Poul Nesgaard blev ansat i B&U-afdelingen i 1968 og var gennem 24 år med til at udvikle DRs børne- og ungdomsfjernsyn. Han fortæller, hvordan den gentagne kritik fra Erhard Jacobsen og Aktive Lyttere og Seere påvirkede afdelingens arbejde:
»Selvfølgelig var Erhard Jacobsen en kolossal belastning for B&U afdelingen, fordi der hele tiden skulle dokumenteres en masse ting.
Men samtidig skabte det, at vi i Erhard havde en ydre fjende, et kolossalt sammenhold, debatter og diskussioner i afdelingen om, hvad der var rimeligt og ikke rimeligt. Det konstante tryk fra Erhards måde at arbejde på gjorde, at vi hele tiden var på mærkerne.
Mange af de unge i B&U afdelingen havde jo en opfattelse af, at det, vi lavede, var utroligt vigtigt og med til at gøre verden til et bedre og mere retfærdigt sted. Alt det lå i tiden. Man kunne ikke lave en udsendelse, uden at man havde hele verden i baglommen og tænkte de store perspektiver.
Og her blev Erhard opfattet som en, der trak det hele ned på jorden.
Engang imellem viste det sig jo også, havde han jo ret i sin kritik, for der var en stor frimodighed, som kom til udtryk meget firkantet i programmerne.
På sin egen måde var Erhard også en reel politiker. Han havde det politiske temperament og den politiske tæft til at gøre sig gældende med de holdninger, han stod på mål for. Det er en stor styrke for en politiker. Han var ikke præget af vore dages strategiske tænkning. Han optrådte på slap line, ordet tog ham, han var selvbefrugtende og havde en evne til at hidse sig selv op bare ved at høre sig selv. B&U var Erhards brændstof - som immigranterne er det for DF i dag.
Erhard var spindoktor og politiker i samme person, og på den måde repræsenterer han en tid, der ikke kommer igen. I dag er alt så komplekst, at politikerne er nødt til at tænke over hvert træk, og hvert ord bliver vejet - med Trump som en af de markante undtagelser.«
Per Stig Møller: »Mange af »de røde lejesvende« var i virkeligheden medlemmer af Venstre.«
Per Stig Møller oplevede som bl.a. kulturredaktør i DR fra 1973 og senere som folketingskollega Erhard Jacobsen på nærmeste hold:
»Erhard var en fantastisk dynamisk og charmerende skikkelse. Og også et meget generøst menneske.
Jeg mødte ham allerede, da jeg som 17-årig formand for Konservative Gymnasiaster i København skulle diskutere med DSUs formand i Gladsaxe. Men han var blevet syg, og i stedet kom Erhard Jacobsen, borgmesteren. Jeg var rædselsslagen, han kunne jo have slagtet mig. Men det undlod han generøst.
Med Aktive Lyttere og Seere tordnede han løs mod DR. Og han havde jo ret i, at der selvfølgelig var nogle programmer, som var præget af tidens venstreorientering. Det ville også have været højst mærkeligt, hvis ikke DR havde programmedarbejdere, der var præget af den marxistiske tidsånd, der også hærgede på universiteterne. Men DR havde jo også meget andet, og det glemte han altid. De fleste var jo borgerlige og lavede pæne, ordentlige programmer med bredde. Selv var jeg kulturredaktør, og jeg var jo ikke venstreorienteret, og mange af »de røde lejesvende« var i virkeligheden medlemmer af Venstre.
Men noget havde han selvfølgelig ret i, og Vedel Petersen (programchef i Kultur- og Samfundsafdelingen, red.), lukkede jo også nogle af de magasiner, og det kan da godt have været inspireret af den øjenåbner, Erhard leverede.
Det er rigtigt, at Erhards facon var meget voldsom. Men var han bare kommet med en stille kritik i Radiorådet, havde han jo aldrig fået skabt en folkelig bevægelse som Aktive Lyttere og Seere. Det var ikke sket uden hans temperament.
Men på tomandshånd var han et overordentligt rimeligt menneske.«
Stefan Samsøe-Petersen: »Når vi kom tilbage ved næste møde med et svar, havde han bare en ny hvid kanin, han kunne trække frem«
Stefan Samsøe-Petersen var i en årrække chef for DRs ungdomsprogrammer, bl.a. »P4 i P1«, som var ét af Erhard Jacobsens yndlings-hadeprogrammer:
»Han sendte den ene klage efter den anden, og jeg lavede ofte udkast til de svar, som afdelingschefen, Mogens Vemmer, skulle give i Radiorådet. Vi undersøgte klagerne og dokumenterede, hvorfor vi ikke mente, at Erhard Jacobsen havde ret. Det fik ham på et tidspunkt til at anklage Mogens Vemmer for at lyve i et af sine svar. Det kom til en retssag, og Mogens Vemmer blev frikendt. Men sagen mærkede ham dybt.
Ind imellem kunne man da godt finde noget, hvor vi havde begået en fejl, men grundlæggende mente vi ikke, der var noget at komme efter. Men det var tydeligt, at Erhard ikke kunne lide programmet og vores måde at fortælle historier på. Og dermed ramte han ned i hele det, der var B&U afdelingens eksistensberettigelse på det tidspunkt, nemlig at lave nye programmer, der kunne nå bredt ud til børn og unge.
I Radiorådet var Erhard Jacobsens metode, når han angreb »P4 i P1«, ofte at hive en kanin op af hatten, noget han havde hørt i et af programmerne, som han syntes var helt forfærdeligt. Når vi så kom tilbage ved næste møde med et svar, havde han bare en ny hvid kanin, han kunne trække frem.
Jeg oplevede ham som en mand med en sag, som han med alle mulige metoder og kneb prøvede at fremme. Han var demagogisk og unuanceret. Men han lavede også et fantastisk stykke arbejde. De (Aktive Lyttere og Seere, red.) lyttede jo alle udsendelserne i alle mulige detaljer.
Det havde så den bieffekt, at vi besluttede en fejlrate på 0,0 - vi gennemarbejdede alt 100 procent, inden det gik i luften, for at sikre, at det kommunikerede godt nok med målgruppen.
Så på den måde var Erhard Jacobsen en hjælp.«