Provinsteatre vil overtage frederiksbergscene

En gruppe på foreløbig ti provinsteatre vil redde det næsten 100-årige, lukningstruede Rialto Teatret på Frederiksberg og gøre det til en fast base i hovedstaden. Frederiksbergs kulturborgmester er begejstret for ideen.

Rialto Teatret på Frederiksberg har haft en omtumlet tilværelse lige siden starten i 1924. De første mange år som biograf, fra 1981 som teater. Billedet her af Egon Engmann er fra 1962. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Begrebet nationalscene vil få en helt ny betydning, hvis foreløbig ti egnsteatre og små storbyteatre fra Jylland, Fyn og Sjælland får held med deres planer om at overtage det lukningstruede Rialto Teater på Frederiksberg og under navnet Nationalscenen gøre det til præsenterbakke for det bedste, provinsen formår.

»Der er kæmpe muligheder for provins- teatrene i at overtage Rialto som en fast base i hovedstaden, hvor vi kan præsentere vores forestillinger og skabe mere opmærksomhed omkring alle de spændende ting, der rører sig i »udkantsteatret«,« siger Marianne Klint fra Teater Momentum i Odense, der har taget initiativ til projektet sammen med blandt andre Kristoffer Møller Hansen fra Holbæk Teater og Jakob Engmann fra Baggård Teatret i Svendborg.

Lige nu er fremtiden uvis for det næsten 100 år gamle Rialto, der de seneste otte år har fungeret som anneksscene for Nørrebro Teater. For et halvt år siden besluttede Det Københavnske Teaterfællesskab, KbhT, at opsige lejemålet pr. 1. juli 2017 som konsekvens af regeringens sparekrav.

Står det til de tre initiativtagere, skal Rialto fremover være »hele Danmarks teater«, som alle professionelle teatre bosiddende uden for hovedstaden kan få en anpart i. Foreløbig har ti teatre indgået aftale om at danne Nationalscenen i fællesskab.

»Men der er flere, der har vist interesse. Vi kan komme helt op på 40 anpartshavere,« siger Marianne Klint.

Tanken er, at Nationalscenen skal være åben for publikum året rundt. Der skal udpeges en bestyrelse og ansættes en daglig leder samt det nødvendige tekniske og administrative personale. De cirka 200 årlige spilledage skal især bruges til forestillinger fra teatrets anpartshavere, men der forventes også at blive plads til lokale projektteatre, der mangler en scene at spille på.

På Frederiksberg Rådhus er Morten Jung (R), formand for kultur- og fritidsudvalget, begejstret for initiativet.

»For os handler det om meget mere end at redde et teater. Det handler om at skabe en større sammenhængskraft i Danmark. Normalt taler vi om kultureksport fra København til provinsen, her får vi mulighed for at lave kulturimport af det bedste teater fra provinsen til hovedstaden,« siger han.

Det er ejendomsadministrationsfirmaet Datea A/S, der står for udlejningen af Rialto-bygningen. Ifølge erhvervsmægler Michaela Rovang Thomsen har der været flere henvendelser på ejendommen, også fra teatre, men der er ikke egentlige forhandlinger med nogen endnu.

»Vi ser gerne et teater i bygningen igen, men det er afgørende, at det bliver en lejer, der kan betale en husleje, der svarer til lignende lejemål i området,« siger hun og lægger ikke skjul på, at en ny lejer kommer til at betale væsentligt mere, end KbhT gør nu. »De har jo boet her længe, og huslejen har stået ret stille i forhold til markedslejen,« siger hun.

Hvor meget, de enkelte teatre skal bidrage med, afhænger i høj grad af, hvad antallet af andelshavere ender med at blive.

»Mange provinsteatre har allerede i dag betydelige udgifter til at leje sig ind i mere eller mindre egnede lokaler, når de besøger hovedstaden,« siger Kristoffer Møller Hansen. »Foreløbig har vi ti teatre kigget hinanden i øjnene og er enige om, at det – afhængig af, hvad vi kan forhandle os frem til med udlejer – vil kræve en betragtelig medfinansiering fra staten og Frederiksberg kommune.«

Ifølge Morten Jung er Frederiksberg kommune positiv, uden at han dog vil sætte tal på en evt. støtte. »Men jeg vil i højeste grad appellere til kulturministeren om at supportere. Lige nu er der et åbent vindue, som vi skal benytte. Det kan snart lukke igen,« siger han.