Popdyst med indbygget storpolitik

Den højspændte konflikt mellem Rusland og Ukraine har kastet kraftige skygger over årets internationale Melodi Grand Prix i Ukraine i maj. Underholdnings­showet har altid haft en markant politisk side – på godt og ondt.

Foto: JONATHAN NACKSTRAND. Jamala representing Ukraine with the song "1944" celebrates with the trophy after winning the final of the Eurovision Song Contest 2016 Grand Final in Stockholm, on May 14, 2016. / AFP PHOTO / JONATHAN NACKSTRAND
Læs mere
Fold sammen

I mandags kunne besøgende på Den Røde Plads i Moskva se Ruslands udvalgte Melodi Grand Prix deltager, Julija Samojlova, optage sin udgave af det videopostkort, der indleder alle sangene ved Det internationale Melodi Grand Prix.

Optagelserne foregik lige foran Kremls røde mure, og et mere passende sted kunne man næppe forestille sig kørestolsbrugeren Samojlova bruge til at forsøge at holde liv i håbet om, at hendes sang, »Flame is Burning«, kommer til årets sangkonkurrence.

Det er der ellers ikke meget, der tyder på. Årets Melodi Grand Prix afholdes i Ukraine, og da Julija Samojlova tidligere har optrådt på det russisk annekterede Krim, har værterne i henhold til ukrainsk lov forbudt hende adgang til Kiev 11. maj, hvor hendes semifinale skulle være afviklet.

Russerne raser. EBU, der står bag konkurrencen, har forsøgt forskellige kompromiser som livetransmission og appeller til den ukrainske regering, men foreløbig uden held. Ukraine og Rusland ligger i en årelang blodig konflikt, og den ukrainske regering har reageret på opfordringerne med forurettet afvisning. Sagen er endt i hårdknude – uanset hvor meget EBU slår på, at politik ikke hører hjemme i det internationale Melodi Grand Prix.

Sammenstød mellem storpolitik og Melodi Grand Prix-sange er ikke nogen ny opfindelse.

Et blik i historiebøgerne viser, at det engang var Spaniens diktator Franco, der fik Østrig til at trække sig – en anden gang holdt konflikten på Cypern Grækenland og Tyrkiet ude, og Danmark oplevede som vært i 1964 både bombetrusler og en mand, der entrede scenen i Tivoli i protest mod Portugals behandling af Angola.

I de senere år er konflikterne så rykket østpå. Antallet af deltagere i det, der i dag hedder Eurovision Song Contest, er blevet langt flere, og det samme er de potentielle sammenstød.

Det er årets konflikt et eksempel på, mener Ole Tøpholm, DR-kommentator og mangeårig ekspert i det internationale Melodi Grand Prix.

»Der er sket en udvikling, der skiller omkring årtusindeskiftet. Der var også sange i årene før det, der havde budskaber, men de var ikke så sprængfarlige som dem, vi har oplevet de seneste år. I de østeuropæiske lande er der alle mulige konflikter, som ikke kan holdes nede. For eksempel da Rusland var vært i 2009 og året forinden havde invaderet Georgien, hvorefter Georgien valgte nummeret »We Don’t Wanna Put In«. De blev så bedt om at lave teksten om, men valgte i stedet at blive væk fra det internationale Melodi Grand Prix,« fortæller Ole Tøpholm.

Heller ikke danskerne har altid holdt sig tilbage.

»Da Ukraine sidste gang var vært i 2005, var det lige efter den orange revolution, og det satte sig sine spor. Hele det danske hold stillede op i orange sko for at støtte den nye regering,« husker Tøpholm.

Reglerne fra EBU, der står bag konkurrencen, er ellers klare nok. Politiske budskaber og det, der ligner, er ikke tilladt i konkurrencen. Men historiske sange kan man jo godt synge, og det var figenbladet for Ukraines vindersang sidste år, »1944«, der handlede om overgrebet mod Krim-tatarerne i 1944. Sangen begyndte med ordene »Når de fremmede kommer, kommer de til dit hjem, de slår alle ihjel og siger »vi er ikke skyldige««.

Det kunne man jo godt se som en ganske klar hilsen til Rusland, men sangen blev godkendt.

»Den var jo aldrig kommet med, hvis det ikke var for Ruslands annektering af Krim-halvøen. Jeg tror, der er mange, der er enige i, at den tekst nok burde have været lavet om,« siger Ole Tøpholm.

Kultur er en vigtig kampplads

Sangenes indhold er én ting – noget andet er publikums adfærd.

