Politiet efter indførelse af omdiskuteret lov: J.K. Rowlings udtalelser er ikke ulovlige

Hun var klar til at lade sig anholde, men J.K. Rowlings udtalelser om transkønnede er ikke kriminelle. Det meddeler skotsk politi efter stor debat om ny lov mod hadforbrydelser i Skotland. 

Skotsk politi afviser, at J. K. Rowlings udtalelser om køn er ulovlige med ny lov. Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

En ny skotsk lov mod hadforbrydelser har mødt modstand

Loven skal ramme fordomsfulde ytringer om handicap, religion og tranidentitet, men er blevet kritiseret for at true ytringsfriheden. 

En af de mest højlydte kritikere er forfatteren til »Harry Potter«-bøgerne, J.K. Rowling. 

»Jeg er aktuelt ude af landet, men hvis det, jeg skriver, kvalificerer sig til en straf på grund af loven, ser jeg frem til at blive anholdt, når jeg vender hjem til fødestedet for skotsk oplysning,« lød det blandt andet fra Rowling på det sociale medie X.

Forfatteren har de senere år hyppigt skabt debat med udtalelser om transkønnede. Senest har hun beskrevet en række transkønnede kvinder som mænd, blandt andet flere dømte personer og aktivister.

Rowling hævder, at loven kan »misbruges af aktivister til at lukke munden på de af os, der råber op om farerne ved at fjerne kvinders og pigers steder for kun ét køn«.

Men forfatterens udtalelser bliver ikke anset for kriminelle som følge af den nye lov.

Det oplyser skotsk politi, skriver BBC.

Ifølge skotsk politi har de modtaget anmeldelser om J.K. Rowlings udtalelser på sociale medier, men det er ikke noget, der bliver gået videre med. 

Rowling har inden udtalelsen fra skotsk politi fået opbakning fra blandt andet den britiske premierminister, Rishi Sunak, som i en udtalelse siger, at ingen skal straffes for at »fremføre simple fakta om biologi«.

Ifølge den britiske forfatter, der til daglig bor i Skotland, er skotske kvinder i flere år blevet presset af regeringen og politiske aktivister til at afvise biologiske fakta og omfavne et »nyreligiøst kønsbegreb«, der ikke kan bevises.

Misgendering

Skotlands førsteminister, Humza Yousaf, har advaret om, at hadtale er begyndt at fylde alt for meget i det skotske samfund, og derfor er et nyt politisk indgreb helt afgørende.

»Vi er nødt til at have en nultolerancetilgang til det,« har han forklaret til Sky News.

Den nye lov skal efter planen sikre bedre beskyttelse af ofre og forskellige miljøer, der bliver udsat for hadforbrydelser. 

Det kan være ved at opildne til had baseret på fordomme om alder, handicap, religion, seksuel orientering og tranidentitet.

Skotlands førsteminister, Humza Yousaf, frygter ikke for ytringsfriheden trods et nyt politisk indgreb mod hadforbrydelser. Andy Buchanan/AFP/Ritzau Scanpix

Det er blandt andet udtalelser fra Siobhian Brown, der er minister i den skotske regering, der har ført til frygt for, at udtalelser om folks biologiske køn også kan retsforfølges. Herunder at omtale folk som et andet køn end det, de identificerer sig som – såkaldt misgendering.

Det skotske politi har officielt understreget, at det undersøger alle indkomne anmeldelser, men samtidig har foreningen for politiinspektører i Skotland advaret mod, at loven kan misbruges af aktivister.

Humza Yousaf har flere gange understreget, at han har fuld tiltro til, at politiet vil frasortere klager, der ikke hører ind under lovgivningen.

Indberetninger skal, hvis de retsforfølges, desuden være »rimelige« og forenelige med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, har førsteministeren understreget.

Den nye skotske lov, The Hate Crime and Public Order (Scotland) Act, blev vedtaget i 2021, men træder først nu i kraft. Den har en straframme på op til syv år ved lovovertrædelse.