»Politiken fortsætter med at dele folk op i får og bukke«

Hvem er »anstændige« og hvem er »uanstændige«? Og skal »uanstændige« accepteres i kampen for ytringsfriheden? Liberal Alliances folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll debatterer med Politikens lederskribent Kristian Madsen.

Digteren Yahya Hassan.  Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er sprækker i gamle holdninger. Den unge digter Yahya Hassan blev hyldet af Politiken og blev slået stort op i avisen. På et møde i Politikens foredragssal spurgte Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen digteren:

»Du lyder som Pia Kjærsgaard, som har fået så meget kritik for at sige det samme om parallelsamfund i Danmark. Har vi kulturradikale vendt det døve øre til sandheden?«

Yahya Hassan: »Jeg kan kun sige ja.«

Jes Stein Pedersen skrev derefter i Politiken, at der nu skulle aktioneres for ytringsfriheden og en bedre integration:

»Der burde på stedet dannes en folkebevægelse af frisindede og anstændige borgere, som nægter at lade de samme nedslidte kombattanter, både politikere og debatrollespillere genopføre den nære fortids i høj grad medietypecastede tofrontskrig.«

Liberal Allicances folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll kritiserede derefter i et indlæg i Politiken opdelingen i »anstændige« og »uanstændige«:

»Frisind handler jo netop om at forholde sig åbent og fordomsfrit til sin omverden og ikke sætte automatpiloten til, når man deler verden op i dem, man godt kan lide, og dem, man ikke kan lide. For det er altså desværre ret karakteristisk for Politiken (...) Politiken deler mennesker op i anstændige og uanstændige – og de uanstændige er ikke værd at lytte til (...) Det er en farlig skelnen, for man ender med at lukke sig om sig selv og sine egne holdninger, og debatten stivner.«

Er denne gruppe mennesker, Simon Emil Ammitzbøll, som du kalder Politiken-segmentet, som du mener vrænger af de »uanstændige« noget reelt, eller er det et fantasifoster, som borgerlige ser for sig i deres maredrømme?

»Politiken har gennem de senere år udviklet sig fra Organet for den Højeste Oplysning baseret på en debatkultur fra bladets grundlæggere Viggo Hørup og Edward Brandes til i højere grad at skulle bekræfte sig selv og sine læsere. Selvfølgelig er der stadig plads til uenigheder, men især chefredaktion og lederkollegiet virker mere og mere forskrækket over for gamle kulturradikale dyder som rå kritik og debat. Som i tilfældet Yahya Hassan bliver det oftere vigtigt, HVEM der siger det, end HVAD de siger.«

Til det siger Kristian Madsen, der er lederskribent på Politiken:

»Vrøvl! Politiken er uden sammenligning den mest pluralistiske morgenavis. Vi sætter en ære i, at vi i spalterne viser vores uenigheder, og at vi også journalistisk giver meget plads til mennesker, der er uenige. Det er jo netop i Politiken, at Flemming Rose fremsætter sin kritik af det, som han kalder »Politiken-segmentet«. Og jeg tvivler på, at en af de tungeste Politiken-kritikere som Frederik Stjernfeldt har fået mere spalteplads end netop i Politiken i de seneste år. Vi ville aldrig se Jyllands-Posten eller Berlingske lægge så meget plads til serier, der ligefrem har som erklæret formål at udfordre avisens linje. Hvornår ser vi Berlingskes kritiske serie om »Berlingske-segmentet«? Aldrig! Her må læserne nøjes med det unisone kor af midaldrende mænd, der mener det samme.«

Du har selv, Simon Emil Ammitzbøll, i en årrække været medlem af de Radikale, hvor man dyrkede »anstændige« holdninger. Hvorfor protesterede du ikke i de år mod partiets undsigelse af de »uanstændige« i f.eks. Dansk Folkeparti?

Simon Emil Ammitzbøll: »Jeg tror, at der alt for ofte går lejrtænkning "i de i politiske partier. Men jeg var uenig med mit gamle parti i forhold til Muhammedkrisen, hvilket jeg også sagde offentligt. Ritzau skrev en artikel, hvor Morten Østergaard, udtrykte forståelse for selvcensuren, mens jeg udtrykte bekymring – og det var altså mens, at vi var i samme parti.«

Tiderne skifter, og hvad der er »uanstændigt« skifter vel også Simon Emil Ammitzbøll?

