Poul Nyrup Rasmussen blev hængt ud som løgner verden over – hans raseri klæder ham stadig

Andet afsnit af »Statsministrene« på DR1 og dr.dk er skruet sammen med sans for drama og løfter sig særlig under samtalerne om de udenrigspolitiske kriser.

Arkivbillede: Salman Rushdie kom efter lang tids tovtrækkeri til Danmark i 1996 for at modtage EUs Aristeion-Prisen på Kunsmuseet Arken i Ishøj. Her ses forfatteren med statsminister Poul Nyup Rasmussen ved et pressemøde i forbindelse med overrækkelsen.   Fold sammen
Læs mere
Foto: BJARKE ØRSTED

En profetisk tegning har sat verden i brand.

Anders Fogh Rasmussen ringer til sin amerikanske kollega og beder om støtte.

»Jeg ved ikke, hvordan de bar sig ad,« siger den danske statsminister - »men der var ro på to dage senere«.

DR er klar med afsnit to af »Statsministrene« om Danmarks fem seneste af slagsen.

Serien begyndte en smule rodet forrige uge med udveksling af høfligheder og stor spredning rent emnemæssigt.

Toeren tager revanche med dramatisk disposition og provokerende partsindlæg fra indtil flere ekshøvdinge og har allerede skabt små stormvejr i det politiske landskab.

Afsnittet har to modsætninger i fokus:

Først det intime i form af familien og sympatier på tværs af partiskel.

Man ser for eksempel Poul Schlüter fortælle om den radikale Niels Helveg Petersen og deres fællesskab om madlavning og bridge. En personlig alliance med vidtrækkende konsekvenser for dansk politik.

»Personlige relationer spiller en meget større rolle end folk tror,« siger Anders Fogh Rasmussen med et nysgerrigt kig rundt på de fire andre statsmænd om Marienborgs sofabord.

Helt som man hører Helle Thorning-Schmidt tale noget træt om betalingsringen og især om SFs formandsskifte fra Villy Søvndal til Annette Vilhelmsen midt i vadestedet.

Passagen er åbenlyst beskrevet fra én vinkel alene og muligvis kun den halve sandhed. »Jeg kunne se, det ødelagde dem. Det åd SF op indefra«, siger hun. Men det enøjede er nu engang genrens præmis.

Og siden så det globale i form af udenrigspolitiske sejre og synder.

Anders Fogh Rasmussens udnævnelse til generalsekretær for NATO giver først og fremmest Lars Løkke Rasmussen tiltrængt taletid.

Den nuværende statsminister spillede en relativt tilbagetrukket rolle i første afsnit. Han er også mere skarp og mere alvorlig i tonen den her gang. Altså mindre småkagetyv.

Højdepunktet kommer med det ulidelige kaos om Salman Rushdies besøg i november 1996.

Den fatwaramte forfatter tror ikke beskeden om konkrete dødstrusler mod ham selv og undsiger derfor statsministeren for åben skærm.

Poul Nyrup Rasmussen må få dage efter se sig hængt ud som løgner i internationale medier.

Han kan endnu i dag virke helt oppe i det røde felt over forfatterens fremfærd. Og det klæder ham faktisk.

Afsnittet slutter flot med krisen om muhammedtegningerne og Anders Fogh Rasmussens opkald til vennen George W. Bush i Det Hvide Hus.

De ti år siden katastrofen har læget en hel del sår.

At høre den danske statsleders overvejelser og endda se ham smile lidt over sagen, er virkelig godt TV - og en statsmand værdig.