Prins Joachim bag ny TV-serie: Hvem er vi danskere?

Prinsen står bag TV-serie, som har fokus på danskerne i dag. Seks afsnit om danskernes forhold til tro, magt, landegrænser, lov, symboler og viden.

Prins Joachim indgår i redaktionen som tilrettelægger og er også hovedfortæller i programserien, som Prinsen laver sammen med Nordisk Film Production. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordisk Film Production

Prins Joachim er både medtilrettelægger, hovedfortæller og royalt vitamintilskud i en programserie om Danmarks historie, som DR K sender i efteråret 2019.

Gennem seks temaer – troen, magten, loven, viden, grænserne, og symbolerne – sætter Prinsen fokus på, hvordan danskerne og Danmark er blevet til det, som vi kender i dag.

Prins Joachim

»Hvis man ikke kender fortiden, så bliver man aldrig rigtig dus med nutiden.«


»Jeg har altid interesseret mig for udviklingen i Danmark. Hvordan er vi kommet hertil? Hvorfra opstår det samfund, som vi alle nyder godt af? Hvem har opbygget det, og har det hele været en dans på roser? Nok ikke,« udtaler prins Joachim i en pressemeddelelse fra Nordisk Film, som producerer udsendelsen, og fortsætter:

»Hvem er du? Dette helt banale spørgsmål kan jo få de fleste af os til at stirre tomt ud i luften. For ja, hvem er vi egentlig? Det har taget en temmelig lang kongerække at nå til i dag, hvor vi foretager os ting, som vi tager for givet og som er helt naturlige i vores dagligdag. Dét, synes jeg, er spændende, og jeg tror, at mange har det som mig. For hvis man ikke kender fortiden, så bliver man aldrig rigtig dus med nutiden. I dette projekt samarbejder jeg med professionelle TV-folk. Det er en helt ny verden for mig, og det er meget spændende,« siger prins Joachim.

Prins Joachim besøger i udsendelsen Missionssøstrene af det dyrebare blod i Holte. En af søstrene fejrer her sin fødselsdag sammen med prinsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordisk Film Production.

Udsendelserne produceres af Anna von Lowzow, der fortæller, at optagelserne, hvor prins Joachim møder danskere i hverdagen, vil finde sted over hele landet frem til sommeren 2019.

»Prins Joachim fortæller sammen med de danskere, han møder, om seks begreber, han har valgt at sætte fokus på. Når han f.eks. producerer en udsendelse om tro, så er det ham, der møder en gruppe unge i Grenå Kirke og taler med dem om, hvorfor de har valgt at blive konfirmeret. Prinsen er hovedfortæller, tilrettelægger sammen med mig og er med til at udvælge, hvem vi skal tale med,« siger Anna von Lowzow.

Anna von Lowzow

»Han er sådan en, man ville ønske at være sammen med i Hvem vil være millionær? for så ville man vinde millionen.«


Hvorfor har I valgt prins Joachim som hovedfortæller og tilrettelægger, og hvad kan han tilføre TV-serien?

»Det er omvendt - han har valgt os. Prins Joachim og jeg har i mange år, når vi har mødtes, talt om at lave en TV-serie. Om,hvor vi kommer fra, og hvad vi som danskere er gjort af. Han har en ekstremt stor viden om Danmark i dag og om Danmarks historie. Han er sådan en, man ville ønske at være sammen med i »Hvem vil være millionær?«, for så ville man vinde millionen. Han ved så meget om historien, han kan årstallene og kender baggrunden for, hvorfor Danmark ser ud, som det gør. Han kommer også fra en familie med forældre, dronning Magrethe og prins Henrik, med stor historisk interesse,« siger Anna von Lowzow.

Prins Joachim er i udsendelsen med til konfirmationsforberedelse i Grenå Kirke, hvor han blev spurgt, om han går i kirke hver søndag. »Nej, det gør jeg ikke. Men jeg tror på gud,« svarede Prinsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordisk Film Production.

Har der været særlige betingelser for Prinsens deltagelse - serien handler jo om emner som magt og tro, og kongehuset skal jo holde sig ude af politiske diskussioner?

»Nej. De seks emner, som udsendelserne handler om, har vi valgt efter mange diskussioner, og det handler om danmarkshistorie og det, som er vigtigt for os - bl.a. demokrati, grænser og viden. Der er ikke emner, som vi ikke har kunnet taget op. Det er klart, at kongehuset har nogle begrænsninger på den måde, men det er vi ikke blevet hæmmet af i denne her produktion. Det her er hans projekt,« siger Anna von Lowzow.

Hun oplyser, at Prinsen ikke aflønnes for sit arbejde med programserien.

Gør som Dronningen gør

Lars Hovbakke, historiker, ph.d. med speciale i kongehuset, ser ikke er noget problem i, at prins Joachim er med til at producere udsendelsen, selv om den handler om emner som tro, grænser og magt:

»Det er en del af kongehusets identitet, at man er stærkt knyttet til den luthersk-evangeliske kirke, og når man taler om grænser og symboler, så ligger det også i smuk forlængelse af kongehusets tradition. Dem, som vil være kritiske, er nok dem, som i forvejen er kritiske over for kongehuset.«

Lars Hovbakke siger, at man som kongelig skal passe på ikke at blive konkret, når det gælder anvisning af politiske løsninger på aktuelle spørgsmål.

»Det er den grænse, som Dronningen altid har overholdt, og som har gjort, at hun har kunnet udtale sig om mange ting uden at blive kritiseret for det. Hun har påpeget aktuelle samfundsmæssige udfordringer eller tendenser, men uden at henvise konkrete politiske løsninger. Hvis prins Joachim holder sig til det, så er der ingen problemer i, at han medvirker til en TV-udsendelse,« siger Lars Hovbakke.

Prins Joachims eks-hustru, prinsesse Alexandra, har også interesse for at tolke danskerne og deres liv. Hun har for nyligt skrevet en bog om danskerne, »Mit lykkelige land«. Den handler bl.a. om, hvorfor danskerne flere gange er udnævnt som jordens lykkeligste folk.