Primadonnaen krævede bongo trommer på hotelværelset

Da amerikaneren Nina Simone skulle optræde på Copenhagen Jazz Festival, var hendes krav til komfort så eksorbitante, at hun blev sendt hjem igen. Det var i 1987, samme år som Berlingskes jazzmedarbejder fik sin debut. På tærsklen til sin 20. sæson som festival-anmelder mindes han mennesker og musikalske oplevelser gennem årene.

Primadonnaen krævede bongo trommer på hotelværelset - 1
2005: 80-årige Roy Haynes leverer et forrygende show. Foto: Claus Bjørn Larsen
Læs mere
Fold sammen

På alle måder er jeg beredt, da jeg starter som festival-anmelder på Berlingske i 1987. Umiddelbart forinden har jeg været på kursus, så jeg i stedet for at møde op med et manus-ark - udarbejdet på akustisk skrivemaskine - kan gå direkte til en skærm med indbygget tekstbehandling - og skrive min anmeldelse.

Den første koncert er med den amerikanske sangerinde og pianist Nina Simone, der skal optræde i Montmartre. Imidlertid indløber der uophørligt nye krav fra kunstneren: Hotellet skal have swimmingpool, der skal være bongotrommer og mineralvand af meget specielt mærke på værelset, hun skal tituleres Doctor Nina Simone, der skal være en massør til stede ved koncerten, og så skal der ellers være ægte tæpper over hele scenen. Det er her, den legendariske jazzhusholder Kay Sørensen - kaldet Jazz-Kay - siger stop. Koncerten bliver simpelt hen aflyst.

Som anmelder bliver der dog meget andet at glæde sig over - og dokumentere - i jazzhuset i Nørregade. Pianisten Michel Camilo bliver et herligt bekendtskab, og der er en sjælden lejlighed til at opleve avantgarde-jazzens fader, den amerikanske altsaxofonist Ornette Coleman, som i øvrigt ikke har været i landet siden.

Montmartre er festivalens krumtap, og derudover har Jazz-Kay taget initiativ til koncerter på Ridebanen bag Christiansborg Slot, og han har sågar proklameret, at de højere magter har sikret ham godt vejr. Her er der en kommunikationsbrist. Jeg er dog så privilegeret, at jeg kan krybe op på scenen og stå i læ, mens jeg lytter til The Crusaders.

Alt i alt kommer jeg godt igennem den første festival og sådan set også den næste og den næste, og lige pludselig står jeg foran nummer 20.

Sammenlagt har jeg på de forgangne festivaler anmeldt omkring 350 koncerter, og langt over 1000 kunstnere og deres præstationer har fået et par ord med på vejen. Jeg har bevæget mig fra snuskede baggårdsgallerier til de kongeligste haller, stået på pladser og i parker i kulde og regn og i stegende hede og oplevet publikumsopbud fra to til 70.000 enheder. Stilistisk har jeg været godt omkring, fra basal New Orleans jazz til ultrahysterisk avantgarde, og hen ad vejen med alskens akustiske, elektroniske og performanceagtige udbygninger.

Så denne gang er det blot rutine. Eller? Jeg kan gætte mig til musikalske forløb og situationer, men de viser sig næsten altid at blive helt anderledes. Så rutine - nej. Jeg kan mærke den samme lille indre uro som ved den allerførste festival. Og sådan skal det også være.

Manden med bussen
Store og små spillesteder er kommet og gået, og det samme er sket med festivalens persongalleri. Min anden festival i 1988 bliver den sidste med Jazz-Kay. Han dør kort tid efter. Heldigvis er vort sidste møde varmt og mindeværdigt. »Der kommer min yndlingsanmelder,« udbryder han bag bardisken. Jeg har samme dag uddelt mange roser til en koncert med den amerikanske trommeslager Steve Gadd, og denne aften gælder det så en anden amerikansk trommeslager, nemlig den legendariske Art Blakey.

Han er bare rigtig sur på Jazz-Kay. Grunden er, at værtshusholderen har en verdensberømt bus, som han har arvet fra Simon Spies, og som han bruger til transport af musikere. Men da Kay er gode venner med musikere i det cubanske orkester Irakere, har han prioriteret dem frem for Blakey. Sidstnævnte giver dog en glimrende koncert, om end han holder meget lang pause. Denne aften får jeg en rigtig god snak med Jazz-Kay, alt imens han hælder en masse Sort Guld på mig. En måneds tid efter forlader han denne verden. Da Art Blakey dør i 1990, er jeg sikker på, at Kay står klar med bussen.