Ammitzbøll: »Jeg synes heldigvis, at vi har bevæget os væk fra anstændighedsdebatten, der mere hører til i nullerne. Det er også derfor, at det er irriterende, at Politiken fortsætter med at dele folk op i får og bukke i bedste Anders Fogh-stil. Flemming Rose er jo den sande kritiker og forsvarer for ytringsfrihed og demokrati og burde roses og renses som sådan. Det er derfor, at jeg opfordrer Politiken til at give ham Tøger Seidenfaden-prisen.«

Kristian Madsen: »Der er to spor i de her diskussioner, der ofte bliver rodet sammen. Det ene er retten til at fremsætte ytringer. Den er ens for Lars Hedegaaard, Yahya Hassen, Politiken, DKP, Berlingske og Simon Emil Ammitzbøll. Det er der ingen tvivl om, og selv om man ofte bliver skudt det i skoene, har Politiken aldrig ment noget andet. Har debatten vist noget i de seneste otte år er det jo, at det helt overvældende flertal af danskere står sammen om netop det synspunkt. Den anden er selve indholdet af disse ytringer.«

Og hvad mener du med det?

Kristian Madsen: »Jeg forbeholder mig retten til at mene, at det f.eks. DKP, Lars Hedegaard eller andre siger er det rene vrøvl. Vi skal passe på at, diskussionen om ytringsfrihed ikke bliver en barriere for diskussionen af indholdet. Er det rigtigt, når Lars Hedegaard beskriver Danmark som under angreb af en muslimsk verdenssammensværgelse? Nej, det er netop en tumpet konspirationsteori uden skyggen af valør, og det er afgørende, at vi også har muligheden for at slå det fast.«

Simon Emil Ammitizbøll skriver i et indlæg i Politiken, at Flemming Rose bør have Tøger Seidenfaden-prisen, idet han er et godt eksempel på, at journalistik også kan kræve store ofre, selv i vores lille smørhul?

Kristian Madsen: »Må jeg nævne – blot for at understrege pointen om Politikens pluralisme – at Politikens daværende kritik-, kronik- og lederredaktører i fællesskab indstillede Flemming Rose til Cavling-prisen for bogen »Tavshedens Tyranni« for nogle få år siden. Jeg har ikke selv læst den, og kan derfor ikke vurdere, om han burde have prisen. Men Roses Muhammedtegningsprojekt mener jeg på ingen måde berettiger hverken det ene eller det andet. Politikens holdning er, at det var ilde anbragt hån, spot og latterliggørelse, der så fik sit helt eget liv som Muhammedkrisen, hvor Rose har været udsat for infame trusler. Der kan ikke være tvivl om, at man må sympatisere med Rose, uagtet at man ikke var enig i beslutningen om at trykke tegningerne«.

Hvor mener du, Simon Emil Ammitzbøll, at Politiken lige nu står i debatten om ytringsfrihed?

Ammitzbøll: »Politiken har stået slapt i ytringsfrihedsdebatten, men det virker som om, at flere af avisens yndlinge er ved at vågne op. Selv avisen kommentator Rune Engelbreth Larsen og den nyudnævnte kulturredaktør, Rune Lykkeberg, har fået øjnene op for debatten om racismeparagraffen, mens Kristian Madsen virker til at sidde fast i mudderet i skyttegraven fra den store ytringsfrihedskrig i forlængelse af Muhammedkrisen. Men Politiken bør træde frem med klare synspunkter til forsvar for ytringsfriheden for såvel Yahya Hassan som for Lars Hedegaard og andre. Så snart man begynder på en kvalitativ vurdering, går det galt. Hørup og Brandes vil smile i den himmel, de ikke troede på, hvis Politiken vender tilbage til det ægte radikale synspunkt om fuld ytringsfrihed for alle.«

Kristian Madsen: »Spørgsmålet er et fint eksempel på, at det er Berlingske og denne artikels ophavsmand, Bent Blüdnikow, der fører uhæderlig kampagnejournalistik i denne sag. Jeg mener helt afgjort, at Hedegaard har ret til samme solidaritet i ytringsfrihedens navn som digteren Hassan. Ingen skal leve med mordtrusler for deres ytringer. Hedegaard har, helt som Hassan, krav på samfundets maksimale beskyttelse mod angrebene på hans person, der heldigvis mislykkedes. Det er plat at antyde det modsatte«.

 TV: Hør tidens mest omtalte digter