Polanski kritiseres for »uanstændig« udtalelse om ny film: »Skammelig løgn«

Roman Polanski har draget sammenligninger mellem sin egen overgrebssag mod en mindreårig og justitsmordet på den franske kaptajn Alfred Dreyfus. »Uanstændigt«, skriver en anmelder.

Roman Polanskis sammenligning mellem hans egen sag om et overgreb mod en 13-årig i 1977 og hans nye film om justitsmordet på den jødiske franske officer Alfred Deyfus vækker kritik. Fold sammen
Læs mere
Foto: LAURENT EMMANUEL

Roman Polanskis overgrebssag fra 1977 mod en dengang 13-årig alkohol- og stofpåvirket pige under et ophold i USA, har forfulgt den fransk-polske instruktør lige siden.

Polanski var anholdt i Los Angeles og sad fængslet i 42 dage, inden han blev løsladt og slap ud af USA, så en retssag ikke kunne gennemføres. Han forklarede dengang, at forholdet til den 13-årige var frivilligt, og hun udtalte for et par år siden, at hun allerede kort efter episoden, som fandt sted i skuespilleren Jack Nicholsons hjem, tilgav Polanski, og at selve retssagen havde været mere traumatiserende end selve episoden.

Polanski har ikke siden sat sine ben i USA, og sagen er med jævne mellemrum dukket op igen, fordi USA har krævet ham udleveret til retsforfølgelse,  bl.a. har han siddet varetægtsfængslet i Schweiz, som dog ikke udleverede ham til USA. Nu er sagen igen i fokus i forbindelse med præsentationen af instruktørens nye film, »An Officer and a Spy«, som i disse dages præsenteres på den internationale filmfestival i Venedig.

Filmen handler om den jødiske franske officer Alfred Dreyfus, der i 1895 blev offer for et justitsmord. Han blev ved en hemmelig retssag dømt som tysk spion. Sagen byggede på falske beviser og afslørede en grundfæstet antisemitisme i den franske hær. Dreyfus blev forvist til Djævleøen, og sagen vakte stor opsigt over hele Europa. Navnlig den franske forfatter Émile Zolas åbne brev med overskriften »J'accuse« (Jeg anklager) til den franske præsident Félix Faure fik stor betydning. Sagen blev genoptaget, og Dreyfus blev frikendt og fik sin stilling som officer tilbage.

Polanskis udtalelser

I forbindelse med filmens lancering har Roman Polanski, som ikke selv deltager i festivalen, i et interview, som festivalen har lagt frem, draget sammenligninger mellem sin egen overgrebssag og retssagen mod Dreyfus, og det møder nu skarp kritik.

Polanski siger, at han selv kender til at blive beskyldt for noget, som han ikke har gjort, og at de fleste af de mennesker, som kritiserer ham ikke ved noget om sagen fra 1977.

»Jeg må indrømme, at jeg er bekendt med den måde anklager føres frem på, som det vises i filmen, og det har klart inspireret mig,« siger Polanski ifølge flere internationale medier.

Owen Gleiberman

»Det er en skammelig løgn, når Polanski antyder en parallel mellem hans egen og Dreyfus-sagen.«


Anmelderen Owen Gleiberman kalder i Variety, som er et af filmverdenens mest anset medier, Polanskis sammenligning for uanstændig.

»Vi kan og skal have en debat om, hvordan Hollywood og det amerikanske retsvæsen bør behandle Roman Polanski. Alfred Dreyfus var imidlertid en uskyldig mand. Der var intet grundlag for de anklager, der blev rejst mod ham i retssagen. De var fabrikerede. Derimod indrømmede Polanski, før han flygtede fra USA, mens han afventede en dom, i retten, at han var skyldig i at have haft sex med en 13 år gammel pige. Selv om offeret, Samantha Geimer offentligt har tilgivet ham og personligt har bedt om, at en retsforfølgelse af ham bliver stoppet, så ved vi fra hendes egen beskrivelse af forbrydelsen, som den er beskrevet i månedsmagasinet Vanity Fairs undersøgelse af sagen, at Polanski bedøvede og voldtog hende,« skriver Owen Gleiberman og konkluderer:

»Det er en skammelig løgn, når Polanski antyder en parallel mellem hans egen og Dreyfus-sagen.«

Filmen bygger på historisk roman

Man kan undre sig over, at den 86-årige Polanski selv griber til denne sammenligning og dermed åbner op for endnu en diskussion om sagen, som har martret ham siden 1977, og som har betydet, at hans bevægelsesfrihed har været begrænset til Polen, Schweiz og Frankrig, fordi han frygter udlevering til USA.

Den nye film har også afstedkommet uro på festivalen i Venedig. Formanden for festivalens jury, den argentinske instruktør Lucrezia Martel, ville således ikke deltage i filmens gallapremiere, men ville se den, »fordomsfrit«, som hun har udtalt, ved en senere lejlighed under festivalen.

Filmen bygger på den engelske forfatter Robert Harris' fremragende historiske roman, »An Officer and a Spy« (2013), og han har også medvirket til filmmanuskriptet. Roman Polanski stod også bag filmatiseringen af Harris' roman »The Ghost« (2007) med Ewan McGregor i hovedrollen som en professionel ghost writer.

Roman Polanski har skabt film som »Rosemary's Baby«, »Chinatown« og »Pianisten«.