Prærien og tavsheden

Demonstranter i protestlejren ved indianerreservatet Standing Rock, North Dakota, gennem hvilken der skal lægges en olierørledning. REUTERS/Stephanie Keith Fold sammen
Læs mere
Foto: STEPHANIE KEITH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Græsset gror højt her. Det bølger som et hav om sommeren, hvor grænsen mellem North og South Dakota bliver udvisket til ligegyldighed. Dengang Amerikas nybyggere tøvende betrådte denne vindomsuste prærie i begyndelsen af 1800-tallet på vej mod vest, blev de mødt af bisonokser, der med deres brune flanker skyggede for alt det endeløse grønne.

De mødte også urfolket. Lakota. Sans Arc. Hunkpapa. Minniconjou.

Deres skæbne kender vi, så lad os spole hen over brudte traktater, »indianerkrige« og indlemmelse i »reservater«, indtil vi ankommer til nutiden, hvor disse stammers sidste indeklemte hjem ligger på begge sider af statsgrænsen.

Her er et konsortiet Energy Transfer Partners ved at lede en olierørledning 1.800 km tværs over landet og direkte forbi indianerreservatet ved Standing Rock, hvor en protestlejr i månedsvis har modsat sig at blive fjernet. De kender billedet: Håndmalede skilte på den ene side, der handler om de traktater, der gav indianerne fuld ret over deres egne jagtmarker. Flash-bang-granater, retskendelser og vandkanoner på den anden. Og en perifert tilstedeværende presse på sidelinjen.

Åh, hvor er alt det langt borte, Christian Mørk. Hvad skal vi høre om det for? Der vanker jo snart gløgg. Det kan De såmænd have ret i, kære læser. De fleste i verdenspressen er enige med Dem. Det amerikanske valgcirkus har sørget for, at der kun kommer korte TV-klip fra Standing Rock, og selv da uden den store uddybning. Dermed fremstår indianernes krav – som så mange gange før – som noget, der i vor DJØFiske tidsalder efterhånden betegnes som noget snublende nær øko-terrorisme.

Danske medier dækker også indianernes sidste kamp, sådan da. Men fordi vi med god grund er skræmt af de større farer ved Amerikas nye politiske virkelighed, må indianerne vige fra spalterne, også her.

Nu er det vinter, og naturen vil snart gøre protesten umulig. Konsortiet, der har retten på sin side til at undergrave hellige pladser og drikkevand, er anført af CEO Kelcy Warren, som til stationen PBS har udtalt, at han regner med, at snart-præsident Trump vil løse problemet. (Trump har interesser i Warrens firma.)

Det er der også andre, der har. Ifølge fairfinanceguide.se, som citerer bankernes fondes offentlige lister, hedder vore hjemlige investorer i projektet pr. 30. september bl.a. svenske Nordea med obligationer for 359 mio. svenske kr., og Danske Invest Global Index i Danske Bank med små 11. mio. svenske kr.

Der er intet ulovligt ved at investere i energiforsyning. Og for flere af de skandinaviske banker på listen er det jo nærmest symbolske beløb. Hæren har fået tilladelse til at rydde lejren ude i græshavet. Olien bliver jo kun pumpet lige ved siden af indianernes land. Desuden overholdt de ikke klagefristen på 30 dage. Så hvorfor snupper de ikke en tude-peberkage og kommer i julehumør?

Præsident Obama, som europæere kritikløst elsker højere end deres egne ledere, er tavs.

Snart er prærien det også.