Priors havn i Hellerup

I serien "Det gamle København" fortæller Jørgen Larsen om et stort anlagt havneprojekt, som hurtigt måtte opgives.

Udgravning og støbning af kaj­anlæg i Priors Havn i Hellerup. Først efter etableringen af Tuborgs Fabrikker i 1873, fik havnen sit mere kendte navn. Foto fra november 1871. Meddelelser fra Historisk Topografisk Selskab for Gentofte Kommune, 1943. Fold sammen
Læs mere

Det lå ikke i kortene, at Hans Peter Prior skulle blive en af landets store erhvervsmatadorer i sidste halvdel af 1800-tallet. Han kom til verden i 1813 og voksede op i en almindelig håndværker­familie, og efter konfirmationen blev han sat i købmandslære i fødebyen Nakskov. Syv års skolegang og en praktisk erhvervs­uddannelse, så han kunne forsørge sig selv, var lige efter bogen, og her kunne historien være endt.

Prior så imidlertid ikke sig selv som diskenspringer i en gudsforladt provinsby. Han brød op, og efter at have giftet sig med en enke, som tog et par børn med ind i ægteskabet, etablerede han en handels­virksomhed med korn og træ, og den kastede så meget af sig, at det var en holden mand, der i 1847 slog sig ned i København. Pengene investerede han i først tre og senere fem handelsskibe, og selv med et par økonomiske lussinger undervejs blev han i løbet af nogle år en magtfaktor i dansk rutetrafik mellem landsdelene. I 1866 blev hans rederi en del af Det Forenede Dampskibs-Selskab, som C.F. Tietgen etablerede, og Prior blev meget naturligt direktør i selskabet.

Nok så interessant er det imidlertid, at han året efter købte en strandgrund på 25 tønder land ved Øresundskysten i Hellerup. Han ville have sig en lystejendom, for »det er en god gammel have,« som han skrev i et brev, »og der er den fortrinligste lejlighed og det bedste vand til anlæg af et godt badehus.« En halv snes tønder land var imidlertid alt, hvad han havde behov for til sin private have, og hvad der skulle ske med den øvrige del af grunden, havde han kun en vag idé om:

»Jeg mener, den vil have en god værdi som byggeplads og til meget andet brug, især da der en så stor facade til søen, hvor der gerne kunne anlægges en havn med dybt vand til beddinger etc. ligesom stedet også vinder ved, at sporvognen føres ud der forbi, og det i øvrigt ligger tæt ved den sjællandske jernbanestation i Hellerup. Jeg spekulerer i øjeblikket i noget, men vil foreløbig drive jorderne og lade engene bære græs, så at vi stadig der kan holde os nogle køer, ligesom moder får sig en god hønsegård.«

Hvad der skete med familiens køer og med hønsegården, står hen i det uvisse, men det var ikke lang tid, skibsrederen og den administrerende direktør i DFDS skulle bruge, før ideen om at anlægge en havn var blevet til en plan. I første omgang forestillede han sig en fiskerihavn, men det opgav han hurtigt – ambitionerne var større. En havn med dybt vand og med plads til store dampskibe ville han have, og allerede efter et par år gik han i gang. Byggetilladelse fra staten eller kommunen havde han ganske vist ikke, men Prior var en stor mand, som kongen havde betænkt med dannebrogsordenen, og den vidtstrakte grund langs kysten var både købt og betalt. 100 mand blev sat i arbejde med at grave og støbe beton i 1869, men endnu var det uklart, hvad havnen skulle bruges til.

Just på den tid havde Burmeister og Wains skibsværft på Christianshavn problemer med at skaffe plads til den hektiske aktivitet, og Prior så gerne, at B&W flyttede til den nyanlagte havn i Hellerup, når den i løbet af et par år ville være færdig. Der blev indledt forhandlinger, som strakte sig over flere år, og da der i 1871 begyndte at strømme vand ind i det nyopførte havnebassin, kunne man læse i Berlingske Tidende, at det ville få en dybde på hele fem meter, og at planerne om at flytte værftet til det, der nu hed Priors Havn, næsten var færdigbehandlet. Kun de allersidste aftaler manglede.

Den efterhånden utålmodige bygherre kontaktede derfor personligt C.F. Tietgen, som ikke blot kontrollerede det selskab, hvor Prior var direktør, men også B&W foruden en lang række andre selskaber. Men efter dette møde stod det klart, at drømmen om at flytte byens største arbejdsplads til den nye havn i Hellerup måtte opgives. Tietgen foretrak en fremtid for værftet på Refshaleøen, men stillede sig til gengæld i spidsen for et konsortium, som året efter købte den næsten færdigbyggede havn sammen med det meste af Priors grund ved Øresund.

Tuborgs Fabrikker blev navnet på det nye industrikonglomerat, som i 1873 blev etableret rundt om havnen, og som et plaster på såret fik Prior tilbudt en ledende stilling. Men det havde han ingen glæde af, han var en slagen mand. Et par år efter døde han, og han oplevede derfor ikke havnens storhedstid som arbejdsplads og som port ud mod verden. I dag er han næsten glemt, og de sidste rester af Tuborgs Fabrikker er også for længst flyttet bort.