Price-brødre får katolske høvl for »dumsmart« hån

Den katolske kommentator Iben Thranholm skælder brødrene Price ud for i et madprogram fra Rom at latterliggøre 1,2 mia. menneskers tro.

James og Adam Price er kendt for at lege med maden. Nu bliver de beskyldt for at latterliggøre katolicismen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vrede kommentarer fyger atter på danske facebooksider over et religiøst emne - på en måde der bringer mindelser om Muhammedkrisen.

Det skyldes et indlæg fra den katolske debattør og forfatter Iben Thranholm på Facebook, hvor hun kalder det seneste afsnit af »Spise med Price« en voldsom fornærmelse mod den katolske kirke.

»Jeg er dybt rystet over Brødrene Prices tur til Rom, som blev vist i aften på DR1. Det var en lang vanhelligelse af Den katolske Kirke,« skriver Iben Thranholm.

Den barske kommentar kommer efter, at Brødrene Price i torsdagens afsnit af det populære madprogram »Spise med Price« var i Rom for at lave italiensk mad. På et tidspunkt bruger Adam Price en figur af Jomfru Maria som kødhammer. Iben Thranholm er også vred over, at TV-værterne omtaler olivenolie som »den sidste olie« og sammenligner dampskyer fra gryderne med den hvide røg, der annoncerer en ny paves komme.

»Men den perverse vanhelligelse nåede sit højdepunkt da Adam Price brugte en Jomfru Maria statue som kødhammer til saltimboccaen. Programmet blev afsluttet med dumsmarte bemærkninger om Bruno, som blev brændt på bålet på Campo dei Fiori. Er det dansk madkultur i Rom og humor, at man sviner den katolske kirke til samtidigt med man på pervers vis vælter sig i mad. De to brødre, som har gjort bugen til deres gud, bør undskylde for deres bespottelse og latterliggørelse af 1,2 milliarders mennesker tro,« skriver Iben Thranholm.

Kritikken fra Thranholm har genstartet en diskussion om hvad man kan tillade sig at gøre grin med, og blandt andre Naser Khader der indvender:

»En religion der ikke tåler kritik, hån og bespottelse er en SVAG religion.«

Til Berlingske siger Adam Price, at det aldrig var hensigten at bespotte nogen menneskers gudstro på nogen måde.

»Folk, der kender vores program, ved godt, vi har en meget humoristisk tone og til tider ironisk og forhåbentlig også selvironisk, og der er ikke rigtigt noget der er helligt, når det gælder en humoristisk bemærkning,« siger Adam Price, som beklager, hvis nogen har taget anstød af det.

»Jeg synes, at det er noget der støder mange katolikker, for Jomfru Maria har en særlig plads i den katolske kirke. Det burde de have sat sig ind i, inden de gør noget sådant. Mange opfatter det jo som en provokation,« siger Niels Messerschmidt, informationschef i den katolske kirke i Danmark til netavisen.dk.