Prisværdigt

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En radiojournalist spurgte mig forleden, hvad man dog skal med alle de litterære priser. Hun havde lige været på webben og set en oversigt over litterære priser hertillands, og hun havde konstateret, at der er et overvældende stort antal af dem. Faktisk er der så mange priser, at betegnelsen »den prisbelønnede forfatter«, der ofte anvendes i forlagenes foromtaler, er stort set meningløs. »Den ikke-prisbelønnede forfatter« ville være meget mere opsigtsvækkende. En virkelig sensation. (Med mindre forfatteren er virkelig grøn.) Det kræver, sagt på en anden måde, en vis indsats at undgå at blive prisbelønnet som forfatter gennem et langt forfatterliv. Prisbelønnet bliver de fleste forfattere. Før eller senere.

Så hvad er meningen? Står de ikke bare i vejen for hinanden, alle disse priser, spurgte ovennævnte spørger, og jeg måtte svare, at det gør de måske ved første øjekast, men så alligevel ikke.

Der er nemlig forskel på priser, i kroner og øre og i graden af prestige. Der er priser som boghandlernes De Gyldne Laurbær, som netop er blevet uddelt. Den er i penge noget nær nul, men det er en pris, man regner med. Der er priser som Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings Læsernes Bogpris, som beløbsmæssigt hører til de tungere, og som med sine nu ti år på bagen har fået en historie, der giver den stadig mere pondus. Mange gode forfattere har fået den, og jo flere gode forfattere, en pris har på samvittigheden, jo mere tyngde. Sådan er det med priser.

Og fordi der er forskel på priser, er der også forskel på, hvilken gavn, de gør. Mindre priser kan være fortjente skulderklap, ledsaget af nogle håndører. Større priser bliver til en uomgængelig del af historien om den forfatter, der modtager dem. Og allermest selvfølgelig, når det gælder de helt store priser, herunder den fineste af dem alle, Nobelprisen i litteratur, som har bevaret sin enorme prestige, selv om Det Svenske Akademi, der uddeler den, har voldsomt mange undladelsessynder på samvittigheden. Har man først fået Nobelprisen i litteratur, kan man ikke nå højere, rent prestigemæssigt, i den litterære verden. Der er ikke mere at komme efter. Nobelpristageren T.S. Eliot kaldte af samme grund Nobelprisen »en billet til ens egen begravelse.« Andre har været inde på noget af det samme. Men bortset fra dette skræmmende aspekt er litterære priser et gode, synes jeg, de er nemlig et udtryk for, at litteratur betyder noget, og sker det, at den samme forfatter løber med det meste – som nu prisaktuelle Kim Leine, der er blevet prist og prist for sin formidable roman »Profeterne i Evighedsfjorden« – så gør det heller ikke noget. Tværtimod. Så er det blot med til at understrege, at her har vi noget, der skiller sig ud.

Dette sidste er vigtigt, for det er med litteratur som med alt andet her i tilværelsen. Alt er ikke lige gyldigt. Så ville alt være ligegyldigt. Også litteraturen. Ligegyldig litteratur kan man ikke bruge til noget. Derfor er priser prisværdige.