Prima Donna i gummistøvler

Signe Egholm Olsen voksede op i en jysk flække og tabte sit hjerte til skuespillet, da hun som barn spillede revy med de voksne i Ormslev Forsamlingshus.

»I slutningen af stykket kommer hun tilbage for at advare ham (Don Juan): »Nu skal du stoppe den dér måde at leve på, for himlen vil straffe dig, og det kommer til at gå så frygtelig, frygtelig galt.« Og det gør det også. For han hører ikke efter,« siger Signe Egholm Olsen og sætter tænderne i en saftigt vindrue. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun er aftenens store stjerne, og hun ’snyder’ os alle sammen: Hele den københavnske kulturpresse inklusive »Hvor har du købt din kjole?«-reporterne fra de kulørte ugeblade. Som vi står dér i stimer på trappen til Det Kongelige Teater, er det ellers ikke sådan lige at smutte ubemærket forbi.

Men det gør Signe Egholm Olsen, der få timer senere bliver kaldt op på scenen i Det Kongelige Teater for at modtage Reumert-prisen som årets bedste skuespillerinde. Hun ser stjernelykkelig ud – og er i øvrigt iført en rasende, raffineret sort kjole. Af mærket Diane von Fürstenberg.

Hvis nogen stadig skulle sidde og mangle den vigtige oplysning.

Listede du dig ind ad bagvejen?

»Nej, det var virkelig ikke noget, jeg gjorde med vilje eller for at være mystisk. I så mig bare ikke. Men det passede mig storartet, for jeg er faktisk lidt genert, og det der med en stor flødeskumskjole, det er ikke rigtig mig. Jeg kan godt lide at være fint, men diskret klædt på,« siger Signe Egholm Olsen.

En tydelig tatovering på den ene arm vidner dog om, at der er mere spræl end som så i Signe Egholm Olsen, der modtog Reumert-prisen på sin 30 års fødselsdag 9. maj.

Himlen åbner sig i kaskader af regn, den morgen vi mødes til interviewet på Grønnegårds Teatret i Bredgade. Hun kommer cyklende fra Nørrebro i regnsæt og gummistøvler. Da hun smutter ind gennem porten, er det ikke til at se, at her kommer dansk teaters nye primadonna.

Selv krymper hun sig næsten, når man nævner ordet.

»Nej, det har jeg virkelig ikke lyst til at være. Jeg tænker også, at det må være så ensomt og kedeligt, ikke? At gribe det an på den måde. Jeg er virkelig tilhænger af, at det er et arbejde. Ligesom dit arbejde, og ligesom dem der sidder derinde og syr vores kostumer,« siger hun og nikker mod døren ind til værkstedet, hvor teaterskrædderne lige nu sidder og knokler med kostumerne til »Don Juan«.

»Naturligvis er der ting, som er anderledes i et job som mit, fordi præmissen jo er, at man bliver set i ’fjerneren’ og andre steder. Man bliver genkendt og den slags. Men neden under alt det er det bare et stykke arbejde. Altså, hvis I var med til vores prøver, ville I se, hvor kedeligt, det også er. Mange kan nok slet ikke forestille sig, hvor slidsomt og virkelig langsommeligt det er. Med diskussioner og møder og frem og tilbage.«

Trods sin stilfærdige facon brænder hun igennem med et usædvanligt nærvær. Eller som Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen, skrev i sit fødselsdagsportæt af hende for nylig: »Der er gang i trykkogeren, når Signe Egholm Olsen går på scenen.«

HUN ER FØDT og opvokset i en lille jysk flække:

»Ja, man kan roligt sige, jeg er fra landet. Jeg voksede op i en lille by, der hedder Ormslev. Det staver du sådan her: O-r-m-s-l-e-v. Den ligger tolv kilometer sydvest for Århus centrum. Byen er vist lidt større i dag, men dengang boede der omkring 150 mennesker. Og hvis du spørger, hvordan min barndom har været, så har den været rigtig god,« siger hun og fortæller, at hun og hendes tvillingebror voksede op med deres forældre i et kæmpestort hus, hvor der også boede en anden familie.

»I 70erne var det kollektiv, men da jeg og min tvillingebror blev født i 1980, var det slut med det dér kollektivliv, og så lavede de det om til et tofamilieshus. Vi havde en lejlighed hver, og det var helt formidabelt, for den anden familie havde også børn, så vi var aldrig alene hjemme. Det var dejligt at bo så mange mennesker sammen, for der var ikke så mange andre børn at lege med.«

Hvordan gik det til, at du blev skuespiller?

»Jeg var meget nørdet som barn. Åh, nej … det er en lille smule pinligt at fortælle om. Men altså, hvert år blev der lavet revy ovre i forsamlingshuset, og det var jeg så med til. Det var en revy, som hyldede og beskrev livet i Ormslev. Egentlig var det noget, de voksne lavede, og så var jeg med fra jeg var omkring ti år. Det er deri, det mærkelige består,« forklarer hun på sin lidt gammelkloge facon:

»Der var jo ikke så mange aktiviteter i Ormslev. Der var kirkekoret ovre i kirken, og det gik jeg også til. Men det var slet, slet, slet ikke så sjovt. Man måtte ligesom hoppe på de aktiviteter, der fandtes. Ridning duede ikke rigtigt, for jeg var ret bange for heste. Jeg begyndte også at gå i en musikklub inde i byen (Århus, red.), og da jeg var 13 år, kom jeg med ude på Gellerupscenen.«

MØDET MED DEN århusianske amatørscene blev skelsættende for Signe Egholm Olsen.

