Den prisvindende forfatter Malene Sølvsten er død i en alder af 47 år.

Det skriver hendes forlag, Gyldendal, i et opslag på Instagram.

Dødsfaldet skete ifølge forlaget søndag aften efter kort tids sygdom.

»Malene var hundrede procent dedikeret til sit arbejde som forfatter, hun elskede det og var på en måde kun lige begyndt,« siger Nana Baaner Klitgaard, der var Malene Sølvstens redaktør på Gyldendal:

»Malene var en kæmpe lysende stjerne. Hun vil efterlade et hul hos sine læsere og et enormt savn hos alle os, der var så heldige at lære hende at kende.«

Malene Sølvsten debuterede i 2016 med fantasyromanen »Ravnenes Hvisken«.

Dengang fortalte hun i et interview i Berlingske, at hun aldrig havde tænkt, at bogen skulle læses af nogen.

»Det, jeg skrev, skulle aldrig læses. Jeg gjorde det for at slappe af i mig selv. Selvom det lyder som et stort arbejde at skrive en lang roman, så blev den sat sammen af ti minutter her og ti minutter der over flere år,« sagde hun.

Siden udgav hun seks bøger mere og opnåede stor anerkendelse for sit forfatterskab.

Blandt andet vandt hun Edvard P.-prisen i 2018, ligesom at hun har været nomineret til Politikens Litteraturpris og Læsernes Bogpris.