Gennem mine 20 år som anmelder er Copenhagen Jazz Festival vokset fra 300 til 900 koncerter. Men trods festivalens vokseværk er det først i 1999, at jeg - og ikke så få andre - fornemmer dens egentlige gennembrud. Vejret har sin andel i succesen, men nu er det som om hele København er kommet på gaden. Og det er ikke længere bare de store stjerner, der profilerer sig. Musikere på den danske scene kan selv. Ideer og håndelag er af et tilsnit, så selv de forudsætningsløse bliver fascineret. Det samme gør vi - de forudsætningsbelastede. Selv oplever jeg ved lidt af en tilfældighed - på fjerde sal i Magstræde - den unge kvartet Tys Tys under ledelse af en dengang ukendt sangerinde, Maria-Laurette Friis. Hun er siden vokset i manges bevidsthed og får ved denne festival uropført et nyt stort værk på Hofteatret.

Gennem 1990erne har jeg også overværet diverse krydsninger af jazz og hip hop og techno, og det har undertiden været interessant. Men for mig at se og høre er det helt klart den frihed og åbenhed og kommunikation, som ligger så fundamentalt i jazzen, der er musikformens livseliksir.

Det berusende X
Endelig er det værd at fokusere på jazzens sociale aspekter. Hvordan har udviklingen været? Bliver der fortsat drukket meget øl? Kan jazzmusikere og journalister leve op til de etablerede fordomme?

For mit eget vedkommende er festival jo også ensbetydende med arbejde. Der skal med jævne mellemrum formuleres et eller andet forståeligt, så det dér med bare vildt at køre ud ad tangenten på natlige sessions må jeg overlade til andre.

Fagfolk må også tage sig af at bedømme de alkoholiske varer. Men jeg vil dog lige nævne, at Carlsberg i 1996 lancerer seks nye øl til folkets bedømmelse, og at den fantastiske »Red X« sætter sit præg på festivalen. Den kommer desværre aldrig i produktion. Men jeg og jazzens faste stok og andet godtfolk får konsumeret ikke så lidt i Copenhagen Jazz House på festivalens sidste nat. Det er ved samme lejlighed vi for første gang oplever natkoncert med Jan Kaspersens store Special Occasion Band. Det er fantastisk, og succesen bliver gentaget år efter år frem til 2005.

I år brydes traditionen. Så intet bliver rutine. Men hvad? Ud fra en matematisk beregning vil Copenhagen Jazz Festival i 2026 have omkring 3000 koncerter.

Vi ses!www.jazzfestival.dk Fakta:

De tunge, de tynde og de virkelig sublime

5 sublime:

1987: Tenorsaxofonisten Stan Getz spiller med sin kvartet i Montmartre. Han har aldrig været bedre - hvad en senere CD-udgivelse bekræfter.

1995: Den britiske pianist, komponist og orkesterleder Django Bates har medbragt sit store band, Delightful Precipice, og byder på varm, vittig og vanvittig musik i Konsistoriegården.

1996: Violinisten Svend Asmussen overgår nok engang sig selv med swingende strengeleg - i sublimt samspil med guitaristen Jacob Fischer, bassisten Jesper Lundgaard og trommeslageren Aage Tanggaard.

1998: Den store amerikanske crooner Tony Bennett gæster for første gang København. I Cirkusbygningen giver han en uforglemmelig koncert.

2005: Den 80-årige amerikanske trommeslager Roy Haynes er i helt forrygende form, og udover god underholdning leverer han jazztrommespil helt uden sidestykke.

5 smukke:

1989: Med sin charmerende og dansende direktion får Marilyn Mazur et stort amatør-ensemble på Axeltorv til at fortolke hendes »Bydansen« aldeles fascinerende.

1996: Den amerikanske sangerinde Abbey Lincoln dukker på festivalens sidste aften op i Copenhagen Jazz House og giver - med sin karisma og emotionelle udtrykskraft - en uforglemmelig oplevelse.