Og her var der sidste år også ballade, da et internt flagdekret fra EBU blev lækket. Året før var der nemlig blevet viftet heftigt med regnbueflagene under det noget homofobe Ruslands nummer. For at stoppe den form for markering ønskede Eurovision-organisationen at stoppe viftning af alle ikke-nationale flag, og den lækkede forbudsliste omfattede både det sorte IS-flag og flag fra Baskerlandet, Palæstina og andre regionale områder.

Så var der ny tumult.

Fra Storbritannien stillede nemlig en walisisk duo op, og fra Norge kom en nordmand med samiske rødder. Og måtte de nu ikke bakkes op af deres egne?

Protesterne endte med, at EBU trak det hele tilbage. Til gengæld kunne se den armenske deltager fra scenen vifte med flaget for regionen Nagorno-Karabakh, der er centrum i en konflikt med nabolandet Aserbajdsjan.

Da Aserbajdsjan for få år siden afholdt Eurovision Song Contest, blev netop Armenien hjemme på grund af konflikten.

Der er faktisk heller ikke nogen grund til at tro, at et kulturarrangement under stor bevågenhed som dette ikke bruges politisk, mener professor emeritus ved CBS, Uffe Østergaard, som i mange år har forsket i europæisk kulturhistorie.

»Kultur er en vigtig kampplads og især i de små lande. Hvor nationalismen i kulturen i gamle dage sås gennem folkemusik- og dragter, er kultur i dag et konkurrenceparameter i den internationale konkurrence mellem nationalstaterne. Det handler om branding af nationen,« siger Uffe Østergaard.

Og med væksten i antallet af nationer – både inden for Melodi Grand Prix og uden for kan man roligt regne med, at der bliver mere af det.

»Mit gæt er, at der kommer mange flere nationer med i sangkonkurrencen i de kommende år. Og de små ny har jo et stort behov for branding og vil gøre meget for det. Da Aserbajdsjan vandt konkurrencen for et par år siden, investerede de jo helt vildt i værtskabet,« konstaterer Uffe Østergaard.

Det år, Danmark kom med i Melodi Grand Prix i 1957, blev det afholdt i Frankfurt – kun 12 år efter Anden Verdenskrigs grusomheder og det var også en politisk udmelding, siger Lisanne Wilken, lektor i Europastudier ved Aarhus Universitet.

Hun har forsket i Det internationale Melodi Grand Prix og minder også om, at man i 1987 fejrede EUs 30 års jubilæum på en måde, der provokerede blandt andet Norge og Schweiz, som stod uden for EU.

»Mit bud er, at politik ikke fylder mere i dag end tidligere, men vi lægger mere mærke til det. Tidligere var medierne kun fokuserede på at dække Melodi Grand Prix som underholdning og kitsch – så selv når det var himmelråbende politisk, lagde vi stort set ikke mærke til det. Det er jo en scene med måske 200 millioner tilskuere og derfor et oplagt sted at komme af med nogle budskaber,« siger Lisanne Wilken.

Årets slogan fra EBU er »Celebrate Diversity«, og man vil fra arrangørernes side gerne understrege konkurrencens vision om at skabe fredelig sameksistens i Europa – samtidig med at man udvikler ny TV-teknologi. Derfor springer konflikterne i øjnene.

»Melodi Grand Prix har jo fået den her identitet som et fredsprojekt. At uanset hvad der skiller os, har vi hvert år i maj en sammenkomst i den dysfunktionelle europæiske familie, synger en sang og minder hinanden om, at vi har noget sammen. Men det er jo også et politisk projekt. Det er bare et godt politisk projekt,« siger Lisanne Wilken.

Hun oplever også, at der er en slags konflikt mellem øst og vest i Melodi Grand Prix, efter at østeuropæerne er kommet med – og endda har gjort det godt.

»Og så kommer de med alle deres trælse konflikter oveni. Det er der mange, der har det svært med,« siger Lisanne Wilken.

Det oplever Ole Tøpholm også, når han taler med Grand Prix-entusiaster.

»Men løsningen er ikke at smide østlandene ud og vende tilbage til gamle dage. Vi skal forsøge at forene vest, øst, nord og syd i et underholdningsprogram, hvor man har det sjovt sammen. Og når kampen først er fløjtet i gang, og Danmark kommer på scenen, og alle synger deres sange, så handler det ikke om politik. Men alt det udenfor – det er meget politiseret i øjeblikket.«