"Politikerne må beslutte, om kulturinstitutionerne fortsat skal udsultes"

Statens Museum for Kunst indførte entré for at øge intægterne. Men det gav ikke nok, og til gengæld mistede man 25% af publikum. Det har ført til en økonomisk knibe for museet, forklarer direktør Mikkel Bogh.

Statens Museum for kunst's direktør Mikkel Bogh (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Statens Museum for Kunst fra 2016, ligesom landets øvrige kulturinstitutioner, blev pålagt en årlig besparelse på to procent, besluttede museet at tage entré. Indtægterne fra publikumsadgang skulle kompensere for besparelsen. Nu viser det sig imidlertid, at Statens Museum for Kunst ikke har tjent penge nok på at opkræve entré. Entreén er ikke gældende for alle, idet museet fortsat skal give gratis entré til børn og unge under 18 og tillige fortsat skal give familierabatter. Museet giver desuden rabat til alle unge under 30, som udgør en stor procentdel af det årlige besøgstal.

 

Før 2016 fik Statens Museum for Kunst penge fra Kulturministeriet for at kompensere for tabet ved fri entré. Nu modtager museet et mindre beløb fra staten, resten skal museet tjene ved at sælge entrébilletter. Museet har tjent ni millioner kr. mere i entré, men samtidig har museet mistet et ekstra tilskud, som det havde for at kompensere for fri entré. Nedgangen i indtægter har sammen med årlige besparelser ramt museets økonomi hårdt. Museet har derfor skåret 13 af 92 årsværk væk.

Der er  sket et fald i antallet af besøgende fra 451.000 i 2015 til 334.000 i 2017. Det vil sige, at ca. hver fjerde gæst er forsvundet.

Til den faretruende situation siger direktøren for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh: »Vi havde ventet et fald i besøgstallet, da vi indførte entrè, men selvfølgelig er det en meget alvorlig situation. Vi ved fra vore kollegaer i England og Sverige, at når man genindfører entré efter at have haft fri entré, så falder besøgstallet. Men faldet i antallet af betalende gæster var større, end vi havde regnet med, så vore mest konservative skøn, som vi baserede vore budgetter på, blev overgået af virkeligheden.«

Betyder denne situation, at I vil ændre udstillingsprofilen for at tiltrække flere besøgende?

»Ja, i høj grad. Vi har lagt et program, der træder i kraft allerede i 2019, og der vil man se et program, der er betydeligt bredere anlagt, end det vi tidligere har været kendt for. Vi vil på den ene side holde fast i det høje niveau, hvor ny indsigt og forskning vil være med, men hvor grundanslaget vil være bredere, og emnet vil have bredere appel. Vi laver en udstilling om den danske maler Anna Ancher, og i 2019 0g 2020 vi laver en meget bred udstilling om den danske guldalder, hvor vi viser guldalderen på en ny måde.«

Er der fare for, at den måske lidt snævre, men meget seriøse udstillingspolitik, som museet har haft, nu viger tilbage for en mere populistisk udstillingspolitik?

»Det er der altid en fare for, når man satser på at få flere gæster. Vi gør det her med museumsprofessionel god smag i munden. Vi laver kun udstillinger på en professionelle måde, og vi sænker ikke niveauet. Men den nye politik er at satse mere på  bredere emner og fravælge de mere snævre. Men selvfølgelig skal man passe på ikke at blive forkrøblet af den evige jagt på at skaffe det store publikum. Men dér tror jeg ikke vi havner.«

I havde problemstillingen inde på livet med Bob Dylan udstillingen, som fik mange ind på museet, men fik hug?

»Bob Dylan-udstilingen, som fandt sted før jeg blev leder, blev kritiseret. Publikum kunne godt lide den, men kritikerne elskede at hade den. Den udstillingsrække, vi er i gang med at planlægge, er kendetegnet ved at præsentere kunst af utrolig høj kvalitet. Det er gennem den type udstilling, vi gerne vil bredt ud.«

Er dit budskab, at disse r´to-procents- besparelser må høre op?

»Det er helt klart budskabet. Jeg kan sige, at hvis de fortsætter, så må de store kulturinstitutioner lukke. Man må politisk tage stilling til, om man vil acceptere det. På et eller andet tidspunkt må det stoppe. Så politikerne må beslutte, om kulturinstitutionerne fortsat skal udsultes, så de ikke kan måle sig med tilsvarende kulturbærende institutioner i udlandet.«