Prisbelønnet er et tomt ord

Når man i markedsføringsmæssigt øjemed fortæller, at den og den er »prisbelønnet«, siger man i virkeligheden slet ikke noget.

Læs mere
Fold sammen

Man ser det igen og igen. Ordet prisbelønnet. »Prisbelønnet kortfilm balancerer med de store følelser.« »Prisbelønnet roman bliver filmatiseret«. »Ung prisbelønnet pianist spiller på Stadsbiblioteket«. Og så videre og så videre. I én triviel uendelighed.

Der synes simpelthen ikke at være den film, den forfatter, den musiker, den kunstner i det hele taget, det være sig skabende eller udøvende, med bare en vis erfaring og en vis produktion bag sig, der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet »prisbelønnet«, så når man i markedsføringsmæssigt øjemed fortæller, at den og den er »prisbelønnet«, siger man i virkeligheden slet ikke noget. Det er tom snak.

Eller for at være mere konkret: En forfatter, der af sit forlag beskrives som »prisbelønnet«, kan være blevet hædret med en lokal litteraturpris på 500 kroner med tilhørende diplom, eller hun kan have været i Stockholm for at modtage Nobelprisen i litteratur.

I begge tilfælde er hun blevet prisbelønnet, så prisbelønnet kan betyde alting, og dermed betyder det ingenting. Så ville det have været meget sjovere, hvis man havde kunnet markedsføre en forfatter eller en anden kunstner ved at fremhæve, at vedkommende, trods en gennem et vist stykke tid udmærket indsats, endnu ikke er blevet »prisbelønnet«. Det kan man bare ikke, for den slags ikke-prisbelønnede kunstnere findes (stort set) ikke i virkeligheden.

»Prisbelønnet« er i øvrigt perfektum participium af verbet prisbelønne, der i sin finitte form (som det hedder) kun findes i teorien. I hvert fald er jeg aldrig stødt på formuleringer som »at prisbelønne nogen« og heldigvis for det, for i dets kendte form er ordet som nævnt allerede slemt nok. Lige så slemt som »anerkendt«, som man også ofte støder på, når kunstnere skal markedsføres. Næsten lige så slemt som »verdensberømt«, som dog er særligt dumt, for hvis nogen eller noget er verdensberømt, er der jo ingen grund til at sige det.

Så til alle jer, hvis opgave det er at overbevise os andre om, at den og den kunstner er værd at bruge tid og penge på: Ud med de tomme ord! Der er så mange af de gode at tage af, og især kan I med fordel være konkrete, når I vil rose og fremhæve nogen, og jo mere konkrete, jo bedre. Det er, indrømmet, ikke så let at være konkret som at kaste om sig med intetsigende gloser, men det er besværet værd. Og så er det helt sikkert noget, som de prisbelønnede vil sætte stor pris på.