2000: Den canadiske pianist og sangerinde Diana Krall optræder en dejlig sommeraften på Plænen - og omdanner Tivoli til en intim jazzklub.

2004: Den amerikanske sangerinde Dianne Reeves er på scenen i Det Kongelige Teater og har med sin charmerende fremtoning og sin smukke stemme ingen problemer med at udfylde det royale rum.

2005: Hvem kan vide, at den her i landet totalt ukendte argentinske tango-sangerinde Silvana Deluigi i Copenhagen Jazz House bare kan den sjældne kunst: at tryllebinde.

5 tunge:

1987: I Montmatre giver Last Exit - med guitaristen Sonny Sharrock, bassisten Bill Laswell, trommeslageren Ronald Shannon Jackson og saxofonisten Peter Brötzmann - en befriende og mørbankende avantgardejazz-opdatering.

1993: Der bliver spillet jazz på trykkoger-niveau, da den legendariske amerikanske trommeslager Elvis Jones og hans Jazz Machine leverer hårdtpumpet hardbop i Copenhagen Jazz House.

1997: Den britiske guitar-guru Eric Clapton er på Plænen i Tivoli i selskab med de amerikanske superdrenge, bassisten Marcus Miller, saxofonisten David Sanborn, pianisten Joe Sample og trommeslageren Steve Gadd.

1998: På Nytorv kan man opleve »Verdens længste blues«. Den varer - non stop - tre timer, og det er tenorsaxofonisten Jesper Thilo, der styrer slagets gang - og sørger for diverse udskiftninger.

1999: I Cirkusbygningen leverer tenorsaxofonisten Tomas Franck og hans kvartet - inklusive pianisten Carsten Dahl - en massiv og glødende opvarmning til en skuffende Herbie Hancock.

5 tynde:

1991: Den amerikanske guitarist Larry Coryell, der har indskrevet sig i musikhistorien som stilskabende fusionsguitarist, giver i Bolten's en solokoncert præget af rastløshed og manglende periodesans.

1999: Med titlen »Gershwin World« hylder pianisten Herbie Hancock i Cirkusbygningen komponisten George Gershwin, hvis musik han - da det kommer til stykket - ikke rigtigt har sans for.

2003: Den amerikanske sangerinde Cassandra Wilson, som ellers må kaldes aldeles velrenommeret, virker på alle måder på gyngende grund i Glassalen i Tivoli.

2004: Den amerikanske saxofonist Wayne Shorter kommer aldrig for alvor i gang med at spille, da han i Det Kgl. Teater er sammen med pianisten Herbie Hancock, bassisten Dave Holland og trommeslageren Brian Blade.

2005: I Operaen spreder den amerikanske sangerinde Madeleine Peyroux utryghed omkring sig. Kan hun ramme tonerne, og kan stemmen klare en hel koncert?

Fire tips til dagens program

Traditionel jazz

Hans Knudsen Jump Band: Nyhavns Mindeanker kl. 15.00.

Måske ikke et rigtigt traditionelt band, men alligevel med masser af gode energier fra alskens hårdtswingende New Orleans-musikformer. Hans Knudsen passer tangenter og den autentiske sang, og Hans Leonardo Pedersen leverer saftigt saxofonspil.

Swing

De Tre Tenorer med Kasper Villaume Trio: JazzCup kl. 15.30.

Saxofonisterne Anders Gaardmand, Niels »Flipper« Stuart og Pelle Fridell i en »jazz-klassisk« »tenor-battle« med trio under ledelse af pianisten Kasper Villaume, der en times tid før har modtaget dette års Palæ Bars Jazzpris.

Bebop

Carsten Dahl Trio: Nansensgade Antikvariat kl. 16.00.

Pianisten Carsten Dahl, der for tiden indspiller J. S. Bachs »Goldberg-Variationer«, har selvfølgelig ikke tilsidesat det basale bebop-håndværk, som han dyrker med bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Frands Rifbjerg.

Avantgarde

LIFT+LYNCH: Krudttønden kl. 20.00.

De to sangerinder, norske Sissel Vera Pettersen og danske Randi Pontoppidan, kommer vidt omkring i deres improvisationer, når de er i ledtog med den australske performancekunster Stuart Lynch, der har specialiseret sig i japansk butoh-dans.