»Det var der, jeg fandt ud af, at skuespiller var noget, man kunne blive. Og at det var noget, jeg gerne ville være. Det var sådan set det eneste, jeg rigtig havde lyst til. Så det var dét, der for alvor satte det i gang.«

Signe Egholm var aldrig nogen mønsterelev i skolen, fortæller hun.

»Nej, og da jeg blev større, var jeg enormt stædig og selektiv med hensyn til, hvad jeg havde lyst til. Jeg lukkede simpelthen ned for alt, hvad jeg syntes, der ikke var relevant for mig. For eksempel syntes jeg ikke, det var relevant for mig at gå op til fysik i 9. klasse. For jeg vidste, at jeg aldrig skulle bruge det til noget. Jeg havde aldrig på den måde været en dygtig elev, og da jeg begyndte at lave teater, blev jeg meget firkantet i mit syn på at gå i skole. Jeg mistede faktisk også lysten.«

Af samme grund tog Signe Egholm ikke studentereksamen. Hun tog på efterskole i 10. klasse, og som 17-årig flyttede hun til København. Som en del af Den Fri Ungdomsuddannelse stykkede hun et forløb sammen, som handlede om at forberede sig til at søge ind på teaterskolen. Hun var bl.a. i praktik på teatret Mungo Park.

»Mest gik jeg bare og ventede på, at jeg kunne søge ind på Statens Teaterskole. Jeg var blevet så ambitiøs på det, og jeg syntes ikke, folk tog det seriøst nok. Så heldigvis kom jeg ind første gang. Jeg var atten år.«

Levede skolen så op til dine forventninger?

»Næ. Det er der jo ikke noget, der kan, når man har så sindssygt store forventninger, vel? Jeg havde glædet mig så vanvittigt, og samtidig var jeg vildt ydmyg over at være blevet optaget. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg ville komme ind, så da jeg pludselig stod der, blev jeg vildt bange. Jeg var skræmt fra vid og sans,« fortæller hun og skynder sig at tilføje, at det endelig ikke skal misforstås sådan, at hun ikke var glad for at gå på skolen.

»For det var jeg virkelig. Men jeg havde bare så tårnhøje forventninger. Jeg havde ønsket mig det så inderligt, glædet mig i så lang tid og slet ikke regnet med, at jeg fik lov. Så jeg troede, at det måtte være paradis på jord, og så var det jo også bare en skole og hverdag og madpakker og lektier. Det var tidligt op om morgenen og sent hjem og forløb, som var gode, og forløb, som var dårlige. Og det var mindreværd og alt muligt.«

Det er vel også et hårdt miljø?

»Ja, man arbejder meget mere på skolen, end man gør ude i det virkelige liv. Man bliver virkelig kørt igennem. Hvilket jeg synes er fint, for sådan skal det være, når man får så dyr og eksklusiv en uddannelse. Vi var otte skuespilelever på mit hold,« siger Signe Egholm, der på intet tidspunkt overvejede at droppe ud af skuespilskolen.

»Nej, slet ikke. Men jeg blev mere og mere bevidst om, at det gjaldt om at finde min egen vej, og det var næsten det sværeste. Det er en lang menneskelig rejse, man skal ud på, og jeg var også kun lige i gang med at blive voksen. Så det var ret heftigt samtidig med, at mine forventninger var tårnhøje.«

Siden er Signe Egholm Olsens forventninger blevet indfriet til overmål. Næppe var hun færdig på teaterskolen (2003), før hun debuterede som Ofelia i »Hamlet« på Kronborg, og siden er hun gået fra den ene store teaterrolle til den næste. På filmlærredet fik hun sit gennembrud som pusherfrau Maria i filmen »Nordkraft«. Rollen førte til, at selveste Sean Penn headhuntede hende til en lille rolle i sin film »Into the Wild«. I filmen spiller hun og Thure Lindhardt et udflippet dansk hippiepar, som bor i bunden af Grand Canyon.

Vi kender hende også som den onde isdronning i DRs julekalender »Pagten«, og næste sæson får vi hende at se i ønskerollen som Lisbeth Salander i teaterudgaven af Stieg Larssons »Mænd der hader kvinder« på Nørrebro Teater, ligesom hun til efteråret spiller venstresnoet partiformand i DRs nye dramaserie »Borgen«.

Lige nu er det sommerferie. Og den har Signe Egholm Olsen valgt at bruge på at spille »Don Juan«, nærmere bestemt skørtejægerens (Nicolas Bro) unge hustru, der bliver forladt til fordel for »et nyt stykke fruentimmer«.

Hvad synes du, »Don Juan« har at sige os i dag?

»Jeg tror, det er et eviggyldigt tema, desværre. Det er et vilkår for mennesket. At vi forelsker os, og at vi også bruger hinanden og misbruger hinanden, ikke? Jeg ved ikke, om nogle mennesker kan være tro til evig tid, selv om man elsker hinanden meget højt. Nogle kan, men mange kan ikke.«