Porten til fremtiden

Skibsværftet, der i løbet af få år blev synonym med Refshaleøen, havde haft sin spæde start i et baghus på Købmagergade, hvor holsteneren Hans Heinrich Baumgarten havde etableret en maskinfabrik i 1843.

Refshaleøen med nationens betydeligste industrivirksomhed, Burmeister og Wain’s Maskin- og Skibsbyggeri. Foto 1897, Kåre Lauring: Københavns Havn 1840-1940. Fold sammen
Læs mere

Revshalen eller, som nogle yndede at sige, Rævehalen, var fra de ældste tider kendt af de søfarende som et farligt rev ved indsejlingen til Københavns Havn.

Med fornem tysk udtale blev v til f, og i 1860erne voksede den undersøiske sandbanke op gennem havoverfladen og blev til en kunstig ø nord for Amager og den ligeledes kunstige ø Nyholm.

Det var havnechefen August Garde, som fik sat gang i et vældigt landvindingsprojekt, hvor næsten to millioner kubikmeter opgravet havbund sammen med indholdet af hovedstadens skraldebøtter blev »porten til fremtiden«, således som C.F. Tietgen formulerede sig, da han som den første formand for Aktieselskabet Burmeister & Wain´s Maskin- og Skibsbyggeri 1872 erhvervede sig retten til at etablere et skibsværft på Refshaleøen.

Den kunstige ø var efterhånden ved at ligne noget, der kunne bruges, men det havde taget sin tid, før man var nået så langt. Ler, kalk og slam fra havnens bund var med håndkraft blevet losset i pramme af såkaldte lossere – et erhverv, som helt har mistet sin tiltrækning – og på trillebøre eller små tipvogne var fyldet pø om pø bragt på plads sammen med byens dagrenovation.

Ingen kunne nægte, at nationen var blevet beriget med en ø, men det var næppe mange, der havde forestillet sig, at kombinationen af losseplads og tidligere havbund skulle blive en landvinding af historiske dimensioner.

Skibsværftet, der i løbet af få år blev synonym med Refshaleøen, havde haft sin spæde start i et baghus på Købmagergade, hvor holsteneren Hans Heinrich Baumgarten havde etableret en maskinfabrik i 1843. Tre år senere gik han efter samråd med H.C. Ørsted i kompagniskab med en af professorens elever, og så opstod det succesrige firma Baumgarten & Burmeister.

Forholdene i den indre by var imidlertid håbløse for en stærkt ekspanderende virksomhed, og den flyttede derfor til Christianshavn, hvor mulighederne for vækst var meget bedre. Ustandselig blev nye kvadratmeter inddraget til nye og større industrianlæg, men i 1861 trak grundlæggeren sig tilbage, og i stedet gik Burmeister i kompagniskab med William Wain, som havde været chef for Orlogsværftet.

De supplerede hinanden perfekt, og mens træskibe blev til stålskibe, og sejlskibe blev til dampskibe og dieseldrevne motorskibe, viste Burmeister & Wain sig at være et hanefjed foran konkurrenterne, hvad angik ny teknik og produkter af høj kvalitet. Og så var det, da der i 1872 blev behov for at etablere en udvidet værftssektion, at ideen opstod om at erhverve den få år gamle Refshaleø til projektet. Beslutningen blev taget, formanden sagde de bevingede ord om porten til fremtiden, og to år efter blev de første skibe sat i søen.

I daglig tale på B&W sagde man kun Øen, for selv om Krigsministeriet accepterede broforbindelser til voldterrænet og Christianshavn, var det mest almindeligt at sejle til og fra værftet morgen og aften.

I 1918 blev broen over stadsgraven erstattet af en dæmning og øen forvandlet til en halvø. På det tidspunkt havde værftet for længst opnået verdensry, og i årtier tegnede eksporten af skibe sig for en tredjedel af landets industriindtægter. Men alting har sin tid. Økonomien kom i uføre, den ene krise afløste den anden, og i 1996 var det slut.

Det, som engang havde været landets største arbejdsplads, blev forvandlet til en mistrøstig og gudsforladt afkrog i hovedstaden. En spøgelsesby med kæmpemæssige tomme fabrikshaller, og hvad skulle man bruge dem til?

Det Kongelige Teater var i bekneb for et rummeligt pulterkammer til kulisser og rekvisitter, og et udstyrsstykke bliver det nok også, når sangere fra hele Europa om nogle måneder skal dyste i Melodi Grand Prix om næste års ørehænger på det, der engang var porten til fremtiden.