Allerede navnet – »Perker Cabaret« – skal nok få øjenbrynene i vejret hos en god portion danskere uanset etnisk oprindelse og religiøs observans. Og det bliver værre endnu:

»Vi går langt længere end til grænsen! Vi trækker nosserne så lange, at det gør ondt på os selv og publikum. Humoren får dig til at rødme og satiren giver lyst til at synke i gulvet,« hedder det på teaterkompagniet danskdansks hjemmeside, der kalder »Perker Cabaret« for »politisk ukorrekt, grænseoverskridende og moralsk uforsvarlig.«

»Grænseoverskridende« er simpelthen kodeordet for den forestilling, som instruktør og teaterleder Hassan Preisler og dramatiker Line Mørkeby om få dage sender ud i det ganske danske land. En forestilling, der tager førergreb på fordommene om »dem og os«, på den politiske korrekthed, på stereotyperne, krænkelserne og fornærmelserne.

En forestilling, hvor man kan opleve en – kvindelig – højrefundamentalistisk dansk politiker synge kærlighedsduet med en hjemvendt syrienskriger, fantasere om, hvad der egentlig er under burkaen på en burkakvinde og synge med på en hyldest til alle de forbudte ord, som man absolut ikke må sige.

For eksempel ordet »perker« i forestillingens titel.

»Det handler jo også om, hvor stor betydning, man lægger i ordet,« siger Hassan Preisler. »Kan vi ved at bruge de »grimme« ord og tage ejerskab over begreberne gøre dem mindre farlige? Det er det, vi prøver i forestillingen, når vi siger alle de ord, man ikke må sige. Ordet, litteraturen, kunsten flås i denne tid i stykker på det store krænkelsesalter. Men hvis man permanent er bange for at krænke nogen og hele tiden skal passe på, når man skriver eller taler, så ophører den menneskelige kommunikation jo.«

Hassan Preisler blev for alvor kendt og anerkendt for sin selvbiografiske roman »Brun mands byrde« og den efterfølgende teaterforestilling af samme navn, der sidste år høstede masser af anmelderroser. For ham er Perker Cabaret et opgør med et kunstmiljø, der generelt holder sig alt for pænt inden for grænserne for, hvad man »kan og må og bør og tør.«

»Det er sådan en automatik, vi alle er underlagt, fordi kunstmiljøet i Danmark er ekstremt lille. Vi kender alle sammen hinanden, vi er bange for at skille os ud og blive fordømt at den gruppe, vi tilhører. Men det er ikke særligt tilfredsstillende, for vi ved jo dybest set godt, at kunsten gerne skulle kunne noget andet – skildre den absurde virkelighed og drømmen om en bedre verden. Derfor synes jeg, det grænseoverskridende burde være en undertekst for alt, hvad vi laver,« siger han.

»Vi har fra starten i danskdansk vidst, at vi med Perker Cabaret ville lave satire over hele dem og os-konstruktionen. Vi synes, debatten er kedelig og stagnerende, og vi har et håb om, at satiren kan løse op for noget af det fastlåste. God satire fortæller os jo, at vi alle sammen er idioter og fordømte, deri ligger det store almenmenneskelige fællesskab. Hvis man med satire kan binde det bånd mellem mennesker, synes jeg, vi har opnået noget, som ikke ellers bliver opnået i den politiske debat.«

Det menneskelige fællesskab

Holdet bag Perker Cabaret, der også tæller skuespillerne Jakob Fauerby, Hadi Ka-koush og Sandra Yi Sencindiver samt musikerne Anders Singh Vesterdahl og Nicolai Kornerup, indledte selv processen med at prøve at overskride deres egne grænser.

»For eksempel blev Hadi Ka-koush, der er palæstinenser, sat til at mødes med en højreorienteret pro-israelsk debattør, og Line og jeg læste i udviklingsfasen litteratur af neokonservative forfattere, vi normalt ikke ville læse,« forklarer Hassan Preisler, der håber, det har gjort dem i stand til at se tingene på en anden måde, end de ellers ville have gjort.

For Line Mørkeby har selve ideen om det meget bevidst grænseoverskridende været spændende, men, indrømmer hun, også en smule skræmmende.

»Ordet grænseoverskridende får hurtigt sådan en undertekst af at være provokerende bare for provokationens skyld. Men det er vigtigt at have en agenda for at søge den grænse,« siger hun.

