Priser til nye skuespiltalenter

For sjette år i træk uddeler Lauritzen Fonden priser til to unge lovende talenter - i år Fanny Louise Bernth, der er både film- og TV-aktuel, og til Patrick Bauricter, der allerede har prøvet kræfter med både Hamlet og Don Juan.

Fanny Louise Bernth og Patrick Baurichter bliver modtagere af årets Believe in You-priser ved Lauritzen Fondens prisuddeling 10. september. Foto: PR. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fanny Louise Bernth og Patrick Baurichter bliver modtagere af årets Believe in You-priser, når Lauritzen Fonden på søndag den 10. september holder prisfest på Folketeatret og drysser hæder og priser ud over skuespil, film og TV.

Det er sjette år i træk, fonden har udpeget to nye stjerneskud inden for dansk skuespil. Prisen gives til en ung kvindelig og en ung mandlig skuespiller, som i årets løb - eller i det hele taget - har markeret sig som store talenter med potentiale, der peger fremad. Den består - foruden hæderen - af en kontant anerkendelse på 20.000 kroner.

Fanny Louise Bernth startede sin skuespillerkarriere som kun 10-årig med en hovedrolle i filmen »Falkehjerte«. Hun er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus 2016 og havde sin første professionelle rolle som Karla i forestillingen »Karlas Kabale« på Aarhus Teater. Hun har også bl.a. medvirket i »Inga og Lutz« på Teater Svalegangen og er lige nu filmaktuel i både Christian Tafdrups »En frygtelig kvinde« og Ole Bornedahls »John«. Hun vil desuden kunne ses i DRs næste dramaserie, »Herrens Veje«, der har premiere 24. september.

»I motiveringen siger priskomiteen bl.a., at »Fanny har malet, tegnet, sunget, men skuespillet blev ved med at trænge sig på. At komme gennem sin blufærdighed og finde frem til det, der kan mærkes og føles. For Fanny er det vigtigt ikke at blive sat i bås, men at prøve alt muligt af, og der er lykkedes temmelig godt.«

Patrick Baurichter blev uddannet fra Statens Scenekunstskole i København 2014 og har siden været fastansat på både Aalborg Teater, hvor han bl.a. har spillet Hamlet og Don Juan, og på Odense Teater, hvor han har haft roller i bl.a. »Syg Ungdom«, »Brødrene Løvehjerte« og »Døden kører Audi«. Derudover har han været medstifter af det tværkunstneriske kollektiv, Logen.

»Det er utroligt, hvor meget man kan nå på kort rtid, når man er ung og begavet, hårdtarbejdede og ambitiøs. Nu står resten af karrieren lige foran dig, og du er sprællevende, kreativ, med en krop som tilsyneladende kan alt,« hedder det bl.a. i priskomiteens begrundelse.

Lauritzen Prisen er blevet uddelt siden 1993 - og før det som Henkel-prisen til kvindelige skuespillere siden 1965. Prisen er én af de største skuespilpriser i Danmark og består af 250.000 skattefri kroner, som gives til en mandlig og en kvindelig skuespiller. Ved prisfesten 10. september uddeles også en Visionspris, en Wauwpris og Lauritzen Fondens Bacckstagepris.