både været runner på film og var konsulent til manuskripterne på »Hvidsten gruppen« og »Tarok«, og jeg har gået på Filmhøjskolen i Ebeltoft. Men jeg har også altid sværmet for det internationale og tog på filmskole i Paris, hvor jeg hørte om mulighederne i New York. Det var først på New York University, jeg fandt ud af, at det, man lavede som instruktører, var langt sjovere,« siger Puk Grasten, der var heldig at få støtte til sin uddannelse, så hun kom gældfri ud af skolen fra en uddannelse, der ellers normalt koster 45.000 dollar om året, og som varer seks år.

»Min far har været med inde over mine manuskripter til både kortfilmsudgaven og spillefilmen »37«. Han følger med i detaljer. Uden ham kunne jeg simpelthen ikke have lavet min spillefilm. Når du er instruktør på en amerikansk film, skal du have spidse albuer både undervejs, i klipperummet, når det gælder colorgrading (justering af lyd og farver, red.) og meget andet, så det betyder det meget, at producenten beskytter instruktøren,« siger Puk Grasten.

Regner Grasten var ikke med på indspilningerne i New York, men han sad i kontrolrummet i Danmark næsten døgnet rundt.

»Min far havde flere forskellige apps på vejret i New York og omegn, så han kunne hele tiden fortælle os, hvor det ville regne ti minutter senere. Han tog sig også af alt i forhold til skuespillerlønninger og var inde over castingen. Min far er god, når man af en eller anden grund står med ryggen mod muren. Han kan holde hovedet koldt og foreslå nye løsninger hele tiden. Vi talte meget sammen på Skype, og han holdt også styr på alt det tekniske udstyr,« siger Puk Grasten.

Hun synes, der er en tendens til, at faren bliver kritiseret i dansk presse.

»Jeg er irriteret over, at han ofte bliver kaldt for købmand. Man skal altså ikke kimse ad det at give en familie en god oplevelse i to timer. Der er andet end festivalfilm i verden, og min far har et unikt talent, når det gælder om at finde en målgruppe til en film, og han tager flere chancer, end det måske umiddelbart ser ud til udefra. Jeg er åndssvagt imponeret over både min far og min mor. Havde vi ikke min mor i familien, så var den der i øvrigt ikke. Hun kan få det hele lidt ned på jorden, når vi andre bliver for meget arbejdsnarkomaner.«

Længere tilbage i Puk Grastens stamtræ befinder sig to andre markante skikkelser i dansk film- og kunstliv. Regner Grastens forældre var Bent Grasten og Kirsten Stenbæk. Han var i en længere periode filmanmelder på Ekstra-Bladet, og hun var filminstruktør og en temmelig egensindig en af slagsen. Det blev blandt andet til filmene »Lenin, din gavtyv« (1972) og »Kærlighed ved første desperate blik« (1994). Bent Grasten skrev som oftest manuskripterne til hendes film, og de kaldte sig Grastenbæk.

»Det største havde været, hvis de to kunne se, at jeg har lavet film i New York. Kirsten var tæt på selv at komme til USA, da Elia Kazans kone havde set hendes scenografi til en opsætning af Ionescos »Næsehornet« på Det Kongelige Teater. Hun fik en invitation til at komme til New York for at lave teater med ham, men hun sagde nej, fordi Kazan var en af dem, der havde vidnet mod sine kolleger under senator McCarthys forfølgelse af kommunister i 1950erne. Hun står for mig som en superstærk og sej kvinde,« siger Puk Grasten.

I USA kendte de ikke Grasten-navnet, så dér kæmpede hun sig ind som en af de 35 optagne ud af 2.000 ansøgere på filmstudiet på New York University. Men Regner Grasten er til gengæld et kendt navn på Det Danske Filminstitut.

»At min far skulle producere mine film er ikke noget, vi har haft en samtale om. Det er bare kommet af sig selv. Der bliver aldrig lavet en film i Grasten Film, uden alle i familien har givet grønt lys. På New Danish Screen tror jeg ikke, de til at begynde med mente, det var en fordel at hedde Grasten til efternavn. De fokuserede på min uddannelse i New York, og det med navnet smagte af at være en hæmsko. Men da de så kom til at tænke på hvilket apparat, jeg trods alt havde bag mig i form af min far, var de jo alligevel glade for det.«

Planen er, at hendes næste film – baseret på Janne Tellers bog »Hvis der var krig i Norden« – skal laves næste år eller i 2018 som en film under konsulentordningen. Igen med Regner Grasten som producent.