Politiet rykkede ud til Harry Potter-premiere

Et mistænkeligt, rødt lys i salen fik i fredags personalet til at afbryde premieren på den nye Harry Potter-film, fordi de frygtede at filmen var i gang med at blive piratkopieret. Sikkerhedsberedskabet bliver stadig større for at komme problemet til livs, fortæller direktør i Sandrew Metronome, der distribuerer Harry Potter-filmene.

Daniel Radcliffe som titelfiguren i den nye »Harry Potter og Fønixordenen«, der omgærdes med så store sikkerhedskrav, at politiet slog ned på en formodet piratkopiering under premieren i fredags. På de tre første dage har filmen i øvrigt solgt hele 170.000 billetter i Danmark. Foto: Warner Bros. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er efterhånden muligt at downloade film, selv før de er kommet i biografen, og derfor er især storfilm omgærdet af et enormt sikkerhedsapparet, der skal sørge for, at filmen eller dele af den ikke slipper ud før tid.

At personalet i biograferne også er opmærksomme på enhver form for piratkopiering, kunne Imperials biografgængere sande i fredags, hvor den nye Harry Potter-film havde premiere.

Langt henne i eftermiddagens visning blev filmen pludselig afbrudt på grund af mistanke om, at en blandt publikum sad og filmede, da personalet havde lagt mærke til infrarøde stråler, der normalt afslører et kamera. De viste sig dog at stamme fra en bærbar computer, men da var politiet allerede tilkaldt, selv om det ifølge loven ikke er deres opgave at rykke ud til tilfælde af piratkopiering. I stedet skal distributørerne anlægge sag mod den pågældende, eftersom det ikke er en overtrædelse af straffeloven.

Men selv om tilfældet i Imperial viste sig at være falsk alarm, er det et billede på, hvor alvorligt problemet bliver taget, ikke mindst når det gælder film som Harry Potter, hvor producenten Warner Bros. har pålagt distributionsselskaberne omfattende retningslinjer ved enhver visning af filmen.

»Der hvor vi sætter hårdest ind, er ved screeninger før premieren, hvor vi denne gang har udstyret biografpersonalet med night vision goggles, for at de skal kunne se i mørket og holde øje med, om der sker noget,« fortæller Frederik Juul, direktør i filmselskabet Sandrew Metronome, der distribuerer Harry Potter i Danmark.

Derudover har antallet af screeninger været minimeret til kun de absolut nødvendige som pressevisninger og gallascreening netop for at undgå piratkopiering.

»Vi havde kun specielt inviterede til vores galla, så der vidste vi, hvem der kom, men vi holdt alligevel øje medpublikum. Men der findes forskellige grader, og noget ser vi på med mildere øjne. Vi vil jo ikke have, at biografpersonalet skal kaste sig ud i vilde slagsmål med folk, fordi nogle tager billeder med en mobiltelefon. Men derfor er det stadigvæk forbudt,« siger han.

Frederik Juul anerkender, at problemet er nærmest umuligt at komme til livs, i hvert fald så længe piratkopiering er socialt accepteret.

»Der er folk, der gladeligt fortæller, at de har købt en film i Asien på det sorte marked. Det er ikke noget, de skammer sig over. Folk tænker måske, at de kun rammer et eller andet rigt amerikansk filmselskab, men det går også ud over små danske, uafhængige instruktører og producenter. Når markedet bliver mindre, er det altid de små, der bliver hårdest ramt.«

Publikum i Imperial skulle efter sigende have reageret positivt på personalets forsøg på at fange piratkopister, og det mener Frederik Juul giver håb om, at en holdningsændring kan være på vej.

»Jeg fik sendt en mail fra en gæst, der beskrev situationen under Harry Potter-filmen. Hvad der var rigtig godt at høre var, at selv om filmen blev afbrudt, var publikum glade for, at der blev gjort noget og havde klappet ad personalet. Det er rart, at publikum forstod det og stod bag,« mener han.