Populær serieskuespiller er død af kræft

Den 61-årige amerikanske skuespiller Miguel Ferrer er sovet stille ind omgivet af venner og familie.

Miguel Ferrer var fætter til Hollywoodstjernen George Clooney. Reuters/Phil Mccarten Fold sammen
Læs mere

Den populære skuespiller og instruktør Miguel Ferrer er død. Han blev 61 år gammel.

Det oplyser serieskuespillerens arbejdsgiver, tv-stationen CBS, ifølge flere internationale medier, heriblandt CNN Entertainment.

- Skuespiller Miguel Ferrer sov stille ind i sit hjem denne morgen (torsdag, red.) efter at have tabt kampen til cancer, lyder det blandt andet i udmeldingen fra tv-stationen.

Miguel Ferrer havde gennem længere tid kæmpet med kræft i halsen og døde i sit hjem omgivet af venner af familie. Til stede var blandt andre hans kone Lori og sønnerne Lukas og Rafi.

Han var bedst kendt for sin rolle i den amerikanske krimiserie "NCIS: Los Angeles", hvor han igennem syv sæsoner spillede rollen som Owen Granger.

Miguel Ferrer har dog også medvirket i film som "Iron Man 3" og "Robocop".

Derudover har Miguel Ferrer også medvirket i tv-serien "Twin Peaks".

Serieskuespilleren var fætter til Hollywoods-stjernen George Clooney, der begræder tabet af familiemedlemmet.

- Miguel gjorde verden til et lysere og sjovere sted at være, og hans bortgang påvirker vores familie så meget, at dagens andre begivenheder (Donald Trumps indsættelse som præsident, red.) blegner i sammenligning, skriver George Clooney i en officiel udmelding i forbindelse med fætterens død.

/ritzau/FOKUS