Politikere vil flytte filmpenge til provinsen

V og DF vil have flere film optaget i provinsen. »Folk vil se noget, de genkender,« siger Michael Aastrup Jensen (V), som beskylder filmfolk for københavneri og kliché-mageri a la Morten Korch. Filmfolk siger, at der allerede produceres mange og gode film i provinsen.

Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen synes, at dansk film har en tendens til klichéagtige beskrivelser af provinsen og vil ved de forestående forhandlinger om en ny filmaftale 2015-2018 kræve, at tilskuddene til de to regionale filmfonde, FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje, styrkes betydeligt. Fotoet er fra filmen »Kapgang«, som netop foregår i provinsen. Foto: Nordisk Film Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man i TV 2-serien »Dicte« ser Iben Hjejle i rollen som dagbladsjournalisten Dicte køre gennem Aarhus, genkender man bl.a. kunstmuseet ARoS og byens funktionalistiske rådhus. Og når man ser spillefilmen »Hvidsten gruppen«, ser man faktisk Hvidsten Kro og de bølgende landskaber mellem Randers og Mariager.

Den slags – billeder og historier fra provinsen – skal vi have mere af, for alt for mange film er optaget i København og omegn, mener Venstre og Dansk Folkeparti.

Venstre vil i de forestående forhandlinger om en ny filmaftale 2015-2018 kræve, at tilskuddene til de to regionale filmfonde, FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje, styrkes betydeligt. Venstre vil bl.a. overføre den pulje på 28 millioner kroner, som Det Danske Filminstitut (DFI) de seneste fire år har haft til at støtte filmoptagelser ude i landet med, til de to filmfonde. Formålet med denne »saltvandsindsprøjtning« er at styrke de lokale filmmiljøer – et mål som også Dansk Folkeparti forfølger.

»Der er ingen tvivl om, at det vil gavne os alle, hvis vi flytter filmproduktion ud af hovedstaden. Halvdelen af danskerne bor uden for Storkøbenhavn, og derfor er der også blandt folk en forventning om, at de en gang imellem møder deres egne »kulisser« på film. Det er med til at forhindre, at landet bliver kulturelt skævvredet. Et regionalt filmmiljø vil også skabe job og økonomi,« siger Michael Aastrup Jensen.

Han håber, at fondene vil resultere i lokale produktionsmiljøer, som både teknisk og kunstnerisk kan løfte dansk filmproduktion. Meningen er ikke, siger han, at filmstøtten skal gå til en karavane af københavnske filmfolk, der rejser til provinsen, optager film og rejser hjem igen.

Michael Aastrup Jensen synes, at dansk film har en tendens til kliché-agtige beskrivelser af provinsen.

»Når jeg taler med de mange fine københavnske filmfolk, er det lidt, som om de tror, at jeg går mest op i, hvordan køer og heste har det – alt, hvad der minder om et Morten Korch-samfund, men sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke for os, der bor uden for København. Det er københavneri, når det er værst,« siger Michael Aastrup Jensen, der som eksempel peger på »Borgen«, der i et afsnit gav et stereotypt billede af et landbrug på Djursland.

Fremstilles som landsbytosser

Samme kritik lyder fra Dansk Folkeparti.

»Jeg kommer selv fra Jylland og har jævnligt krummet tæer over den måde, jyder bliver skildret på i film. Meget ofte fremstilles jyder som landsbytosser. Det gør noget ved folk ikke at blive behandlet med respekt. Derfor har vi stadig brug for et modspil til københavneriet på det kulturelle område,« siger kulturordfører Alex Ahrendtsen. Som eksempler nævner også han TV-serien »Borgen«, hvor Ole Thestrup spiller en meget jysk og ikke så snu Fremskridtsparti-lignende politiker, og komedien »Polle fra Snave«, hvor hovedpersonen er en enfoldig ungkarl med udpræget fynsk dialekt. Hertil kommer film – og reklamefilm, hvor enfoldige og bondske karakterer taler med bred jysk dialekt.

Filmproducenten Regner Grasten, der bl.a. står bag spillefilm som »Hvidsten gruppen« og »Tarok«, der begge foregår og er optaget i provinsen, er dybt uenig. Han ser nemlig allerede en tydelig tendens til, at der laves flere film, som foregår uden for Storkøbenhavn, og nævner som eksempler film som »Arvingerne«, »9. april«, »Under sandet«, »Klumpfisken« og »Kapgang«.

»Takket være regionalpuljen fra DFI er skævheden mellem København og provinsen blevet mindre, og den er ved at forsvinde på grund af den ordning. Der er klart en tendens til, at film foregår uden for København. Men hvis man begynder at støtte de to lokale fonde, så kommer der en skævhed. Filmproducenter er ligesom guldgravere. De søger derhen, hvor guldet er, og så vil alt foregå på Fyn eller i Aarhus,« siger Regner Grasten.

Han mener, at det vil være udemokratisk at støtte de to regionale fonde med statspenge, fordi det vil varetage lokale og ikke nationale interesser.

»I filmloven, som er basis for filmstøtten, står der klart og tydeligt, at lovens formål er at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark. Og så står der også, at en kommune eller en region kan give tilskud eller lån til filmproduktion og biografvirksomhed. I loven er rollerne fuldstændig klokkeklart delt op, og derfor er det særdeles udemokratisk, når nogle politikere tænker på at støtte de regionale filmfonde, som kun repræsenterer nogle enkelte kommuner,« siger Regner Grasten.

