Pontoppidan, C.V. og Dreyer

Susanne Bier, C.V. Jørgensen, Jørgen Boberg og Henrik Pontoppidan er alle at finde på Katrine Marie Guldagers personlige kulturkanon. Også Radiohuset og Arne Jacobsens »Ægget« skal med.

Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forfatteren Katrine Marie Guldager lever med ord hver eneste dag. Derfor er det naturligt for hende at starte i litteraturens verden, når hun skal fremhæve, hvilke danske kunstnere og kunstværkere, som hører blandt hendes personlige favoritter.

»Det allerførste jeg tænkte på var Henrik Pontoppidans »Lykke Per«. Pontoppidan er en virkelig god fortæller, og han øser af sin livserfaring. Han kommer tæt på, uden at det virker omklamrende,« siger Katrine Marie Guldager, der også gerne ville have nogle af Kingos salmer med på listen over de største danske kulturværker.

I kategorien musik bliver Guldager mere moderne, idet hun peger på C.V. Jørgensen: »Han er uforlignelig, fordi hans tekster er så gode. Jeg kan bedst lide hans tidlige albums som »Vild i Varmen« og »Storbyens Små Oaser«,« siger hun.

I film-kategorien fremhæver Guldager først Carl Th. Dreyers »Ordet«, inden hun skifter gear og fremhæver Susanne Bier.

»Jeg var meget imponeret af »Elsker dig for evigt«, og jeg synes faktisk, at Bier er bedre end for eksempel Lars von Trier, så en film af hende så jeg gerne på listen.«

Så iler vi videre og når til kategorien for billedkunst, hvor Katrine Marie Guldager ikke er i tvivl om, hvilken maler hun gerne ser repræsenteret i kulturkanonen.

»Jørgen Boberg. Fordi det, han laver, på en gang er figurativt, syret og egensindigt. Jeg kan godt lide det figurative og bryder mig ikke om, når et maleri bliver fuldstændig abstrakt. Og hos Jørgen Boberg har man fornemmelsen af, at man træder ind i et andet menneskes univers,« siger hun.

Nu har vi for alvor bevæget os væk fra ordene og over mod det rent æstetiske og visuelle, så vi slutter med arkitektur og design. Når det gælder arkitektur, skal Radiohuset på Katrine Marie Guldagers liste, »for de gode gamle institutioner er skønne ved, at de er så gedigne,« mener hun og slutter så med at fremhæve dansk møbeldesign.

»Når man rejser ud i verden, kan man se, hvor klodsede mange møbler er, mens de danske møbelklassikere ofte er lyse og lækre. Skulle jeg vælge én ting, ville det nok blive Arne Jacobsens »Ægget« i sort læder, sådan en ville jeg gerne have råd til at købe en dag,« griner hun.