'Pretty Woman' i politisk stormvejr

Politikerne er uenige om, hvorvidt det er forkasteligt og misbrug af statstøtte eller vigtig kunst, når en prostitueret hver aften købes til at spille hovedrollen i teaterstykket »Pretty Woman A/S«.

De to instruktører Tue Biering og J Jeppe Kristensen er kommet i modvind med deres teaterstykke Pretty Woman. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Hagemann Bro
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SF kalder det »social pornografi«. De konservative »vigtig kunst«.

Den politiske debat om det kontroversielle teaterstykke »Pretty Woman A/S« er allerede her en uge før premieren ophedet og modsatrettet.

Det, der har fået politikere fra begge fløje op af stolene, er, at de to teaterinstruktører Tue Biering og Jeppe Kristensen, hver aften køber en gadeprostitueret fra Istedgade til at spille hovedrollen i et stykke, der har den romantiske komedie »Pretty Woman« som ramme.

Da de to tilmed har modtaget en lille million kroner i støtte fra Kunstrådets sceneudvalg, lyder kritikken bl.a., at det er moralsk forkasteligt, at der i kunstens navn hyres prostituerede på skatteborgernes regning.

SFs kulturpolitiske ordfører, Pernille Frahm, kaldte således i BT i går stykket for både »usselt, respektløst og langt ude« og en »styg form for social pornografi«, mens DF tilsluttede sig den holdning med at beskrive det som »ubehagelig udnyttelse af kvinder.«

Venstre og Konservative mener derimod, at de reaktioner er »hysteriske«.

»For det første er det ikke politikernes moral, der skal afgøre, hvad der er kunst i Danmark. Og for det andet skal politikere ikke blande sig i, hvad kunstnere bruger deres støttepenge til. Medmindre de altså går til noget ulovligt, og det er jo bestemt ikke tilfældet her,« siger kulturpolitisk ordfører, Henriette Kjær (K).

Hun mener også, at det er vigtigt, at kunsten tager kontroversielle emner op og viser dem på en anden og måske provokerende måde, fordi det åbner folks øjne for problemer i samfundet.

Kunstrådets Scenekunstudvalg, som har støttet forestillingen, mener, at debatten er forfejlet. Der er ikke tale om ubehagelig udnyttelse af kvinder og en form for glorificering af prostitution. Tværtimod viser stykket netop, hvad kunsten kan: sætte aktuelle problemstillinger i et nyt lys, ved at sætter tingene på spidsen, lyder det fra Scenekunstudvalgets næstformand, Peter Westphael.

De to instruktører og konceptudviklere har lavet meget faste aftaler med de prostituerede, som har vist interesse for at lade sig købe til at spille hovedrollen i stykket, og den pris, de betaler, er den samme som den, de ville få for en sexydelse på gaden.

»Vi kan slet ikke se, at vi bruger skatteborgernes penge til at hyre prostituerede. Det, vi køber, er en skuespiller ydelse, ikke en sex ydelse,« siger Jeppe Kristensen.
»Vi mener heller ikke, at vi laver social pornografi eller udstiller kvinderne mere, end de bliver på en normal aften i Istedgade. Det kan være provokerende at se en rigtig prostitueret i en romantisk komedie, men vi insisterer på at se om ikke også en rigtig prostitueret kan forvandle sig for øjnene af os og charmere os,« tilføjer Tue Biering.

Berlingske Tidende ville gerne have talt med en af de interesserede prostituerede, men det ville betyde, at avisen skulle have købt en af de prostituerede til at stille op til den eksponering. Instruktørerne har lavet en klar aftale med de prostituerede om, at de ene og alene er købt til den eksponering, der ligger i at stille sig op på scenen og spille hovedrollen i »Pretty Woman A/S«.

Læs et stort interview med de to instruktører i Berlingske Tidende i morgen.