Han går stærkt ind for, at man styrker DFIs regionalpulje, som skal støtte filmproduktion i provinsen, men han ironiserer over, at den aktuelle spillefilm »Kapgang«, der forgår i Sønder-Omme i Jylland, er optaget på Fyn, fordi den fik tilskud fra den fynske filmfond.

»Hele meningen med at producere film uden for Valby bakke er jo at lave film dér, hvor de foregår. Det giver identitet til både befolkningen og filmen,« siger han.

Blander dagsordener sammen

Ifølge DFIs administrerende direktør, Henrik Bo Nielsen, sammenblander man i debatten om provinsens rolle i dansk film ofte to forskellige dagsordener – en erhvervspolitisk, der handler om at skabe lokale arbejdspladser, og en kulturpolitisk, der handler om at sikre mangfoldighed i dansk film uden at give køb på målsætningen om, at den bedste filmkultur skal have støtten.

Michael Aastrup og Alex Ahrendtsen mener, at større regionalfonde til film automatisk kommer til at betyde, at provinsen i mere autentisk grad bliver repræsenteret i de film, der kommer i biografer og TV.

Det er Henrik Bo Nielsen dog ikke nødvendigvis enig i, og han mener, man skal være forsigtig med at ændre på fordelingen af henholdsvis DFIs regionale midler og de regionale fonde.

»Der er ikke noget til hinder for, at en filmproducent i København tager til Fyn, Aarhus, Sønderjylland eller Skagen og laver autentiske film derfra. Det er hensigtsmæssigt, at der både fordeles midler fra filminstituttet og fra de regionale fonde,« siger Henrik Bo Nielsen.

Han afviser ikke, at dansk film tidligere leverede et noget »københavner-centrisk« billede af Danmark.

»Det er sandt, at der for fem eller ti år siden var en pointe i kritikken om, at dansk film præsenterede et skævt billede af Danmark. Men det blev løst i det indeværende filmforlig med nyordningen af DFIs regionale pulje. Nu bliver der fortalt historier fra hele landet,« siger Henrik Bo Nielsen.

Bo Damgaard, direktør for FilmFyn, siger, at de regionale filmfonde er med til at »sætte de store hjørner af landet i centrum« og fremhæver Ole Bornedals kommende TV-serie »1864«, der delvist er optaget på Fyn, som et eksempel på, hvordan regionalmidlerne har været med til at sætte et lokalt præg på den store TV-serie

»Vi har brug for landspolitikernes skulderklap til at fortsætte arbejdet med at få provinsen ind i dansk film,« siger Bo Damgaard, der ikke mener, at københavnske filmfolk i samme grad som lokale filmfolk kan have øje for lokalområdernes egenart.

Ifølge Bo Damgaard bør filminstituttets regionale midler gives til de filmprojekter, som også de to regionale fonde støtter.

»Vi varetager den kulturelle mangfoldighed og stimulerer de lokale filmmiljøer. Det handler om at sprede magten ud i landet,« siger Bo Damgaard.

Provinsen er ofte repræsenteret i film

Peter Schepelern, filmlektor på Københavns Universitet og forfatter til bl.a. det kendte »Filmleksikon«, ser ikke nogen markant skævhed mellem provinsen og København. Tværtimod synes han, at der er kommet en bølge af film, der handler om provinsen.

»Hvis man kigger på film fra de seneste par år, så er der mange, der foregår i provinsen. Bl.a. »Kapgang«, »Klumpfisken«, »Sorg og glæde«, »Kvinden i buret« og »Jagten«. Kigger man på centrale danske film over de seneste 12-15 år, så er provinsen repræsenteret med mange film, og det samme gælder TV-serier. Niels Malmros laver spillefilm om provinsen, det samme gør Niels Arden Oplev og Anders Thomas Jensen. Er de københavnere? Nej, de kommer selv fra provinsen. De er opvokset i provinsen. Det gælder også Peter Schønau Fog, som lavede »Kunsten at græde i kor« og Ole Bornedal. At de så ikke er blevet hjemme... Jamen, sådan er verden jo ikke,« siger Peter Schepelern.

Mens dansk film tidligere idyllisere provinsen, så ser han i dag en tendens til, at man fokuserer på Udkantsdanmark.

»Det er en slags undergenre, som handler om den dæmoniserede provins. Tidligere blev provinsen – ligesom man så det i litteraturen – idylliseret. Der var så yndigt ude på landet, som man så det hos Morten Korch.« siger Peter Schepelern.

Som eksempler peger han på film som »Jagten«, »Klumpfisken«, »At klappe med en hånd«, »Kunsten at græde i kor«, »Oh, Happy Day«, »Blinkende lygter« og »En enkelt til Korsør« og også Nils Arden Oplevs »Drømmen« og »To verdener«.

Ifølge Peter Schepelern er der en pointe i, at dansk film skildrer hele den danske virkelighed, men det væsentligste er, at filmmagerne fortæller gode og vedkommende historier, siger han:

»Det har ikke nogen værdi i sig selv at optage en film på f.eks. Fanø, bortset fra at det kan være godt for turistforeningen og interessant for dem, der bor der. Det afgørende er, at de film, der produceres, fortæller interessante historier,« siger Peter Schepelern.