For anden gang på to år er Jonatan Spang nødt til at træde et skridt tilbage.

Det betyder, at 14. sæson af det populære satireprogram på DR »Tæt på sandheden« er udskudt på ubestemt tid.

Det bekræfter Jonatan Spang over for Ekstra Bladet.

»Det er halvandet år siden, at jeg blev skilt, og alt er desværre ikke faldet på plads endnu. Jeg kom igennem sidste sæson af »Tæt på sandheden«, men var ikke tilfreds med min egen indsats og havde troet, at sommeren kunne bringe ro og give fornyet energi, men det er desværre ikke sket. Derfor har jeg set mig nødsaget til at udskyde sæson 14 indtil videre,« lyder det fra Jonatan Spangs presserådgiver til Ekstra Bladet.

»Tæt på sandheden« med Jonatan Spang.  
»Tæt på sandheden« med Jonatan Spang.   Bjarne Bergius Hermansen

Meldingen kommer, få uger efter at 47-årige Spang løftede sløret for et nyt projekt med navnet »Tæt på sandheden undersøger«.

At 14. sæson af det almindelige »Tæt på sandheden« udskydes har imidlertid ingen betydning for det nye format, der allerede er optaget færdigt, oplyser Spangs presserådgiver til Ekstra Bladet.

Anden gang 

Det er ikke første gang, at »Tæt på sandheden«-værten tager en pause.

I april sidste år meldte tv-værten ud, at han var »træt« og gennem en længere periode havde trukket på sine reserver.

Derfor valgte han at trække sig som vært på programmet på ubestemt tid, mens komikeren Esben Pretzmann ville overtage værtsrollen, mens han kom sig.

»Efter mere end 135 afsnit af »Tæt på sandheden« må jeg erkende, at jeg gennem en længere periode har trukket på mine reserver. Jeg er træt, og for at kunne genoprette min energi har jeg lige nu brug for at holde en længere pause,« skrev Spang blandt andet i et længere opslag på Instagram.

Han vendte dog tilbage som vært i starten af 2025.