Prismodtagerne - Sebastian Haynes

Den ene er cellist, den anden danser. Mandag modtager de begge Dronning Ingrids Hæderslegat på 250.000 kroner.

Sebastian Haynes. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Med års mellemrum dukker der dansere op i Den Kongelige Ballet, som vækker stor opmærksomhed i den internationale balletverden. Erik Bruhn, Peter Martins, Nikolaj Hübbe og senest Alban Lendorf har gennem tiden slået Den Kongelige Ballets navn fast som garant for mandsdansere i verdensklasse. Sebastian Haynes har talentet, den rette indstilling og ydmygheden over for sin kunstart til at nå samme anerkendelse og vil i årene fremover være at finde på verdens vigtigste scener.«

Sådan siger Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen i forbindelse med tildelingen af Dronning Ingrids Hæderslegat til den 19 år gamle Sebastian Haynes, der er korpsdanser i Den Kgl. Ballet.

Sebastian Haynes selv siger sådan her om det, der blev hans åbning ind til dansens verden.

»Jeg er født i USA, men var flyttet tilbage til Haderslev med min mor. På et tidspunkt var vi oppe i Holstebro og se »Grease« på Balletskolens danse- og musiklinje. Jeg syntes, det var vildt fedt og sagde til min mor, at her ville jeg gerne gå i skole. Så flyttede vi til Holstebro, hvor jeg startede på danse- og musiklinjen i 2. klasse. Men inden 4. klasse gik jeg til optagelsesprøve på balletlinjen og kom ind dér.«

I 7. klasse fortsatte Sebastian Haynes på Det Kgl. Teaters Balletskole i København, hvor han var med på det første hold i Kompagni B, der er for skolens elever i aldersklassen 12-16 år.

»Det var sjovt at være med fra starten, og Kompagni B er en rigtig god ting på skolen, fordi man bliver udfordret på mange andre punkter end sin træning. Man lærer at tage ansvar, komme med ideer og hjælpe hinanden til et fælles resultat,« siger Sebastian Haynes, som allerede i Kompagni B tiltrak øjet med blandt andet sin smukke Bournonville-stil.

Yderst elegant danser

I 2011 blev han aspirant i Den Kgl. Ballet, og allerede som førsteårsaspirant var han med i Harald Landers teknisk krævende »Etudes«, hvor han viste sig som en yderst elegant danser.

»Det hele gik meget hurtigt i den periode. At være med i »Etudes« var en meget stor oplevelse, men også vildt grænseoverskridende, og jeg var virkelig nervøs. Så jeg havde en seddel i mit kostume, hvor jeg havde skrevet, hvor jeg skulle være henne på scenen. Jeg var jo meget uerfaren. Men det var fedt, at grænserne blev rykket så hurtigt.«

Inden Sebastian Haynes i 2013 blev ansat som korpsdanser, havde han også gjort sig bemærket med sin fleksible kropsekvilibrisme i Wayne McGregors toptunede »Chroma«

»Jeg skød bare afsted, måske fordi jeg følte, at der var en anden frihed i trinene end i de klassiske balletter. Men jeg foretrækker ikke det moderne frem for det klassiske. Jeg kan lide det hele, og jeg stiller selvfølgelig store krav til mig selv, uanset stilen,« siger Sebastian Haynes.

Hans mod til at prøve sig selv af kunne man i foråret opleve, da han meget bevægende og overraskende iklædt sort tutu dansede den berømte solo »Den døende svane« på en »Pop Up« med Den Kgl. Ballets Corpus, der havde temaet »Dream Night«.

»Jeg så Nina Ananiashvili danse soloen til UNICEF-gallaen på Gamle Scene i 2011. Det gjorde et kæmpe indtryk. Soloen er jo nærmest et ikon for, hvad ballet er. Men den er skabt til en ballerina og har nogle armbevægelser, som jeg aldrig laver som mandsdanser. Så jeg tænkte, at det er den drøm, jeg vil prøve at lave til »Dream Night«. For jeg syntes, det kunne være interessant at finde en skrøbelighed frem i dansen.«

Hans sans for at skabe en komisk og barok karakter kunne man sidste sæson opleve, da han dansede Orsino i »Helligtrekongersaften« på Takkelloftet sammen med sine skolekammerater fra tiden i Kompagni B. I denne sæson skal han danse Des Grieux i »Kameliadamen«, og så skal han være heksen Madge i Nikolaj Hübbes nye opsætning af »Sylfiden«.

»Madge er en rolle, som jeg havde tænkt, jeg engang, når jeg blev 40 år, eventuelt kunne spørge, om jeg måtte lave, bare for sjov, i en prøvesal. Men så var mit navn pludselig på rollelisten. Så det er en stor ting i denne sæson.«

Hvad, hæderslegatet skal bruges til, har Sebastian Haynes gjort sig overvejelser om:

»Nu har jeg jo mulighed for at rejse ud og se forestillinger, tage timer og træne og blive inspireret. Jeg har allerede arrangeret en lille tur til London i oktober, hvor jeg skal over at se »Manon« med The Royal Ballet.«