Man kunne sagtens gå forbi ham uden at lægge mærke til ham. 33-årige Tomás Saraceno. Argentinsk kunstner, der nok lyner på den internationale kunsthimmel, men som ikke fylder meget i et rum.

Han er en lille krøllet mand i jeans og en blød rød t-shirt. En grøn cardigan, som han lyner sammen om overkroppen. Lysebrunt hår, venlige lidt undersøgende øjne og en stemme, der nærmest forsvinder i luften, når han standser midt i sætningerne. Undseelig og næsten lidt genert. Nem at overse.

Og så er der hans kunst, som hænger i den store skulpturgade mellem den gamle hovedbygning og tilbygningen på Statens Museum for Kunst. Umulig at overse. Som kæmpestore badebolde i klar plastic, nogle hængende fra loftet, andre liggende på gulvet.

Nogle fyldt med planter. En så stor, at mennesker kan gå ind i den. Bundet op med sorte reb. Fortøjrede til andre klare badebolde fyldt med vand. Som enorme luftballoner, underligt ensomt svævende kloder.

De er hans bidrag til udstillingen Rethink, som foregår i Den Fri Udstillingsbygning, i Kunsthallen Nikolaj, på nettet via Alexandra Instituttet og altså på Statens Museum for Kunst. Her under titlen »Rethink Relations«.

Det er netop det, Tomás Saraceno forsøger. At gentænke måder, vi kan leve på. For projektet rutscher rundt mellem kunst og forskning, installeret på kunstmuseet, men interessant for NASA. Og handler om de helt helt store emner:

»Menneskets fremtid,« siger han som svar på, hvad udstillingen handler om. Og læner sig tilbage i stolen, før han fortsætter langsomt:

»Hvordan vi skal leve, når vi må forlade planeten Jorden. Det må vi jo. Før eller siden brænder solen ud. Og for det... vi er jo i gang med at ødelægge planeten,« siger han.

»Men de sfærer, jeg laver, måske kan de være en ny måde at leve på. Der kan være planter i nogle, der kan være mennesker i andre, dyr i nogle. Det kan være en måde at bo på, og det kan være en måde at rejse på. Eller begge dele. At vores hjem flytter sig, så kan vi svæve afsted i hver vores sfære,« siger han.

»Det vil være en ny måde at skabe byer på, hvor byerne vil bestå af sfærer, der driver afsted sammen. Byerne vil være skyerNogle gange vil man måske gå ned på jorden og fortøjre sin sfære, andre gange drive et andet sted hen. Jeg kan tage min sfære og lægge den sammen med din en periode.

Det lyder noget fjernt?

Han kigger op. Lidt irriteret, meget forklarende.

»Nej. Overhovedet ikke. For hvis vi tænker over fremtiden, kommer vi også til at tænke på i dag. Hvad vi kan gøre, hvorfor vi gør, hvad vi gør. Og hvis vi forsøger at reproducere biosfæren, opdager vi jo, hvor stor og kompliceret den er. Måske går det op for os, hvad vi er ved at gøre. Det her er ikke bare fjern fremtid, det er også en måde at tænke over i dag på,« siger han.

»Men hvis vi kommer til at leve anderledes, vil vi også ændre den måde vi ser på verden,« siger han.

»Grænser vil ikke give mening. Måske lidt som internettet allerede er organiseret på. Jeg kan se en side, og nogle gange vil jeg vide, hvilket land den kommer fra, men tit ved jeg det ikke. Og det er lige meget, det betyder ikke. Det, der betyder noget, er, at vi deler vores viden, at den er der, og at vi kan finde den,« siger han.

»Det er som når astronauterne ser ned på jorden fra. De ser ikke lande og grænser, de ser en planet og får en fornemmelse af, at vi alle bor på den samme planet, jorden, og de oplever en anden ømhed overfor den lillebitte planet, de ser,« siger han.

Han lyser op, når han taler om rumforskning, som han er meget optaget af.
»Åh det er vel ikke så mærkeligt, gå ud en nat og kig op og du vil fornemme, at vi ikke er alene,« siger han.

»Jeg har holdt foredrag på Det europæiske rumfartscenter om mine ideer om sfærerne og nye måder at leve på, og jeg har været på NASA’s rumfartsuniversitet to måneder denne sommer. Mig og 120 ingeniører, hvor vi talte om måder man kan bo på på Mars, når man laver en mission dertil. Jeg kan komme med mit perspektiv på hvordan menneskene kan leve, og de kan komme med deres. Det er vigtigt, at rumforskningen og måder at forholde sig til det, der skal ske, når vi ikke længere kan bo på jorden, ikke kun bliver præget af ingeniører, synes jeg,« siger han og smiler forsigtigt.

Oppe i skulpturgaden bliver flere sfærer pustet op. Planter arrangeres. En gangbro ordnes, så man kan gå ind i den største sfære. Han siger lidt forsigtigt:

»Giver det her mening? Er det fjollet? Jeg kan ikke sige, hvad folk skal opleve, det ved jeg ikke. Jeg kan ikke lide guidede ture. Man må selv opleve verden og tænke videre.«

Hvad: Rethink Relations
Hvor: Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, Kbh. K
Hvornår: Lør. 31. okt. til forår 2010
Hvordan: Smk.dk