»Jeg synes, der er en kæmpe relevans både i at rykke ved nogle forestillinger om bestemte ting i vores samfundsstruktur og ikke mindst i at forsøge at samle folk i et fællesskab. Der er så meget splittelse, og debatten er meget opdelt i dem og os. Vi vil gerne samle folk i et rum, hvor vi kan have et fælles udgangspunkt for diskussion.«

Hassan Preisler tilføjer: »Når vi f.eks. laver en satirisk kærlighedssang mellem en højrefundamentalistisk dansk politiker og en islamisk kriger, så binder vi et bånd mellem nogle mennesker, som ikke kan lade sig gøre i den virkelige politiske debat. Selvfølgelig er det fiktion. Vi kommer aldrig til at se Inger Støjberg synge kærlighedsduet med en syrienskriger – men på vores scene sker det, og det er noget af det smukkeste i vores forestilling, fordi det afslører præcis den evne, vi har som mennesker, til at forbinde os til alle andre mennesker.«

Arbejdet med Perker Cabaret har ikke kunnet undgå at blive påvirket først af terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris i januar og senest angrebene mod kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge i København for snart en måned siden.

»Det har nok fået forestillingen til at se anderledes ud, end den ellers ville have gjort. Jeg tror, den er blevet mere følsom og mere ærlig. Men det har ikke fået os til at være mere forsigtige,« siger Line Mørkeby.

»Vi besluttede ret hurtigt, at det ikke var den der ytringsfrihedsdebat, vi var på vej ind i. Men vi har haft mulighed for at tage nogle af overskrifterne fra debatten ude i samfundet med herind og gøre nogle ting med dem, som man ikke kan gøre derude. Det er det, der er magien i den her forestilling.«

»Det er klart, at når der sker sådan noget, så stiller man sig selv spørgsmålet: Tør vi gøre det, vi gerne vil? Og det har været en interessant kollektiv følelsesmæssig proces at bevæge sig tilbage i de historier og huske på, hvorfor det er nødvendigt at fortælle dem,« siger Hassan Preisler.»Den proces burde man foretage hver gang, for man er jo altid ved at skide i buskerne af frygt – for dårlige anmeldelser, lavt besøgstal og fordømmelse fra kultureliten, og der er det også vigtigt hele tiden at huske sig selv på, hvad det var for en historie, man gerne ville fortælle. Uanset frygten.«

Ud af teaterrummet

Sidste sommer stiftede danskdansk sammen med Det Flydende Teater byrumsteatret Teatergrad på Den Røde Plads på Nørrebro. Og det er her, de sidste prøver lige nu er i fuld gang, inden Perker Cabaret på torsdag den 12. marts rejser ud i verden, først en måned i København og til næste år på turné til en række af landets teaterforeninger.

I den lille prøvesal er scenen midlertidigt tegnet op på det sorte linoleumsgulv, ganske få kvadratmeter, hvor de tre skuespillere og en enkelt musiker lige kan knibe sig ind. Og det har sine gode grunde.

»Denne cabaret skal ud af teaterrummet, den skal ud i kulturhuse, på barer og cafeer, og nogle af de steder er der altså bare ikke ret meget plads,« siger Hassan Preisler og forklarer:

»danskdansk har i rigtig mange år haft det formål at komme i kontakt med nye publikumsgrupper, et andet publikum end det, der traditionelt kommer på teatret. Det var også derfor, vi flyttede fra Østre Gasværk, hvor vi var huskompagni i tre år, og her til Nørrebro. For mig handler det om, at hvis ikke Muhammed vil komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed. Hvis vi virkelig ønsker, at kunsten skal demokratiseres og være for alle, så må vi flytte vores røv. Vi kan ikke sidde i vores glastårne og forvente, at folk kommer til os, ved bare at oversætte vores forestillingstekster til arabisk.«

Om forestillingen når ud til alle de grupper, der tages i behandling på scenen, tør han dog ikke spå om.»Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, de virkeligt marginaliserede grupper i samfundet kommer til os. Ikke endnu. Men jeg har en formodning om, at der er gang i en proces, så vi trinvist kommer til at nå flere og flere,« siger han.»Det kan godt være, at verden er i brand, at der er skudattentater, og debatten om ytringsfrihed polariserer os helt ekstremt. Men samtidig mærker jeg også en drift hen imod slægtskabet, det store almenmenneskelige slægtskab. På tværs af religion og politik er der nogle ting, der forbinder os. F.eks. at vi alle sammen har en familie, at vi elsker, hader, er jaloux, bange eller har håb. Det er det bånd mellem mennesker, der interesserer mig allermest.«

Perker Cabaret har premiere 12. marts på Café AE, Frederikssundsvej 7. Spiller frem til 11. april på VerdensKulturCentret, Analog Bar, Alléenberg og Karens Minde Kulturhus. Turnerer i 2016 til teaterforeninger over hele landet. Læs mere på danskdansk.dk.