Politikens chefredaktør Anne Mette Svane skal overtage posten som chefredaktør og kanalchef for TV 2 NEWS og stopper dermed som chefredaktør på Politiken.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Hun tiltræder stillingen 1. maj, hvor hun skal være med til at fremtidssikre kanalens nyhedstilbud især på det digitale område, som det hedder i pressemeddelelsen.
»Anne Mette Svane kommer til NEWS med en kæmpestor ledererfaring, senest 12 år som journalistisk chefredaktør på Politiken. Hun bliver en stor gevinst for TV 2 NEWS, hvor en af hendes opgaver bliver at sikre en digital omstilling af vores nyhedskanal. På Politiken har hun bevist, at hun kan skabe retning og få en omfattende digital proces sat på skinner. Og så er hun basalt bare en hamrende dygtig journalist, som vi glæder os til at arbejde sammen med på TV 2,« siger TV 2s nyhedsdirektør, Ulla Pors, i pressemeddelelsen.
Anne Mette Svane tiltrådte stillingen som chefredaktør hos Politiken i 2010 efter at have været politisk redaktør hos Jyllands-Posten.
Drømmejob
Hun kalder selv den nye stilling for »et drømmejob«, og kalder samtidig TV 2 NEWS for »Danmarks stærkeste nyhedsbrand«.
»Alle, der kender mig, ved, at jeg trækker vejret bedst gennem nyheder om politik, verden og erhvervslivet. Det er også kerneindholdet på TV 2 NEWS,« fortæller hun i pressemeddelelsen og roser samtidig indholdet hos sin kommende arbejdsplads.
»Jeg er dybt imponeret over, hvordan TV 2 NEWS er bedst til det hurtige overblik og samtidig har haft modet til at sætte nyhedstempoet ned og gå i dybden med magasinprogrammer som ’Lippert’, ’Besserwisserne’ og ’News & Co'. Man bliver klogere og keder sig aldrig i selskab med NEWS-værterne, fordi de er oprigtigt interesserede, nysgerrige og kritiske i interview med beslutningstagere og eksperter.«




